Coppola: ”Jeg fortryder ikke meget på dødslejet”

Ingen film på dette års Cannes-festival har været mere imødeset end Francis Ford Coppolas Megalopolis, en fantasifuld fabel om New York som et moderne Rom. 

Filmen handler om den visionære arkitekt Cesar Catalina og hans kamp for en lysere fremtid. Han har mirakelmaterialet megalon, mens borgmesteren Cicero står for stål, beton og bestikkelse blandt den dekadente magtelite. 

Den dobbelte Guldpalmevinder måtte selv punge 120 millioner dollars – 824 millioner kroner – ud for at realisere filmen, som han forgæves har forsøgt at få investorer med på siden 1980’erne. 

”Ingen forstod, hvorfor jeg ville lave en film om Rom, der foregår i nutidens USA,” siger instruktøren til filmens pressekonference fredag middag. 

”Men USA er grundlagt som en republik med Romerriget som forbillede. Og vor tids politik har kun gjort filmens tematikker mere relevante.” 

”Hvad vi ser ske i vores samfund nu, er præcis det, der engang førte til Romerrigets fald. Det er en trend blandt højrefløjen i dag, at den nærmest går i en fascistisk retning, og det er ekstremt skræmmende for enhver, der var i live under Anden Verdenskrig,” siger Francis Ford Coppola, der er født i 1939. 

”Men hvad mener du, Jon?” spørger instruktøren og giver ordet videre til 86-årige Jon Voight, der spiller en hovedrig bankmand i filmen og er loyal Trump-støtte i virkeligheden. 

”Vi er nødt til at lytte til hinanden,” siger skuespilleren. 

”Jeg har ikke meget tid igen og tænker meget på, hvordan jeg kan give en bedre verden i arv til mine børn. Men mennesker kan tackle alle de problemer, vi roder os ud i. Vi må bare gøre vores bedste og så værdsætte dem, der virkelig prøver noget nyt.” 

En menneskealder
Med mesterværker som The Godfather, The Conversation og Dommedag nu på cv’et – de sidste to vandt i øvrigt Guldpalmen – er Francis Ford Coppola et fyrtårn i filmbranchen. 

I Megalopolis støtter han sig til et stjernespækket cast af venner og familie, der har fuldt projektet gennem en menneskealder. 

En af dem er Giancarlo Esposito, der spiller borgmesteren i Megalopolis og også var med i Coppolas The Cotton Club fra 1984. 

”Vi er nogle rundt om dette bord, der var med til at spille manuskriptet igennem for – hvad var det, Fish, 37 år siden?” spørger han sin medstjerne Laurence Fishburne, der kvitterer med et nik. 

”Jeg har samarbejdet med Francis siden 1976, da jeg var fjorten år gammel. Og jeg er så stolt af endelig at se filmen på det store lærred!” siger skuespilleren, der filmdebuterede i Dommedag nu og som i Megalopolis spiller Cesars butler. 

Bundkarakter
Det vakte opsigt, da Francis Ford Coppola fyrede sit VFX-hold halvvejs gennem produktionen. 

Og et par dage før verdenspremieren publicerede den engelske avis The Guardian en artikel, hvor det hævdes, at instruktøren blandt andet røg tjald på settet og forsøgte at kysse statister under optagelserne til et løssluppent bakkanal. 

Det endelige produkt er da også uden for nummer. 

Personerne dyster på citater af Shakespeare og Marcus Aurelius i en fremtidsverden splittet mellem slum og sværmeri. Realismen er gået fløjten, handlingen stikker af i øst og vest, og stærke idéer vejer tungere end logik og konsekvens. 

Som da Adam Drivers Cesar giver interview, og en mand i biografsalen stiller sig op foran lærredet med en mikrofonstang for at spille med i scenen! 

Ekkos chefredaktør Claus Christensen uddeler bundkarakter i vores stjernebarometer, hvor den har høstet ikke særligt imponerende 1,8 stjerner i gennemsnit. ”Et megalomant flop,” kalder chefredaktøren Megalopolis. 

Tilfreds på dødslejet
Francis Ford Coppola lader dog ikke til at tage sig af filmens blandede modtagelse. Han var netop drevet af et ønske om at lave en film, der skiller sig ud. 

”Selskaberne går mere op i at betale af på deres gæld end i at lave gode film. Jeg vidste godt, at filmen er helt ulig noget andet, men det er sådan, jeg følte, at den burde være. Og da jeg selv betalte for den, tænkte jeg, at jeg hellere måtte lytte til mig selv,” forklarer instruktøren. 

”Der er så mange, som på dødslejet siger: ’Gid, jeg havde gjort dit og dat,’ fortsætter han. 

”Men jeg har lavet mine film, jeg har set min datter vinde en Oscar, jeg har lavet min vin. Jeg kommer til at være alt for optaget af at tænke tilbage på alt det, jeg har opnået, end på at huske det, jeg ikke nåede.” 

Penge betyder ingenting
Rygterne vil vide, at Francis Ford Coppola forventer en massiv promoveringskampagne, der kan køre filmen i stilling til næste års Oscar-sæson. 

Og selv om Imax-biografkæden har forpligtet sig på at vise filmen, er det endnu uvist, hvem der skal betale for plakaterne. Måske bliver det Francis Ford Coppola selv. 

”Jeg bekymrer mig ikke om pengene,” siger han med et smil. 

”En af grundene til, at jeg havde så megen kredit i banken, er at jeg under finanskrisen lånte tyve millioner dollars til at omdanne min vingård til et fantastisk tivoli a la det i København. Jeg tænkte, at hvis børnene havde lyst til at komme der, ville forældrene også kunne bruge hele dagen der, og i dag er det en forretningsmodel, som mange andre vingårde efterfølger.” 

”Mine børn har jo fremragende karrierer, så de har ikke brug for at arve en formue. I sidste ende er det ikke penge, men venner, der betyder noget her i livet. Penge kan fordufte på et øjeblik, men venner vil aldrig skuffe dig.” 

Vant til modvind
Selv hvis Megalopolis ligner en fuser i dag, er Francis Ford Coppola vant til modvind. Han ved, at han altid kan vende tilbage til filmen. 

”Jeg klipper ofte mine film om, og det kan jeg, fordi jeg selv ejer dem. Og hvis du spørger mig, hvorfor jeg ejer Dommedag nu, er svaret, at ingen andre ville finansiere den! Jeg ville aldrig røre ved The Conversation, men The Godfather har jeg allerede klippet om, og der er en enkelt scene mere, som jeg måske klipper ind en dag.” 

”Så hvis jeg om tyve år finder på en måde, jeg kan gøre Megalopolis lidt bedre på, så vil jeg da gøre det,” siger den 85-årige instruktør med et glimt i øjet. 

”Men filmen er færdig. Og grunden til, at jeg ved det, er at jeg er begyndt at skrive på min næste film.”