”Jeg er et meget privat menneske”

Jakob Cedergren elsker, når en filmoptagelse er i den indledende fase. Holdet er samlet, og indspilningen skal til at gå i gang.

Klar, parat, action.

”Enhver film har et lille cirkusliv, og du bliver overrasket hver gang. Der er altid nogle ting, som slår ned i dig og gør et dybt indtryk,” siger 49-årige Jakob Cedergren.

Den vildeste oplevelse har været indspilningen af The Journals of Knud Rasmussen (2006) der foregik i Nunavut i det nordlige Canada – blot to timer fra Nordpolen.

”Jeg var der i tre måneder i 50 minusgrader, og alt var forskelligt fra, hvad jeg var vant til. Udsigten, kulden, kulturen, folkene. Det var mindblowing.”

”Jeg var den sidste, der tog afsted. Det er altid en speciel oplevelse, når man kan mærke, at det ebber ud. Det tætte sammenhold lakker mod enden, folk begynder at sige farvel og tak, cirkusset pakker sammen.”

Skuespilleren er dog også begejstret for researchfasen, hvor han indsamler viden om den karakter, han skal spille.

”Fordelen ved at være skuespiller frem for journalist er, at man får alt at vide,” siger Jakob Cedergren med et smil.

”Politimand har jeg prøvet at spille nogle gange, og det var faktisk en rimelig vild opgave. Alle har et forhold til politimænd, men når man oplever deres arbejde på tæt hold, er det heftigt. De er i kontakt med samfundet på en måde, som skuespillere ikke er.”

Mediehalløjet
Drømmen om at blive skuespiller startede allerede som barn.

Jakob Cedergren søgte som attenårig ind på Statens Teaterskole, som i dag hedder Den Danske Scenekunstskole. Og i snart 25 år har danskerne kunnet følge skuespilleren og hans karakteristiske, ofte alvorsfulde ansigt i alt fra gangsterserien Edderkoppen til film som Frygtelig lykkelig, Submarino og Den skyldige.

”Når jeg ser tilbage på min karriere, er jeg meget taknemmelig for, hvad jeg har fået lov til at lave, og hvem jeg har mødt. Det er jo en svær branche, men jeg har mødt nogle utrolige mennesker og set en masse steder,” siger Jakob Cedergren.

”Det eneste, der har været lidt tricky og taget lang tid at vænne mig til, er efterspillet, når en film er færdig. Medierne, pressen, interviews. Jeg ved godt, at det har sin berettigelse, men jeg skulle lære hvordan og hvorledes.”

Da Edderkoppen havde premiere, var han 27 år.

”Jeg havde ikke en chance for at vide, hvad jeg stod i, og havde svært ved at manøvrere i opmærksomheden. Jeg er et meget privat menneske, og det blev hurtigt en del af mit image, uden at det var bevidst.”

”Det er den gode ting ved at blive ældre. Du slapper mere af. Og mit job er at skabe en illusion, så jo mindre folk kender til mig og har set min private gøren og laden, jo bedre. Det er for at værne om tryllekunsten. Jeg var bare dårlig til at formulere det i starten.”

Roller kommer i bølger
Jakob Cedergren er lige nu aktuel i den norske Viaplay-serie Made in Oslo, som består af otte afsnit og er skabt af Kathrine Valen Zeiner.

”Serien går tæt på problemer med barnløshed, og man kan godt mærke, at researchen har taget årevis. Serien er især god til at beskrive hverdagssituationer på nye måder og komme med opfindsomme måder at gribe vigtige emner an på,” siger skuespilleren.

Han er to gange blevet belønnet med både Bodil- og Robert-prisen for bedste mandlige hovedrolle.

Første gang i 2009 med Frygtelig lykkelig, hvor han spiller den hårdtprøvede landbetjent Robert Hansen. Og så i 2019 med lavbudget-thrilleren Den skyldige, hvor han har rollen som en politimand, der i alarmcentralen får et foruroligende opkald fra en bortført kvinde.

”Jakob Cedergren får kun alt for sjældent lov at spille med musklerne i en fuldvoksen hovedrolle, men her bærer han vitterligt hele filmen, med kameraet så nært, at det ofte kun er hans øjne, der er i fokus,” skrev Ekkos anmelder om Den skyldige.

Men trods succesen har der i de seneste par år været stille omkring ham. Har han bevidst lukket lidt ned?

”Medietavshed? Ikke fra min side. Jeg lavede efterfølgende en serie i Tyskland og Frankrig og nu denne i Norge, men det har ikke haft så stor interesse i Danmark. Jeg spekulerer ikke så meget på det. USA har jeg ikke fået forespørgsler fra.”

”Så nej, jeg har ikke sagt nej til fire Marvel-film, hvis det er det du tænker,” griner han.

”Rollerne kommer i bølger for en skuespiller, og det skal man ikke gøre sig for afhængig af. Det kommer også an på, hvad man forventer. Jeg har ikke brug for ekstrem ekstravagance i mit liv. Jeg prøver at holde en balance, så jeg er så fri som muligt og har det sjovt med det, jeg laver.”

– Er du en alvorlig person?

”Nej, overhovedet ikke. Ikke som nogle af mine roller heldigvis,” ler Jakob Cedergren.

”Har man spillet én rolle, som virker, så får man ofte tilbudt nogle af de samme roller igen. Det er helt fint. Det er vigtigt, at filminstruktører kan være helt frie i deres film. Så enkelt kan det faktisk siges. Hvis en instruktør har frihed, så gavner det alt.”

Netflix har overtaget
Når han kaster et blik over den nuværende situation i den danske filmbranche, er der noget, han har lagt mærke til.

”Nu kommer jeg lige fra Norge, og jeg kan mærke, at Norge har et godt flow lige nu. De blev inspireret af de danske serier som Borgen og Forbrydelsen og besluttede at støtte branchen økonomisk. Så kommer resultaterne.”

”Herhjemme er det gået den anden vej. Der bliver ikke pillet så hårdt økonomisk ved film, og talentudviklingen fortsætter på Filminstituttet. Men Danmarks Radio har fået en ordentlig tur i nedskæringsmaskinen, må man sige. Og det har alvorlige konsekvenser,” siger Jakob Cedergren.

”Nu er det Netflix, der producerer vores nationale værker. Intet ondt sagt om Netflix, men den amerikanske tjeneste har nogle andre parametre end den frie, offentlige danske finansiering. Og der er ingen danske film og dansk kunst uden offentlig støtte.”

”Det danske støttesystem har også bevist, at hvis vi investerer, kommer resultaterne. Selvfølgelig er der ingen garanti for succes hver gang. Men hvis vi ikke tog chancer, ville vi aldrig have haft en Lars von Trier.”

Drømmen om Sydkorea
Jakob Cedergren runder 50 år næste år, selv om man ikke kan se det på hans drengede, glatte ansigt.

”Og det er samtidig 25 år siden, at jeg debuterede i Den blå munk. Jeg skal have et rigtigt jubilæum! Ej, sådan tænker jeg slet ikke. For mig handler det om nu og her,” siger skuespilleren og ler igen.

Snart kan vi opleve ham i nye projekter. Til september er der premiere på Annette K. Olesens Ingen kender dagen, som netop er blevet udtaget til Tribeca-festivalen.

Samtidig er han med i en meget dansk tv-serie, som han dog ikke må afsløre endnu. Er der en drømmerolle, han mangler at spille?

”Jeg er meget inspireret af den amerikanske filmindustri i 1970’erne, som var en gylden æra. Men den bliver det svært at komme tilbage til. I dag ville jeg elske at komme til Sydkorea. Det virker umuligt grundet sprogbarrieren, men de laver nogle fuldstændigt fantastiske film – bare tænk på Oscar-vinderen Parasite. Så hvis jeg bare kunne hoppe ned et sted i verden, ville jeg vælge Sydkorea.”

– Hvilken rolle ville du så elske at researche til?

”Hvilken hobby har jeg ikke nået at lære?” spørger han med et smil. ”Rollen som surfer. Det kunne være fedt. Tænk friheden til tre måneders surferresearch, og samtidig kunne det være en god historie.”