Rudi Køhnke: ”Jeg er tilbage”

Hollywood-skiltet. Oscar-statuetten. Filmstjerners ansigter. Keanu Reeves. Lindsay Lohan. Danny DeVito. Et kæmpe bjerg af coke, rød løber, limousiner og kaviar.

Lasse Rimmer har talt sig varm, men der er bare ét problem: Sidste års store vinder, Tobias Gundorff Boesen (Flyvere i natten), som Rimmer har udset sig til at skulle varme op til hans egen entré på scenen, kan slet ikke se sig selv i det pompøse setup.

”Lasse, jeg har ikke lavet en spillefilm endnu. Jeg har lige fået afslag på min tredje ansøgning,” siger Boesen.

– Det forstår jeg ikke. Du vandt jo alle priserne sidste år!

”Jeg vandt fire priser.”

– Fire priser? Du kunne lige så godt have sagt, at I tabte otte?

”Arh, for eksempel vandt vi ikke bedste dokumentar.”

– Lige i den kategori er det jo ikke en skam at tabe til en bedre dokumentar …

Tonerne fra Rocky
Ekko Shortlist Awards 2016 er i gang med en forproduceret video, hvor Lasse Rimmer som den øretæveindbydende selvoptagede vært er i gang med at fucke tingene op, inden han overhovedet er kommet på scenen i Bremen Teater.

Men Tobias Gundorff Boesen redder aftenen. Hvad med en mere enkel start, foreslår han: Sort skærm, hvorefter skiltet Ekko Shortlist Awards 2016 toner frem.

”Ja, hey, og så temaet fra Rocky. Det skal være småt, men det skal også være svulstigt samtidig,” siger Lasse Rimmer, der øjeblikket efter løber ind på scenen til kæmpe bifald fra publikum.

Telefon fra filmdirektør
Værten begynder med at hylde publikum, som mest består af unge filmtalenter.

”Det, der binder jer sammen, er, at I laver film, fordi I ikke kan lade være,” siger han og opfordrer talenterne til at løfte de farverige bannere med de nominerede films titler, som er fordelt rundt om i salen. Værten takker Det Obelske Familiefond, Det Danske Filminstitut og Blockbuster, uden hvem showet havde været umuligt at gennemføre.

En telefon ringer.

”Hvem var det? Var det noget vigtigt?” spørger Lasse Rimmer tilskueren, som viser sig at være stillfotografen Rolf Konow, der her lørdag aften har fået et opkald fra Nordisk Film-direktøren Jan Lehmann.

”Hold da op et namedrop at starte aftenen med. I er godt klar over, hvad det betyder, hvis jeres telefon ringer? Så skal I skamme jer, med mindre at I kan sige, at det er Marty … Marty Scorsese,” siger Lasse Rimmer til stor morskab for publikum, inden han stopper sig selv og siger: ”Men skal vi se at komme i gang?”

”Mine ben ryster”
En professionel jury har nomineret fem film i hver kategori, som publikum har kunnet stemme på. Vinderen er fundet i en afvejning af juryvurdering og publikumsstemmer.

Aftenens første pris går til Barbara Hilduberg, der har lavet scenografien til den færøske gyser Skyld.

DJ Gul, som styrer musikken bag pulten til højre for scenen, sætter et gungrende beat på, som folk klapper i takt til, mens Hilduberg går op på scenen.

”Puha, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er meget nervøs og meget taknemmelig,” siger Barbara Hilduberg, som dog når at takke instruktøren Heidrik á Heygum og resten af filmholdet, inden hun får fremstammet: ”Jeg ryster … mine ben og alt muligt.”

Også den næste pris går til Skyld, nemlig tonemesteren Hans Christian Arnt Torp for bedste lyddesign.

”Hvor mange af jer sidder nu og tænker: Hvis Skyld også vinder den næste, så tager jeg hjem?” spørger Lasse Rimmer ud i salen. Det skulle dog vise sig at blive sidste pris til Skyld, som i alt var nomineret i fem kategorier.

Statuette til deling
Før hver prisuddeling vises klip fra de fem nominerede film, og de forskellige filmhold klapper og jubler højlydt, når deres film toner frem på lærredet.

Prisen for bedste klipning går til Marc Louis Sutton og Kristian Håskjold for den lille multiplotfilm Pinde & Pistoler, der måske noget overraskende slår sværvægtere som Skyld og Sorte måne.

”Ingen nævnt, ingen glemt. Vi er rigtigt, rigtigt nervøse og meget, meget beærede over, at vi har fået denne pris,” siger Kristian Håskjold og skynder sig ned fra scenen sammen med makkeren Sutton.

Lasse Rimmer tilføjer:

”Som skilsmissefar vil jeg gerne sige: Mens I stadig er gode venner, vil det være en god idé at finde ud af, hvordan I deler statuetten. Skal det være en 7/7-ordning eller en 14/14?”

Bent Fabricius-Bjerre på scenen
Lasse Rimmer opfanger, at stemningen er dalet lidt.

”Det her bliver en lang aften, hvis jeg får lov til at overrække priserne. Det tror jeg er en generel fornemmelse i lokalet allerede. Men bare rolig, det er ikke tilfældet,” siger Rimmer og byder the grand old man inden for dansk filmmusik, 91-årige Bent Fabricius-Bjerre, velkommen på scenen.

”Som filmkomponist skal man ikke stikke snuden for langt frem,” starter den 91-årige komponist og fortæller historien om dengang, instruktør Erik Balling satte en brat stopper for Fabricius-Bjerres drøm om at have et 80 mand stort symfoniorkester til at indspille temaet til tv-serien Matador.

”Sikke noget lort,” sagde Erik Balling efter at have hørt to minutter af orkestrets live-performance. ”Det er jo ikke Stormfulde højder, Herfra til evigheden eller Borte med blæsten. Det er en lille tv-serie, som foregår i en lille provinsby i Sjælland.”

Clara Kokseby fra den smukke kærlighedstragedie Som engle vi falder får æren af at få overrakt prisen for bedste originale musik af Bent Fabricius-Bjerre.

Stor motivation
Efter en gruppeselfie med Fabricius-Bjerre, Rimmer, Kokseby og publikum viftende med holdbannere uddeles priserne for bedste fotografering og manuskript.

Den første går som ventet til Catherine Pattinama Coleman for hendes ekspressive sort-hvide billeder i Sorte måne. Manusprisen tilfalder Andrea Stief for hendes debut Mor, om en ensom kvinde, der hyrer en pige til at spille sin datter for en aften.

”Tusind tak til Ekko, som har været en stor motivationsfaktor for os, da vi lavede filmen. Jeg havde en mærkelig drøm, og så fik vi lavet filmen på halvanden måned,” siger en velourkjoleklædt Andrea Steif, der er datter af jazz-musikeren Bo Stief.

Samme kunstform
Til at overrække dokumentarprisen kommer Janus Metz på scenen. Han slog igennem med dokumentaren Armadillo, men arbejder lige nu på sin første spillefilm, Borg.

Lasse Rimmer vil vide, hvad der er den vigtigste ting, man som instruktør kan tage med sig fra dokumentarfilm til spillefilm.

”Det handler om at skabe et virkeligt liv, som kameraet kan indfange. Hvad end det er skuespillere eller reelle mennesker, der står foran dig, er det den samme kunstform,” siger Janus Metz.

Og vinderen af prisen går netop til en film, der blander dokumentar og fiktion på en svært gennemskuelig måde. Easy – et muntert portræt af dj’en Kim Koch – trækker det længste strå i tæt konkurrence med især Min far forfra og Os der valgte mælkevejen.

”Jeg er blevet opdraget til, at jeg er en vinder. Men det er forkert. For der skal penge til at være en vinder. Men hvis vi bare hjælper hinanden, kan vi godt lave film. Er det ikke rigtigt?” spørger Easy-instruktøren Theo Bat Schandorff i sin takketale og høster bifald.

Legenden Stegelmann
Efter pausen indleder Lasse Rimmer med den sande historie om, hvordan han blev tisset i hovedet af en Hus Forbi-sælger på Nørreport Station og i vrede gik hjem og skrev på Twitter, at han aldrig mere ville købe de hjemløses blad.

”Folk blev også rasende på mig. Man skulle tro, at jeg havde nægtet en ældre mand at få cellofan om en blomsterbuket,” siger Rimmer, men skynder sig at tilføje, at han stadigvæk altid køber Hus Forbi, når lejligheden byder sig.

Rimmer præsenterer næste prisoverrækker, tv-værten og Ekko-skribenten Jakob Stegelmann – ”manden, som har gjort, at nørder som mig har kunnet møde verden med løftet panden,” lyder det fra Rimmer.

”Der er en del af jer, som meget smukt spilder jeres tid med live-action. Det er fine og sjove film, men de holder ikke længe. Animationsfilm holder længere og mange af os mener også, at man kan udtrykke menneskelige følelser meget stærkt med animation. Så for mig er det helt logisk, at animationsprisen er den store pris,” siger Jakob Stegelmann med et glimt i øjet.

Vinderen er franske Juliette Vigers Untamed, der er lavet på The Animation Workshop i Viborg.

”Det er fantastisk at udleve sin passion,” siger Juliette Viger, der har afbrudt en workshop i Ungarn for at deltage i prisfesten. Med på scenen har hun to af sine medskabere, der har taget turen fra henholdsvis Düsseldorf og London for at understrege, at animation er en kollektiv kunst.

Boberg slår de unge
Skuespillerne Troels Lyby og Julie Zangenberg overrækker prisen for bedste kvindelige skuespiller.

Det har været en af de mest tætte kategorier, men i stærk konkurrence med blandt andre Julie Christiansen (Et lift) og Victoria Carmen Sonne (Melon Rainbow) er det 50-årige Sarah Boberg, som bliver kaldt op på scenen for at blive hyldet for sin kraftpræstation som eksnarkoman i Rastløs.

”Tak til Ekko for at fejre kortfilmen. Og i øvrigt er jeg også blevet pisset på,” siger hun og fortæller om en episode fra sin ungdom, hvor hun var vagt på Roskilde Festival.

Instruktøren Fenar Ahmad og skuespilleren Dar Salim, der til januar har premiere på hævndramaet Underverden, overrækker prisen for bedste mandlige skuespiller.

”Vi har fået at vide, at vi skal fortælle om, hvordan det var at starte i branchen. Her vil jeg gerne sige: Oplevelsen af at vinde en pris første gang, kender jeg ikke, for det har jeg aldrig prøvet,” siger Dar Salim og tilføjer: ”Til gengæld er jeg i min arbejdsløse og hjemløse periode kommet til at tisse Lasse Rimmer i hovedet. Det vil jeg gerne sige undskyld for!”

Så åbner Salim kuverten: ”Vinderen er – åh, det er jeg meget glad for at sige – Rudi Køhnke. Tag godt imod ham!”

Kampen mod angsten
En meget bevæget Rudi Køhnke går op på scenen. Han brød igennem med Fidibus i 2006, men fik siden personlige problemer og forsvandt ud af rampelyset.

”Åh, mit hjerte banker,” siger han og prøver at samle sig. En stemme blandt publikum råber sin støtte, og hele salen holder vejret i sympati med den tilbagevendte skuespiller.

”Jeg har haft mine udfordringer. Jeg har været væk et stykke tid. Jeg kæmpede mod angsten i femten år – og jeg vandt,” siger han.

”Jeg vil gerne sige tak til min personlige træner og mindcoach Simon Skov, som har hjulpet mig igennem en hård træning. Og min boksetræner Jean Bang. Og instruktøren Jesper Quistgaard fra Ødeland. Panorama Agency: Lene Seested, Martin Jensen, Benedicte Grumstrup. Jeg er tilbage!” slutter Køhnke og bliver båret ned fra scenen af et larmende bifald.

Rosendahls råd
”Ånd ud. Godt,” siger Lasse Rimmer efter aftenens mest bevægende øjeblik og giver ordet til Christina Rosendahl, som skal overrække prisen for bedste fiktion.

”Da jeg skulle lave min første spillefilm, sagde alle omkring mig: ’Okay, du har lavet en-to-tre-fire kortfilm, men nu bliver det noget helt andet. Det er dyrere, og der er meget mere på spil, og det er meget sværere at lave en spillefilm,” siger Christina Rosendahl og fortsætter:

”Men mit råd til jer er: Tro ikke på det! I en spillefilm har man en masse scener, så man kan klippe sig ud af vanskelighederne, men når man laver en kortfilm, så har man kun det, man har. Sparker det ikke røv, så bliver filmen bare dårlig.”

Rosendahl åbner kuverten: Sorte måne. Et stort hold af kvinder træder op på scenen. De har været med til at skabe filmskolefilmen og takker på vegne af instruktør Kasper Skovsbøl, der måtte blive hjemme på grund af sygdom.

Hård tid efter Filmskolen
Aftenens sidste priser er Publikum Prisen og Shortlist Prisen. Her er de femten mest populære film på den ugentlige Ekko Shortlist top 10 automatisk nomineret.

Og Publikum Prisen skal naturligvis overrækkes af en publikummer, så Rimmer går ned i salen og hiver Rikke med sig op på scenen.

”Åh pis, hvad er det nu, det er?” svarer Rikke, men kommer så i tanke om ordene: ”Og de nominerede er ...”

Efter præsentationsfilmen bliver kuverten åbnet, og vinderen er Den Fremmede af Aske Bang, der vandt prisen for bedste fiktion i 2014 med Ladyboy.

”Jeg lever et lidt turbulent liv for tiden og var i byen i går. Da jeg vågnede i eftermiddags, fandt jeg ud af, at alt mit tøj var beskidt. Jeg nåede ikke at tørre tøjet, så jeg står her i våde underbukser og sokker,” starter Aske Bang, der tidligere på ugen blev Oscar-shortlistet med en helt ny kortfilm.

Mere alvorligt fortsætter han.

”Den fremmede er en adaptation af en roman af Naja Marie Aidt. Jeg vil gerne takke Naja for at have givet mig lov til at lave filmen. Najas søn Carl lavede en crowdfunding-video, og uden ham kunne vi ikke have lavet denne film,” siger Aske Bang om Carl, der tragisk døde i en svampepsykose.

Shortlist-vinder sagde job op
På vegne af juryen træder instruktør og manuskriptforfatter Rasmus Heisterberg (I blodet) op på scenen. Juryen har valgt vinderen af Shortlist Prisen ud fra de samme femten film, som var indstillet til Publikum Prisen.

Og den store vinder bliver Et lift, der handler om mødet mellem en ung pige (Julie Christiansen), som får et lift til København og undervejs kommer ind på livet af sin chauffør (Henrik Prip).

”Et lift er en enkel film, men som bekendt er det enkle ofte det sværeste. Det er en film, der ikke forsøger at gøre et stilistisk væsen af sig, men i stedet udfolder sig med stille præcision mellem plot, karakter og tematik,” forklarer Rasmus Heisterberg på vegne af juryen.

Instruktørparret Milad Avaz og Michel Copeland Toft træder op på scenen sammen med Julie Christiansen.

Milad Avaz er rejst til København hele vejen fra Los Angeles for at modtage prisen. Han starter med respektfuldt at fremhæve Mørke rum, Nomansland og Vore fædres sønner, som er blandt aftenens nominerede film.

”For to-tre år siden sagde jeg mit meget sikre job op i en investeringsfond for at lave film, uden at jeg havde nogen filmbaggrund. Alle sagde: ’Hvad fanden laver du?’”

”Men for mig er film uundgåeligt, og ved at omgive mig med sindssygt dygtige mennesker er det lykkedes at lave min første kortfilm,” fortæller en glad Milad Avaz, der lige når at gøre reklame for sin kommende spillefilm, inden afterpartyet starter:

”Husk at se vores spillefilm Mens vi lever, der har premiere i 2017!”