”Jeg vil se det, der sker efter orgasmen”

Da Peter Strickland vandt en pris for sin debutfilm Katalin Varga ved Berlinalen i 2009, udnævnte anmelderen Peter Bradshaw fra The Guardian ham til ”en fuldt flyvefærdig britisk auteur, der pludselig var dukket op ud af ingenting”.

Strickland havde nemlig ikke bare skrevet og instrueret, men også – takket være en arv fra en afdød onkel – selv finansieret det originale hævndrama, som blev indspillet over sytten dage på et minimalt budget i Rumænien med lokale skuespillere.

To år senere understregede Strickland sit unikke og egensindige talent med den intense Berberian Sound Studio, hvor Toby Jones spillede hovedrollen som en britisk lyddesigner, der går i mental opløsning under arbejdet på en Giallo-film i 1970’ernes Italien.

Og nu er Strickland så aktuel med sin tredje spillefilm, den på en gang grænseoverskridende, excentriske og rørende The Duke of Burgundy, der har Sidse Babett Knudsen i sin første internationale hovedrolle som den ene af to lesbiske kvinder i et kriseramt S/M-forhold. Filmen har dansk biografpremiere 21. maj og får fire stjerner af Ekkos anmelder.

Peter Strickland, der bor i Ungarn, mødte Ekko under Cph Pix til en snak om sexploitation, Sidse Babett, støjende insekter og hvorfor det at lave film minder en hel del om S/M.

Forkætret sex-poesi
– Jeg har læst, at The Duke of Burgundy oprindeligt startede som et remake af Jesús Francos Lorna the Exorcist fra 1974?

”Ja, det var ikke min, men produceren Andrew Starkes idé. På det tidspunkt befandt jeg mig et mærkeligt sted i mit liv. Min anden spillefilm så ud til at blive en fiasko. Ingen ville vide af den. Derfor tænkte jeg: ’Okay, måske er det tid at gå totalt undergrund.’ Meget få kender eller bryder sig om Francos film, så det virkede som et interessant projekt. Samtidig er sexploitation jo en forkætret genre, hvilket i sig selv interesserede mig.”

– Hvad skete der så?

”Vi besluttede os for at gøre noget andet, men undervejs nåede jeg at blive ret fascineret af de der sleazy sexploitation-film fra begyndelsen af 70’erne. Ikke bare Francos, men også dem som Jean Rollin, Walerian Borowczyk og Radley Metzger lavede. For mig virkede det som en af de sidste genrer, der manglede at blive genopdaget efter blaxploitation, kannibalfilm, zombiefilm, grindhouse og Giallo.”

– Hvilke kvaliteter besidder sexploitation-filmene efter din mening?

”I almindelige film er man nødt til at have karakterudvikling og suspense, men inden for sexploitation havde instruktørerne – ud over de obligatoriske syv-otte money-shots – frihed til at gøre, hvad de ville. Det betyder, at det, man ser mellem de frække billeder, enten er utrolig kedeligt og hjælpeløst eller på en eller anden måde vidunderligt sært og poetisk. Gode eksempler på det sidste er A Virgin Among the Living Dead, Shining Sex eller Venus in Furs. Jeg er helt klart også tiltrukket af filmenes sleaziness. Hvis man tog al sex ud af filmene, ville de stadig have den her særlige pornografiske aura.”

Magtfuld masochist
– Alligevel er The Duke of Burgundy langt fra endt som nogen klassisk sexploitation-film.

”Nej, inden for sexploitation opfattes det som decideret blasfemi at underminere fantasien. Men jeg ville tage nogle af stereotyperne fra filmene – atmosfæren, de kvindelige elskere, sadomasochismen – og placere dem i et følelsesmæssigt realistisk sted. At kigge bag gardinet og finde ud af, hvad der sker – efter orgasmen.”

– Filmens nøgterne og ligefrem humoristiske skildring af S/M vil sikkert overraske en del.

”Det var hele tiden min hensigt at lave en øm og bevægende kærlighedshistorie. I de fleste film om S/M fremstilles det som noget afvigende, Jeg ville hverken lave en film, der var for S/M eller imod S/M. For mig var hele hvordan-spørgsmålet langt mere interessant end hvorfor. Derfor opfandt jeg heller ikke en forhistorie om en mor, der havde været crack-misbruger.”

– I filmen begynder forholdet mellem Cynthia (Sidste Babett Knudsen) og Evelyn (Chiara D’Anna) at gå skævt, da Cynthia efterhånden viser sig mere og mere modvillig til at føre Evelyns detaljerede, sadomasochistiske scenarier ud i livet.

”Ja, for Evelyn er det kun ophidsende, når Cynthia beordrer hende til at give en rygmassage – ikke da hun pludselig får brug for det af medicinske årsager. Den seksuelle tilfredsstillelse udspringer af forestillingen. Jeg var interesseret i idéen om masochisten, der i virkeligheden havde al magten, og jeg opfattede S/M som en rig, teatralsk arena til at udforske forstillelse, rollespil, idealer samt forhandlingen om magt i parforhold – ikke bare for folk, der dyrker S/M, men også dem, der har mere konventionel sex.”

Smagfuld fisting
– Håber du, at filmen vil få folk til at kigge deres eget parforhold kritisk efter i sømmene?

”Nu er jeg ikke psykolog, men jeg vil mene, at problemstillingen bør være genkendelig for mange. En del af os projicerer et eller andet ideal over på andre – også selvom det er ikke er seksuelt. Vi er ikke meget for at indrømme det, men mange ønsker magt til at styre andre. Sådan er den menneskelige natur.”

– Lad os tale lidt om filmens usædvanlige tid og sted. Cynthia og Evelyn bor i et kæmpe hus og bruger tilsyneladende primært tiden på at dyrke deres store interesse for insekter. Samtidig er byen udelukkende beboet af kvinder, som alle tilsyneladende både er lesbiske og praktiserer S/M.

”I en tidlig version havde karaktererne jobs, men jeg følte, at det blev distraherende. Måske er det, fordi jeg er brite. Hele klassespørgsmålet dukker automatisk op. I stedet tænkte jeg: Hvorfor ikke bare gøre det fuldstændig usandsynligt? De lever i et kæmpe hus og dyrker entomologi som en hobby. Hvordan har de råd til det? Forhåbentlig er det så usandsynligt, at folk efterhånden lader være med at sætte spørgsmålstegn ved det. Med hensyn til den kvindelige befolkning og S/M er det for at vise, at Evelyn sagtens kunne få tilfredsstillet sine lyster andetsteds, men at hun netop elsker Cynthia.”

– Det skaber et næsten drømmeagtigt eller eventyragtigt univers.

”Ja, eller som en fabel. Jeg var ude efter det der storslåede og svulstige look. Ligesom i Viscontis film, som jeg opfatter som en form for fabler, fordi de er så dekadente. I dag er det meget nemt at chokere folk, men jeg ville gøre den dårlige smag med pisning, hovedsidning og fisting meget smagfuld. For mig er det langt mere radikalt at tage et chokerende materiale og gøre det ikke-chokerende – uden at udvande det vel og mærke.”

Udgav græshoppe-plade
– Insekter og entomologi spiller en stor rolle i filmen. Hvad er dit eget forhold til insekter?

”Jeg er ikke ekspert på emnet, men jeg følte, det tilførte den rigtige stemning til filmen. Vingernes skønhed og sensualitet. Samtidig var der visse ladede billeder, der gav god mening – som at visse insekter lever i en grav lidt ligesom Evelyn.”

– Du har engang udgivet en plade med græshoppe-lyde?

”Ja, eller mere præcist: jordkrebsen – gryllotalpa vinae. Jeg havde lyst til at lave en støj-plade med insektlyde. På British Library opdagede jeg, at jordkrebsen er verdens mest larmende insekt med en lyd, der minder om nogle af de tidlige Whitehouse-plader. Det blev dog ingen succes. Næsten ingen købte pladen.”

– The Duke of Burgundy indeholder også en meget tydelig hilsen til Stan Brakhages klassiske kortfilm Mothlight.

”Ja, jeg er meget stor fan af Brakhage, og at lade møl invadere skærmen virkede som en god måde at illustrere ekstrem indre uro og ængstelse.”

– Du har også fremhævet Claude Chabrols Veninderne fra 1968 som en inspirationskilde.

”Ja, primært på grund af Stéphane Audrans meget bydende look og de kvindelige elskere, men jeg kunne nævne Buñuels Dagens skønhed og Fassbinders Frihedens knytnæve, Martha og Petra von Kants bitre tårer.”

Statsministerens sexskandale
– Nu er vi jo i Danmark. Så vi kommer ikke uden om at tale lidt om Sidse Babett Knudsen. Hvorfor castede du hende?

”Det virkede som en god idé at placere den danske statsminister i en sex-skandale. Er det ikke det, politikere gør bedst? Nej, jeg har faktisk aldrig set Borgen, men jeg kendte Sidse fra Susanne Biers film. Jeg havde brug for en virkelig dygtig skuespillerinde, og jeg var meget heldig med, at hun sagde ja. Så vidt jeg ved, er det hendes første udenlandske film, og det var meget modigt af hende at sige ja – både til rollen og en forholdsvis ukendt instruktør som mig.”

– Du har sammenlignet det at lave film med sadomasochisme. Hvorfor?

”Både i forhold til at instruere og spille skuespil er der ligheder: de afsatte mærker på gulvet, manuskriptet, replikkerne, der skal formuleres på en bestemt måde. Som instruktør er man den, der kontrollerer alle detaljer. Det er ikke i sig selv et mål at være dominerende, men det rummer et nødvendigt element af sadisme. Selvom jeg nok får det til at lyde lidt hårdere, end det i virkeligheden er.”

– Du har heller ikke lagt skjul på, at det har været meget hårdt at få realiseret dine foreløbigt tre film. Hvad er det, der alligevel gør det al sliddet værd?

”Hele processen er ekstremt vanedannende. At gå fra at sidde med et blankt stykke papir til at vise en film for et publikum er et sus, som det er svært at sætte ord på. Det er hele grunden til, at man fortsætter, også når man løber ind i en af de mange dårlige dage undervejs.”

– Så hvad kan man forvente fra din hånd fremover?

”I øjeblikket arbejder jeg på to projekter. Det ene er en forholdsvis dyr periodefilm, der foregår i New Yorks bøssemiljø i 80’erne. Det andet er en historie om østeuropæiske immigranter i Storbritannien, primært fordi jeg gerne ville have en undskyldning for at arbejde med skuespillerne fra min første film igen. Ingen af dem er dog finansierede endnu, så nu må vi se, hvad der sker.”