”Jeg følte mig som del af en spion-thriller”

På sociale medier kan man finde alle typer. Nogle er i virkeligheden robotter, nogle er svindlere, og andre er svenske graverjournalister på jagt efter nynazister.

I den sidste kategori finder man My Vingren, som i over ti år har arbejdet med at undersøge højreradikale fællesskaber på nettet.

Hun er hovedperson i Simon Kloses dokumentar Hacking Hate, der vandt dokumentarprisen på Tribeca-festivalen i 2024 og har dansk premiere på Cph:Dox i dag den 21. marts.

Filmen følger den 40-årige internetnørd, der bruger falske profiler på Facebook og Instagram – endda en hel fiktiv kernefamilie ved navn Gunnarsson – til at skaffe sig adgang til de lukkede miljøer.

Med hyggelige billeder af familiens liv signalerer hun, at hun deler gruppernes værdier, og på den måde får hun lov at se, hvad der bliver skrevet, når moderatorer – og ordensmagten – ikke kigger med.

”Jeg har altid været interesseret i at forstå folk, og internettet er en virkelig god mulighed for at forstå netop de radikaliserede grupper på højrefløjen. De har en meget stor tilstedeværelse online, også større end andre radikaliserede grupper,” forklarer My Vingren over telefon fra Sverige.

Selv om hun stræber efter at holde følelserne ude af sit arbejde, drives hun af et stærkt behov for at modstå tidens urovækkende tendenser i en verden, der balancerer på kanten af noget farligt.

”Jeg er bange for de antidemokratiske stemmer. Som Hacking Hate viser, handler det om kampen for de demokratiske værdier. Research og journalistik er to stærke demokratiske værktøjer, jeg gør brug af. For mig er arbejdet en måde at føle, at jeg gør noget konstruktivt.”

Virkelighedens Salander
Undervejs i Hacking Hate kommer My Vingren og hendes hårdtarbejdende laptop på sporet af en mystisk mand ved navn Vincent, der inviterer hendes mandlige alter ego ind i en gruppe på chat-appen Telegram.

Ved første øjekast ligner Vincent en højreekstremistisk influencer, der spreder had og racisme. Men snart fremstår han som en terroristværger for Rusland, indtil Vingren sporer ham til et hus, hvor han optræder som naboen fra helvede.

Han viser sig også at have en fortid som dj, ligesom han dukker op i bøsseporno, hvor man ikke just regner med at finde en mand med Vincents synspunkter.

”Vincent er en meget interessant karakter, og jeg havde en mavefornemmelse om, at han gemte på noget stort. Nogle gange følte jeg, at jeg var med i en spion-thriller,” siger My Vingren.

Selv er hun flere steder blevet kaldt ”den virkelige Lisbeth Salander” med reference til den punkede, kvindelige hacker, der arbejder sammen med den hårdkogte journalist Mikael Blomvist i de svenske Millennium-bøger.

– Hvordan har du det med den titel?

”Jeg synes egentlig ikke, at vi har meget tilfælles, men forstår godt sammenligningen. For jeg er en kvinde, som er glad for computere, og vi har ikke mange andre af den type rollemodeller. Jeg har ikke noget imod det, men jeg er ikke hacker. Jeg er mere den anden karakter i bøgerne, Mikael Blomkvist. Jeg er journalist.”

Vold som valuta
Undervejs i Hacking Hate får man fornemmelsen af, at Vincent og hans ligesindede i de højreradikale miljøer langt fra er ufarlige. My Vingren har i dag hemmelig adresse.

– Hvad har arbejdet betydet for din personlige sikkerhed?

”Jeg forsøger at undgå at kommentere på sikkerhedsforhold, men når man har at gøre med grupper, der bestemt ikke kan lide journalister, og som samtidig udøver og dyrker vold som en form for valuta, vil der være en risiko.”

Men selv om hun tilsyneladende forholder sig ganske afslappet til vreden mod hende, har det været grænseoverskridende pludselig at være hovedperson i en film

”Jeg blev kontaktet af instruktøren Simon Klose for syv-otte år siden. Vi arbejdede først på et andet projekt, men i stedet begyndte han at følge mit arbejde. Hvis han havde sagt, at det ville blive en film, der skulle vises på festivaler verden over, havde jeg nok ikke sagt ja. For jeg er ret sky, og det her ligger uden for min komfortzone. Men jeg er stolt af filmen. Modtagelsen har været fantastisk.”

– Har der været nogle negative reaktioner?

”Når man laver en film om ekstreme miljøer, vil der være nogle reaktioner. Men jeg vil ikke kommentere på sikkerhedsforhold.”

Tech-giganternes ansvar
De seneste år har Vesten oplevet en vækst i højreekstremisme, og i Hacking Hate forsøger My Vingren at få den svenske politiske chef for Google, Sara Övreby, til at forholde sig til, hvilket ansvar tech-giganterne har for udviklingen.

Men Google, som ejer YouTube, er kun leveringsdygtig i undvigende, politikeragtige svar. Og forskeren Anika Collier Navaroli, der som medarbejder på Twitter fik lukket Donald Trumps konto i 2021, fortæller om, hvordan Elon Musk har ændret platformen.

”Polariseringen i Vesten har meget at gøre med de store Tech-selskaber, der tjener på indhold, som får folk til at føle sig stærke,” siger My Vincent.

”Det er meget trist, at både Facebook, Instagram og X (tidligere Twitter, red.) har valgt at droppe faktatjek. Vi bør tage det seriøst, at demokratiet får ringere og ringere kår. Konsekvensen kan blive, at vi snart ikke har et demokrati længere,” siger journalisten.

My Vingren kommer med en opfordring til den almene bruger af sociale medier.

”Vent et øjeblik, før du deler noget. Forhold dig analytisk, før du bliver for følelsesmæssigt påvirker af det, du ser online. Men de store platforme må også tage ansvar, og jeg er spændt på, hvad der vil ske, hvis Europa begynder at regulere dem.”

Dog er My Vingren ikke modstander af internettet eller sociale medier, som hun selv er lidt af en mester i at benytte.

”Filmen kan godt give indtryk af, at internettet bare er et frygteligt sted, men det er også fantastisk. Fællesskaber opstår på tværs af lande, folk forelsker sig, og mennesker med sjældne sygdomme finder hinanden. Det var et uvurderligt værktøj til at overleve covid-indelukningen. Men internettet er også et sted, hvor man kan fare vild.”