Shahrbanoo Sadat: Jeg er rasende på verden

Talibans overtagelse af Kabul skete meget hurtigt. Det var ligesom et jordskælv, et kraftigt jordskælv. 

Aftenen før blev jeg informeret om, at Taliban ville overtage Kabul. Jeg blev bedt om at forlade min lejlighed med mine forældre og tage i lufthavnen. Men jeg nægtede, fordi min søster og hendes børn, som boede i min lejlighed, af en eller anden grund ikke var på listen over folk, der skulle evakueres. 

Selv om jeg fik at vide, at Taliban ville overtage Kabul, forstod jeg det ikke rigtigt. Dagen efter tog jeg i banken for at hæve penge. Jeg blev overrasket, da jeg så en flok på omkring 500 mennesker foran banken, som også ville hæve penge. Dernæst hørte jeg rygter om, at Taliban havde indtaget forskellige bydele. 

Efter en time smed bankens vagter os ud. Mennesker løb i forskellige retninger, og jeg så Taliban-biler. I det øjeblik stoppede jeg bare op og så på bilerne. 

Det var uvirkeligt, ligesom i en film. 

Jeg tog hjem til min lejlighed og forlod den ikke i fem dage. Jeg var i kontakt med en masse mennesker – med min producer og mine venner. Så kom min anden søster. Det samme gjorde min fotograf og skuespilleren fra min film Mit børnehjem i Kabul. 

Til sidst var vi omkring tyve mennesker samlet i lejligheden. Vi var alle sammen bange og forvirrede. Vi vidste ikke, hvad vi skulle stille op. 

I lufthavnen
I de næste fem dage prøvede vi at få os på den amerikanske liste, den franske liste, den tyske liste, på alle mulige lister. 

De eneste, der kontaktede mig, var amerikanerne. De kunne få mig, min søster og fire andre ud af landet. Men når vi var tyve mennesker i min lejlighed, havde jeg ikke lyst til bare at tage et fly og efterlade dem. 

Så var der en kontakt, der rådede mig til at prøve at få alle tyve med på den franske liste. Men af en eller anden grund nåede listen med de tyve navne aldrig frem til den franske ambassade. Den franske ambassade kontaktede mig og sagde, at kun ti af os var på listen. 

Så efter seks dage var jeg nødt til at beslutte, om ti af os skulle tage afsted eller ingen af os. 

Dagen før det tog jeg ud i lufthavnen, fordi jeg havde været fanget i fem dage, og al den information, jeg fik om Kabul lufthavn, var fra internationale kontakter. Jeg tog derhen for at se, hvordan det virkelig var. 

Min danske producer Katja Adomeit fortalte, at de danske myndigheder frarådede det. Men jeg fik overbevist Katja om, at det var en god idé. Hun er vant til, at jeg gør tingene på min egen måde. 

Så jeg tog derhen sammen med nogle familiemedlemmer. Vi kørte hen til den sydlige gate. Her var der skyderier. Taliban-soldater skød direkte ind i menneskemængden foran hovedindgangen til lufthavnen. 

Vi var på 500 meters afstand af skyderierne og vendte bilen om. Vi prøvede den østlige gate. Også her var der en stor menneskemængde, og vi kunne ikke finde en vej til indgangen. 

Frontlinjen i en krig
Samme dag havde jeg modtaget et visum i en e-mail af en ukendt person fra USA. Der stod i e-mailen, at jeg skulle tage hen i lufthavnen, men også, at de amerikanske myndigheder ikke kunne garantere, at det var sikkert at tage derhen.

Jeg viste nu e-mailen til en Taliban-soldat, som styrede kontrolposten. Han grinede ad mig og spurgte, hvor jeg havde købt den. Jeg svarede, at jeg havde modtaget den på e-mail. Han sagde: ”Kan du se alle de her mennesker? De har alle de samme papirer, som de har købt på det sorte marked.”

Så kiggede jeg på mit visum og opdagede, at der ikke var noget navn på det. 

Jeg spurgte soldaten om, hvordan jeg kunne komme ind i lufthavnen. Han sagde, at jeg kun kunne komme ind via den koordinerede pickup, som amerikanske flyselskaber organiserede. Nu bemærkede jeg, at der var nogle biler, som kørte ind i lufthavnen, satte folk af og kom tilbage. 

Faktisk havde en af de her koordinerede transporter kontaktet mig nogle dage tidligere. De fik min adresse og sagde, at indenfor 48 timer ville de ringe og hente mig. Men de ringede aldrig. Så nu ringede jeg til dem. De blev meget vrede og sagde, at jeg skulle tage tilbage til min lejlighed og afvente deres opkald. 

Næste dag fik jeg en henvendelse fra den franske ambassade, som kunne hjælpe ti af os ud af landet. Så vi besluttede os for at tage afsted. Den franske ambassade instruerede os i at tage til den nordlige gate. Men omkring to kilometer før gaten, blev vores taxa nødt til at stoppe på grund af skyderier. 

”I må gå videre selv,” sagde taxachaufføren og åbnede døren. 

Vi gik under en regn af kugler med min far, der har hjerteproblemer, min gamle mor og med min søster, som skal opereres for galdesten. Min søster har et fireårigt barn, som vi var nødt til at bære, så han ikke blev mast i menneskemængden. 

Til sidst fandt vi et lille hus, som trafikbetjente normalt bruger til at skifte til uniform. Det var helt tomt. Vi blev der hele natten, og fra klokken atten til klokken ti næste formiddag blev der skudt uafbrudt. 

Det var ligesom at være ved frontlinjen i en krig. 

På ét ben
Vi troede, det var Taliban, som skød, men næste dag gik det op for os, at det var Afghanistans specialstyrke. De var meget aggressive. De sparkede folk og skød efter dem. 

Da vi forlod huset, fandt vi ud af, at den nordlige gate var blevet lukket. 

Der var fire kontrolposter, og vi stod tretten timer i solen ved den første kontrolpost. Der var virkelig mange mennesker, og Taliban-soldater gik rundt og bankede folk og skød op i luften. På et tidspunkt skubbede de kvinder, børn og familier op mod en mur. De sagde, at familier skulle stå der. 

Det var afsindigt varmt. 

Først besvimede min niece i køen, så besvimede min nevø, og til sidst besvimede jeg. Da vi efter tretten timer ikke havde bevæget os fremad, sagde jeg, at vi skulle tage hen til en anden gate. Min ældste søster svarede: ”Nej, lad os blive her, for det er sikkert det samme alle steder.” 

Pludselig begyndte menneskemængden at bevæge sig. Vi bevægede os med mængden fra checkpoint et til checkpoint to, mens der blev affyret skud i luften. 

Checkpoint to var den værste af alle steder, fordi der var tre gange så mange mennesker som ved checkpoint et. Vi stod så tæt, at vi måtte stå på ét ben, for der var ikke plads til at have begge fødder på jorden. Og jeg var nødt til at holde mit hoved opad for at kunne trække vejret.

Jeg holdt min rygsæk og min niece, som holdt fast i min mor. Vi prøvede alle sammen at holde fast i hinanden, så ingen forsvandt. Vi havde ikke længere nogen kontrol over vores krop.

Festivalstemning
Der stod vi de næste otte timer. Så blev det mørkt. Jeg husker ikke, hvad klokken var. Jeg mistede fuldstændigt tidsfornemmelsen. Omsider bevægede vi os hen til det tredje checkpoint. 

Her placerede de igen familier op mod en mur. Der var stille et øjeblik. De sagde, at gatene var lukkede. Folk stoppede med at mase, så vogne med mad kunne komme ind. 

Med ét ændrede atmosfæren sig nærmest til en festivalstemning. Folk solgte mad: burgere, pommes frites, coca-cola og vodka. 

Måske fordi jeg var så skrækslagen, blev jeg snalret. Småfuld. Jeg spiste en burger og kiggede ud over menneskemængden. Folk var holdt op med at skubbe. Det var aften og helt fredeligt. 

Lagen over døde kroppe
Vi fik nu at vide, at lufthavnen ville være lukket de næste 48 timer. Så vi var nødt til at sove i køen. 

Vi sov i fem-ti minutter, men blev vækket, fordi vi var tvunget til at bevæge os med køen for at holde os til. Når jeg siger kø, skal du ikke forestille dig en kø. Det var en kæmpe menneskemængde, hvor det var alles kamp mod alle. 

Vi bad folk om at stille sig bag os, fordi vi havde stået der i timevis. Der var en masse drama. Håndgemæng. Folk kom op at toppes. 

Klokken tre om natten sagde de, at gaten var åben igen. Folk skubbede, så de kunne komme mod gaten. Jeg var bekymret for min far. Da vi passerede checkpoint to, så vi Taliban-soldater hente elleve døde kroppe, som var blevet mast i menneskemængden. Blandt dem var et barn på fem år. De lagde et hvidt klæde hen over de døde, så deres ansigter var skjult. 

Jeg var bange for, at samme skæbne ville overgå mine forældre. Så da gaten åbnede, besluttede vi, at vi ville lade den vanvittige menneskemængde komme først. 

Efter to timer nåede vi frem til det fjerde checkpoint. De sagde, at der var to retninger. Én for folk, der skulle til Canada og USA – der var stopfyldt – og én for folk til England. Der var også mange mennesker, men færre end den anden. 

Her stod vi de næste tolv timer, fra tidlig morgen til sen eftermiddag. Endelig lod de os fortsætte. Det var en Taliban-soldat, som åbnede porten. Hoverende sagde han på engelsk: ”Bye-bye!” 

Jeg følte mig ydmyget, fordi jeg blev smidt ud af mit eget land. Det var et absurd øjeblik. 

Føler sig som en kujon
Indgangen til gaten blev kontrolleret af amerikanske soldater. De spurgte, hvilket land jeg kom fra. Jeg viste dem mine dokumenter. 

Franske soldater ankom og tog os til den franske lejr. Efter noget tid skulle vi sammen med omring 400 mennesker gå fra lejren til flyet til Abu Dhabi. 

Jeg havde ikke sovet i seks-syv dage, og de sidste 72 timer havde jeg været under et ekstremt pres. Gåturen til flyet fik mig til at tænke: ”Sker det her virkelig?” 

Jeg var fyldt med modstridende følelser. 

Det gjorde mig selvfølgelig glad, at jeg er kommet væk sammen med ni af mine familiemedlemmer. Men samtidig var jeg skamfuld. 

Jeg så mange mennesker, som ventede på at komme væk. Mange kan sikkert ikke tale engelsk og kender ikke nogen uden for Afghanistan. De har slet ikke de samme muligheder som mig. 

Jeg følte mig som en kujon, fordi jeg flygtede og lod mennesker i stikken. 

Nu er jeg i Paris med min familie, men ti personer er stadig i min lejlighed i Kabul. Vi forsøger stadig at få dem ud, selv om mange lande har stoppet med at flyve til Kabul. Vi ved ingenting. 

Demokrati givet til terrorister
Jeg er meget emotionel lige nu.

Den internationale verden satte først ild til Afghanistan, og dernæst prøver man at redde folk i en latterlig evakueringsproces. 

Ikke kun Amerika, men hele verden har opført sig uansvarligt. Jeg ved ikke længere, hvad jeg skal tænke om demokrati og menneskerettigheder. Demokratiet er blevet givet til terrorister, mens verden har set passivt på. 

Amerika solgte Afghanistan til Taliban.

Fra den ene dag til den anden betragtede man ikke Taliban som en terrorgruppe, men en legitim forhandlingspartner i det såkaldte fredsprojekt. Det fik den afghanske regering til at løslade en masse fanger fra Taliban. 

Den afghanske regering var korrupt, men Afghanistan var faktisk på vej fremad. En masse unge mennesker er blevet dræbt i den afghanske hær, og udenlandske soldater har ofret deres liv. Til hvilken nytte? 

Forestillingen om en blød udgave af Taliban er en joke. Da jeg var i lufthavnen, så jeg med mine egne øjne, hvordan de tog to unge mænd og skar fingrene af dem som en straf. Sådan foregår det i Det Islamiske Emirat, som Taliban har udråbt landet til at være. 

De eneste afghanere, som er glade for Taliban, er dem, der har den samme mentalitet. Mange af Talibans tilhængere er en del af Islamisk Stat eller af en de mange andre terrorgrupper – fra Usbekistan over Iran til Pakistan – der befinder sig i Afghanistan. 

Taliban er ikke bare et regime. Det er også en ideologi. Og de vil lede landet i overensstemmelse med islam fra Muhammeds tid. Det betyder et forbud mod alt moderne, og det betyder en tilbagegang for kvinder, medier og uddannelse. 

Anført af Amerika kommer verden nu med undskyldninger for at forlade landet. At det er vores egen skyld og vores eget problem. Det gør mig rasende. Jeg tror, at Amerika og verden har brug for endnu et 9/11 for at blive mindet om, hvorfor de kom til Afghanistan.

Hvorfor skete 9/11? 

Fordi de lod Afghanistan være alene. USA var i 1990’erne med til at skabe mujahedinerne, men da russerne var fordrevet, mente amerikanerne, at Afghanistan var irrelevant for dem. Så blev Afghanistan hus for Al-Qaeda og andre terrorgrupper. Det førte til 9/11, og så sagde de, at de ville redde afghanske kvinder. 

Det ligner en meget dårlig film. Det føles, som om verden ser Afghanistan som deres legeplads for deres krige. Vi taber alle, og hele verden kommer til at betale for dette.

Hellere statsløs
Mit land er væk. Min lejlighed er væk. Nogle af mine familiemedlemmer er væk. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde ser dem igen. 

Jeg ønsker ikke at bosætte mig i et land, der anerkender Taliban som en regering i Afghanistan. Hvis alle lande anerkender Taliban, foretrækker jeg at være statsløs. 

Film er det eneste, jeg har tilbage. 

Jeg har skabt film om hverdagslivet for almindelige mennesker i Afghanistan, og derfor har det været vigtigt for mig at bo i landet. Jeg købte en lejlighed og gjorde den til mit hjem. Jeg ignorerede politik i mine film, fordi jeg hellere ville komme bag om klichéerne og skildre de små detaljer i hverdagen. Det menneskelige.

Men nu er jeg blevet ramt af politik, og jeg tvivler på, at jeg kan ignorere det fremover i mine film. 

Mit hjerte er knust. 

Men selv om Taliban har overtaget Afghanistan, kan de ikke holde landet for evigt. Det fortæller historien os. Taliban besidder kun den afghanske geografi. Jeg er Afghanistan, og andre folk er Afghanistan i dem selv. Vi har ord, og vi kan tale. Jeg kan lave film, og andre mennesker har deres måde at udtrykke sig på. 

Vi har Afghanistan i vores hjerte. Vi vil altid kæmpe. De vil ikke have Afghanistan for evigt.