”Jeg er optaget af samfundets mørke sider”

”Jeg har i lang tid været fascineret af fængsler,” siger Gustav Möller, da vi mødes på VoxBar under Hyatt-hotellet på Potsdamer Platz i Berlin. 

”Fængsler er en meget stærk filmisk arena. Der er ekstreme eksistenser, tydelige regler, magtstrukturer og arketyper, man kan lege med og vende på hovedet. Og tematisk er der konflikten mellem to modstridende energier: at redde og at straffe.” 

Ud af vinduet er der udsigt til den røde løber og Berlinale Palast, hvor Gustav Möllers anden spillefilm Vogter på torsdag har verdenspremiere i hovedkonkurrencen. 

Som den første danske film, der bejler til Guldbjørnen siden Thomas Vinterbergs Kollektivet i 2016. 

Det er et fornemt springbræt for hans opfølger til thrilleren Den skyldige, der blev en verdensomspændende succes og høstede priser i ind- og udland. 

Længe vidste Gustav Möller ikke, hvad hans næste film skulle handle om. Han vidste bare, hvor den skulle foregå i et fængsel. 

”Min medforfatter Emil Nygaard Albertsen og jeg besøgte fængsler og talte med betjente, indsatte, fængselspræster og pårørende for at finde en vej ind i emnet. En dag så jeg en kvinde for mig. En mor, som har mistet noget og frivilligt er taget i fængsel for at finde det igen.” 

Hævn og tilgivelse
Vogter handler om fængselsvagten Eva, der spilles af Sidse Babett Knudsen. I filmens første scene møder vi hende som en reservemor for de indsatte. 

Hun vækker dem med deres morgenmad og ønsker pænt godmorgen, hjælper med at brygge kaffe og udglatter konflikter i køen, da en af de indsatte bruger for lang tid under bruseren. 

Men Evas rutine forstyrres, da en ny fange – 25-årige Mikkel Iversen, der har dræbt hendes søn – flyttes til afdelingen for farlige indsatte: Midter-nul. 

Eva sørger for at blive flyttet til samme afdeling og begynder at chikanere ham. Hun spytter i hans mad og tvinger ham til at afgive en urinprøve. En ordre, han trodser ved at pisse i underbukserne, mens han stirrer på hende. 

Magtkampen mellem de to sætter publikums sympati på prøve, men Evas vendetta er ikke uden årsag. Hun er mærket af traumet fra sønnens bortgang, og Mikkels ankomst ripper op i gamle sår, der aldrig er helet. 

”Det er en fortælling om hævn og tilgivelse, men i bund og grund handler det om en kvinde, som er i sit eget indre fængsel,” siger Gustav Möller. 

Sidse Babetts evne
Eva er i centrum for hver en scene. Hendes skift fra ømhed til brutalitet, hendes vrede og sorg er filmens bærende kontrast og dramatiske motor. 

Sidse Babett Knudsen giver en af sine stærkeste præstationer til dato som en kvinde i konflikt med sig selv. Hun inkarnerer fængslets dobbelte, modstridende formål – at redde og straffe – og ifølge Gustav Möller var der aldrig andre i spil til rollen. 

”Sidse har en ekstrem evne til at være flere ting på én gang. Hun kan være i gang med at straffe Mikkel, og i samme øjeblik kan hun være lykkelig, skamfuld og bange. Alt det sker på én gang i hende. Samtidig er hun så fuld af livsglæde, at også det skinner igennem i den sorgramte kvinde.” 

Hendes sorg er bundet op på Mikkel, der afsoner en dom på seksten år. Men jo mere hun giver efter for sit had, desto større en klemme får han på hende. Hvert magtmisbrug ændrer styrkeforholdet mellem de to, indtil det ikke længere står klart, hvem der holder den anden fanget. 

Mellem godt og ondt
Sebastian Bulls imposante fysik er velkendt fra serier som Gidseltagningen og Advokaten, og han spiller Mikkel som en udslukt vulkan, der når som helst kan gå i udbrud. Hans voldelige tendenser dækker tydeligvis over en enorm sårbarhed. 

”Sebastian indkapsler både noget drenget og enormt farligt. Vi talte meget om, hvad det rent fysisk gør ved et menneske at sidde i fængsel,” siger Gustav Möller. 

”Sebastian brugte en del tid i fængslet, inden vi optog, og talte med indsatte for at forstå, hvordan man kropsligt påvirkes af at sidde inde.” 

Det var dog vigtigt for Gustav Möller ikke at give en forklaringsnøgle til Mikkel, men at lade hans motivationer stå hen som en gåde. 

”Hvis han inderst inde var god, ville det være nemt at sige, at han bare skal have en chance mere. Og hvis han viste sig at være ren og skær ondskab, ville det være let at sige, at nogle mennesker skal låses inde resten af livet.” 

”Det er bevidst et ubesvaret spørgsmål. Der er jo rigtigt mange mennesker, som vi ikke kan gøre os kloge på, og som vi stadig skal kunne håndtere som et samfund.” 

At lade publikum drage deres egne konklusioner føles som en kongstanke hos Gustav Möller. 

”Jeg starter i en verden, der er inddelt i god og ond, og så bevæger jeg mig imod en stadigt større kompleksitet. I starten af Vogter er Eva tydeligvis god, mens Mikkel tydeligvis er ond. Og forhåbentlig oplever publikum undervejs, at det bliver mere menneskeligt.” 

Den latente vold
Samme udvikling er spejlet i filmens formsprog, der ifølge instruktøren er baseret på et princip om latent voldelighed. 

Hvor de første scener er lyse og overskuelige, bliver filmens udtryk stadig mere mørkt og hektisk, efterhånden som Eva bevæger sig ud på grumset moralsk farvand. Det er en rejse fra naturalisme til surrealisme, forklarer Gustav Möller. 

”Jeg ville have, at fængslet skulle spejle Evas indre. Jeg ville have en labyrintisk følelse, hvor man aldrig helt får et overblik af fængslet. Vi kombinerede afdelinger fra Vridsløselille Fængsel med tunnelsystemer fra fabrikker og alle mulige andre steder.” 

Også filmens billedformat – kasseformatet 4:3 – er valgt for at spore publikum ind på karakterernes psykologi. 

”Man får tunnelsyn af det smallere format. Det giver en lille ubehagsfølelse af ikke at vide, hvad der er lige til højre eller venstre for billedet.” 

For at sætte publikum i Evas sted er filmen mixet i Dolby Atmos, så publikum med surroundlyd fra 300 højttalere kan høre alt det, kameraet ikke viser dem. 

”Vi har det smalleste format og den bredeste lyd. Det er en måde at indkapsle klaustrofobi og skabe nærvær.” 

”Det er sådan, hverdagen er i et fængsel. Det kan være helt roligt, men et splitsekund senere går alarmen. Det er også sådan, Mikkels temperament er. Og Evas, til en vis grad.” 

Vejen til tilgivelse
Vogteren er en større produktion end lavbudgetfilmen Den skyldige. 

Debutspillefilmen udspillede sig helt og holdent på en alarmcentral, hvor den bænkede betjent Asger modtager et opkald fra en kvinde, som er blevet bortført af sin eksmand. 

Men der er alligevel mange lighedspunkter mellem filmene. Og man kan her medregne instruktørens afgangsfilm fra Filmskolen, I mørke, der foregår på en lukket afdeling og kan ses på All Time Shortlist. 

”Det er begge afgrænsede film om mennesker i uniform, som befinder sig i en slags mørk verden. Jeg er ret optaget af de ekstremt mørke sider af vores samfund. Men tematisk er Den skyldige og Vogter hinandens modsætninger.” 

I førstnævnte er Asger en usympatisk person, hvis beskytterinstinkt flammer op i mødet med den grådkvalte Iben. Men hans fordomme kommer til kort, og efterhånden tvinges han til at se sine egne fordomme – og den vold, han selv har begået – i øjnene. 

”Lidt groft tegnet op, kan man sige, at Den skyldige handler om en ond mand, der forsøger at råde bod på sin synd, hvorimod Vogter handler om en god kvinde, der mister sin moral. Den Skyldige kredser om forbrydelse og skyld, mens Vogter mere handler om straf og tilgivelse. Hvordan man kommer videre.” 

Fulgte remake fra sidelinjen
Det er seks år siden, Den skyldige vandt en publikumspris på Sundance. Og fem år siden, filmen nærmest ryddede Robert-bordet med syv priser, inklusive bedste danske film. 

Vogter har været længe undervejs, men den danskuddannede svensker har også brugt tiden på at instruere to afsnit af Bedrag III og fem afsnit af den svenske krimiserie Mørkt hjerte, der havde premiere i 2022. 

Og så er hans første spillefilm blevet genindspillet i USA under titlen The Guilty og med Jake Gyllenhaal i hovedrollen.
Det er en af de få vellykkede amerikanske remakes, men Gustav Möller har kun fulgt tilblivelsen fra sidelinjen 

”Jeg havde jo lavet filmen én gang. Du sælger rettighederne, og så skal du også give slip. Vi fulgte med i manuskriptet og klippearbejdet, men jeg gav dem ikke så meget. Jeg havde lyst til, at de skulle lave den film, de havde lyst til.” 

Samarbejd med de rette
Nu har Gustav Möller flere projekter i udvikling i USA. 

”Du kan let dele film op i danske, europæiske og amerikanske film, men i bund og grund handler det om at alliere sig med de rigtige, uanset hvor man laver filmene. Folk, der laver film af de rigtige årsager, og som man har et slægtskab med.” 

Det gælder blandt andre Jake Gyllenhaal, som Gustav Möller lærte at kende under arbejdet på The Guilty. Siden har de to slået sig sammen om en filmatisering af tegneserien Snow Blind. 

Den handler om en dreng, der opdager, at hans familie er i vidnebeskyttelse. Apple TV+ købte rettighederne i 2020, men siden har der været stille omkring projektet. 

”Filmen er i udvikling. Vi sidder og skriver på det. Jeg kan ikke sige så meget – jeg tør ikke!” siger Gustav Möller med et glimt i øjet.