Jeg er optaget af forførelse og smerte

Paolo Sorrentino er i dårligt humør. 

Det mærker man med det samme, da han sætter sig ved det lille sofasæt på Marriott-hotellets tagterrasse dagen efter verdenspremieren på Parthenope, der er udtaget til hovedkonkurrencen på Cannes-festivalen. 

Filmen er en hyldest til den italienske mesterinstruktørs hjemby Napoli, den anden i træk efter den dybfølte erindringsfilm The Hand of God.

Da vi talte sammen om den film i Venedig for tre år siden, var Sorrentino i strålende humør oven på nogle af de bedste anmeldelser i en stor karriere, der tæller film som Il divo, Den store skønhed og Youth. 

Kritikerne har været mindre gavmilde over for hans nye film, en storladen episodefortælling om en ung kvinde, der glider gennem livet, mens hendes overstrømmende skønhed forblinder alle og enhver. 

Noget tid efter interviewet giver jeg selv filmen to stjerner og affejer den som ”en kreativ dødssejler så selvsmagende, at den nærmer sig selvparodi”. Men da filmen har italiensk premiere i oktober, gør den kritikerne til skamme ved at sælge flere billetter end nogen anden af Sorrentinos film. Og nu har den endelig fået dansk biografpremiere.

Dårligt tøj gør ondt
Men her til morgen ømmer instruktøren sig stadig efter at have fået en næse fra Cannes-festivalens kritikerkorps. Ganske som sidst bakker Paolo Sorrentino på en cigar under hele gruppeinterviewet, men den føles mindre som en charmesmøg end som en rekvisit at gemme sig bag. 

En af mine udenlandske kolleger åbner ballet. 

– Hvad betyder Napoli for dig? 

”Napoli repræsenterer et sted, jeg både elsker og hader,” siger Sorrentino på italiensk efter en kort tænkepause. 

– Hvorfor elsker og hader du Napoli? 

”Jeg elsker Napoli af de samme årsager, som jeg hader Napoli. Napolitanere lever deres liv, som om de står på en scene. Det finder jeg morsomt, men det kan også blive for meget, for falsk.” 

– Dine film er så smukke. Gør det ondt på dig at se dårligt klædte mennesker i den virkelige verden? 

Sorrentino smiler. 

Her til morgen er han selv klædt i et mørkt jakkesæt med kridhvid skjorte, sko fra Louis Vuitton, en vielsesring på venstre ringfinger, en sølvring på den højre og en stor sølvørering. 

”Nogle gange,” svarer han tørt. ”Det er ikke kun skønhed, der optager mig. Jeg skildrer også forvrængede, grimme begivenheder, men jeg opfatter disse kvaliteter som skønne.”

Tiden forandrer os
– Hvorfor valgte du at følge op på den naturalistiske The Hand of God med en mere allegorisk hyldest til den samme by? 

”Jeg ønskede at fortælle historien om en kvinde, fra hun fødes, til hun er gammel. Jeg ville vise, hvordan tiden forandrer os – selv hvis vi går klædt i mageløst tøj.” 

”Som ung ønsker man at lave store, episke fortællinger. Efterhånden som man bliver ældre, og ting bliver virkelige og hverdagsagtige, mister man grebet om det episke. Man har ikke den samme evne til at drømme. Det er sådan, man bliver den person, man virkelig er. Senere forsøger man at sætte sig uden for én selv, men er ikke længere i stand til det.” 

”Tiden forandrer én. Som ung forsøger man at forstå, hvem man virkelig er. Når man endelig lærer sig selv at kende, føler man, at livet var bedre, da man var ung.” 

”Men så længe jeg laver film, tænker jeg ikke over den slags ting. For så beskæftiger jeg mig med en konstrueret virkelighed. Når jeg er færdig, er det, som om jeg har været væk i et stykke tid.” 

– Er de to film del af en trilogi? 

”Hvis Parthenope bliver en stor succes, kan det være, at jeg laver endnu en film om Napoli. Hvis den viser sig at være en katastrofe, lader jeg være.” 

Paolo Sorrentino er ikke mindst kendt for sine politikerportrætter – som Il divo (2008), baseret på den mafia-anklagerede premierminister Giulio Andreotti, og det spraglede portræt af premierminister Silvio Berlusconi i to dele, Silvio og de andre (2018). 

Men selv om nutidens italienske politik set udefra kan virke dramatisk, føler instruktøren sig ikke fristet til at skildre den højreradikale premierminister Giorgia Meloni. 

”I de fleste af mine film, måske dem alle på nær The Hand of God, har jeg brugt karakterer, som har en episk kvalitet over sig. Men jeg føler ikke, at de politikere, vi har i dag, når samme højder af personlighed. De er ikke tilpas interessante til at være personer i mine film.” 

Forfatter med skjult seksualitet
Parthenope er en bittersød fabel. Den gudesmukke hovedperson, en gennembrudsrolle for 27-årige Celeste Dalla Porta, svæver gennem livet omsværmet af både mænd og kvinder. 

En tidlig rejse til solskinsøen Capri byder på kloge ord fra den fordrukne, gedulgt homoseksuelle amerikanske forfatter John Cheever, der spilles i en cameo-optræden af Gary Oldman. 

Cheevers noveller gjorde engang et stort indtryk på den unge Sorrentino, og instruktøren liver op, da jeg spørger ind til den autentiske karakter i hans fiktive fortælling. 

”Jeg anser især Cheevers dagbøger for at være enormt interessante. Man mærker desperationen i hans værk. Det er, som om hans sande ønsker – hans inspiration – var blevet til spøgelser.” 

”Hvad enten det var på grund af manglende mod eller sociale konventioner, endte han i en situation, hvor han ikke kunne afsløre over for verden, hvem han virkelig var. Så kontrasten mellem denne meget fastlåste mand og Parthenopes længsel lærer hende noget om, hvordan man kan opnå frihed.” 

Men rejsen ender i tragedie, da en af hendes nærmeste slår sig fatalt på hendes uudgrundelige skønhed. Det foranlediger en anden interviewer til at forsøge sig med et morbidt spørgsmål: 

– Hvad er dit forhold til døden? 

”Det kommer an på, hvor man er i sit liv. Der er tidspunkter, hvor man tænker: ’Hvorfor kan jeg ikke bare dø? Måske ville det være bedre.’ Det er et spørgsmål, jeg selv har været i tvivl om. Nogle gange tænker man på døden med glæde, andre gange med frygt.” 

Livets store karneval
Paolo Sorrentino har gennem årene fået ry for at være sin generations Federico Fellini, en fabulerende filmfortæller med blik for livets store karneval og sans for at fortætte sine stemninger i scener, der sætter aftryk.

Hans folkelige gennembrud, Den store skønhed, fulgte æstetikeren Jep Gambardellas vandring gennem et dekadent romersk natteliv. På samme vis følger instruktøren Parthenopes vej gennem livet via en række møder med Napolis pinger og excentrikere.

”Der er en vis lighed i strukturen på Den store skønhed og Parthenope, fordi begge hovedpersoner guider os ind i deres verdener. Men de er også hinandens modsætninger. Journalisten og forfatteren Jep Gambardella er desillusioneret, mens Parthenope er nysgerrig på livet,” fortæller Paolo Sorrentino.

Undervejs møder Parthenope en filmdiva med et ansigt skamferet af plastikkirurger og en anden, der revser byens indbyggere efter at have opnået succes i udlandet. Senere overværer hun et forbrødringsritual mellem to mafiaklaner, hvor deres yngste har sex foran begge de forsamlede familier.

Parthenopes søgen fører hende ud i en akademisk løbebane som antropologistuderende under den vrisne Professor Marotta. Sent i filmen betror han sig til Parthenope ved at introducere hende for sin mildt sagt aparte søn – en scene, der vækker mindelser om Jeps pludselige møde med en giraf i Den store skønhed.

”Begge hændelser er autentiske, de har virkelig fundet sted. Giraffen var i virkeligheden en elefant, som en tryllekunstner tryllede frem. Og drengen er også virkelig. Jeg fik engang et glimt af ham inde i en bygning.”

– Anser du dig selv for at være antropolog?

”Jeg ved faktisk ikke særligt meget om antropologi. Det var et redskab, jeg brugte, for at kunne være tæt på Parthenope og dele hendes blik på verden. Livet er en konsekvens af, hvad man ser.”

Helligt og uhelligt
Et andet møde i filmen, hvor Parthenope vises rundt i Napolis katedral af en forførerisk præst, vakte kontrovers i de italienske medier allerede dagen efter verdenspremieren.

Mens de to udveksler flirtende spydigheder indvier han hende i mysteriet om helgenen San Gennaro, hvis størknede blod bliver flydende hvert år på samme helligdag. Et stykke kirkelig teaterkunst, som bliver et springpunkt for en syndig samtale om hellighed og sex.

– Havde du ventet, at den scene ville blive kontroversiel?

Paolo Sorrentino har siddet tilbagelænet gennem hele samtalen og besvaret spørgsmål i øst og vest med en henkastet mine. Nu retter han sig op.

”Det var ikke min hensigt at være provokerende. På ingen måde.”

”Alle filmens bipersoner repræsenterer forlist kærlighed, forliste sjæle, alle de ting, som har med Napoli at gøre.”

”Professoren er symbolet på akademisk kultur, divaerne er et symbol på underholdning, som er en del af den napolitanske folkesjæl. Mens biskoppen repræsenterer religion, fordi napolitanere har en meget stærk forbindelse til kirken.”

”Forbindelsen mellem det hellige og det uhellige er meget stærk. Biskoppen mener, at det ene også indbefatter det andet: At synde er også en måde at være religiøs på.”

Ind bag facaden
Sorrentino fortsætter ufortrødent. Han er så fast besluttet på at sætte sin film ind i den rette sammenhæng, at tolken dårligt kan følge med.

”Alle filmens bipersoner udforsker min fascination af forførelse, af at skære ind til kernen af karakterernes forhold. Jeg vil ind bag facaden. Når jeg sætter to karakterer sammen, er det for at afdække følelserne mellem dem. Det er lige netop det, der optager mig mest: forførelse og smerte.”

”Forførelse betyder for mig at lære et andet menneske at kende. Ikke for at nå frem til sex, men for at nå ind til kernen af personen.”

”Biskoppen er en stor forfører, fordi han taler til folks sjæle og gør dem religiøse. Men han er også lige så jordbunden som enhver anden mand. Og ganske som alle andre mennesker er han interesseret i forførelse. Ikke for at indlede et seksuelt forhold til Parthenope, men fordi han gennem sin forførelse kan lære hende at kende.”

Sorrentino laver en kort kunstpause, inden han tilføjer:

”Det er derfor, at det er lige netop det spørgsmål, han stiller: ’Hvad tænker du på?’ Han ved, hvad det drejer sig om. Djævlen ved det.”