Matteo Garrone: ”Jeg har udfordret mig selv”

Der sidder to engelske, unge kvinder og spiser frokost på den lille café, hvor jeg også har slået mig ned i ly for eftermiddagssolens stråler. De to snakker højlydt om en fyr, der gav sine solbriller til den ene af dem aftenen forinden.

”Det var næsten lige så surrealistisk som Tale of Tales,” siger den unge kvinde og ryster på hovedet. ”Den fattede jeg heller ikke noget af.”

”Det er dit problem,” siger den anden med en pludselig skarp tone. ”Garrone er et geni med billeder. Hvis du ikke fatter det, så står det skidt til.”

Jeg får næsten min frokost galt i halsen.

For bevares, jeg har da set Matteo Garrones smågenialiteter lyse frem i det hårdkogte italiano-gangsterdrama Gomorrah og bestemt også nydt hans kradse kritik af berømmelseskulturen i Reality. Men jeg har i den grad svært ved at se geniet slå ud i lys lue i Tale of Tales, der havde verdenspremiere onsdag i Cannes.

En visionær genrefilm
Tale of Tales er baseret på tre eventyr af den ganske berømmede eventyrforfatter Giambattista Basile, der med sine skriverier omkring år 1630 lagde grobunden for senere store eventyrskribenter som brødrene Grimm og H.C. Andersen.

Men de tre filmeventyr hænger aldrig rigtig sammen som én historie i Tale of Tales, og selvom der ikke skal herske tvivl om, at filmen både er visionær inden for eventyrgenren og samtidig sin helt egen art-fantasy-film, så kommer man aldrig rigtigt ind i de tre dramatiske eventyr.

Jeg beslutter mig for at droppe alle omsvøb og spørge Matteo Garrone direkte om, hvad i alverden meningen er med Tale of Tales, da jeg møder ham senere på dagen.

Faldt pladask for forfatter
”Meningen med det hele? Ja, ha, hvad skal man svare?” siger Matteo Garrone og ser ud over terrassen på det pompøse Hotel Marriott på La Croisette.

”Jamen, meningen er, at jeg har villet skabe noget anderledes, som stadig er mit eget. Det er helt bevidst, at filmen ikke er en sammenhængende historie, men derimod tre historier, der ikke har specielt meget med hinanden at gøre,” forklarer den 46-årige, italienske instruktør.

Klædt i sneakers og langærmet t-shirt ligner han en aldrende spillekonsol-nørd, som han sidder der og tænker over sine næste ord. De kommer til at handle om eventyr.

”For det første faldt jeg pladask for Basiles eventyr, da jeg læste dem. Han er simpelthen selve roden til den gode fortælling, og samtidig er hans sprog enormt visuelt. Jeg vidste, da jeg havde læst hans historier, at jeg måtte filmatisere nogle af dem – også selvom de lå langt fra de universer, jeg normalt begår mig i rent filmisk,” siger han.

Passer godt til biografen
Matteo Garrone indrømmer, at han er ret nervøs for denne weekend, hvor filmen har premiere i Italien.

”Der er ingen tradition for, at fantasyfilm går godt i Italien, men jeg håber da meget på, at vi kan ændre det med denne film. Genren er som skabt til biografen, særligt med al den teknik, der efterhånden er blevet proppet ind i disse,” siger Matteo Garrone, som ellers ikke er vild med genrebetegnelser.

”Det er svært, for min fantasy-vision er jo i den grad anderledes end så mange andres, men for mig handler filmproduktion mest om at bevare sin egen tone. Derfor håber jeg også, at man kan se, at det er den samme instruktør, der har lavet Gomorrah og Tale of Tales.”

”I mine tidligere film starter jeg i virkeligheden og forsøger så stille og roligt at arbejde lidt fantasi ind i dem. Med min nye film er jeg startet med fantasien og er så gået mod virkeligheden med den. Jeg har udfordret mig selv med denne film,” siger Matteo Garrone.

Kropsbilleder
Det sidste er nærmest umuligt at argumentere imod.

Garrone har med både Reality og Gomorrah været enormt samfundskritisk. Og instruktørens første film med en vis genlyd blandt kritikerne, Primo Amore (2004), der handler om en mand, som tilsyneladende har fundet kærligheden, er bestemt heller ikke nogen stor filmomfavnelse.

Folk lider i Garrones film, og det er instruktøren pinligt bevidst om.

”I Tale of Tales fokuserer jeg i den grad også på skønhed og kroppen. Det er et spændende tema, fordi vores skønhedsidealer skifter så hurtigt, at vi sommetider ikke selv kan følge med.”

”Billeder har altid påvirket mig stærkt, og gode filmbilleder er særligt stærke. Derfor har jeg også mange kropsbilleder med denne gang, som jeg synes går helt til grænsen. Det kan man tillade sig på en anden måde med fantasyfilm, fordi man har drejet verden i en retning, så folk accepterer mere,” siger Matteo Garrone.

Cronenbergs fotograf
I Tale of Tales oplever man således en aldrende kvinde blive genskabt som ung skønhed i skoven. Da hendes veninde i desperation også gerne vil opnå det samme, ender hun med at betale sig fra at få flået sin hud af, så alle rynkerne er væk. Køn bliver hun naturligvis ikke af at rende rundt og storbløde uden en eneste trevl hud på kroppen.

Instruktør Garrone jagtede i et stykke tid en specifik filmfotograf til at føre fantasy-visionerne ud i livet. Nemlig Peter Suschitzky, der er kendt som David Cronenbergs hoffotograf.

”Jeg valgte Peter Suschitzky fordi jeg havde set, hvad han havde gjort ved David Cronenbergs film. Cronenberg og jeg har den samme interesse for kroppe og for, hvordan de ældes. Derfor var Peter et naturligt valg for mig,” siger Matteo Garrone.

Han ser tænksom ud et øjeblik. Så siger han:

”Med Tale of Tales må det hele gerne se konstrueret ud, men samtidig er det mit mål, at alt virker bare en lille smule realistisk. Det er den vision, vi har haft med billederne, og jeg synes, at Peter har landet dem flot.”

Søgen efter identitet
Hvis man ikke forstår meningen med Tale of Tales, skal man ikke være så ked af det, mener Matteo Garrone.

”I mine to forrige film ser man problemet udefra, men denne gang forsøger jeg at se problemerne indefra. Gomorrah og Reality handler på mange måder om at opgive sin identitet, mens Tale of Tales igennem tre kvindeskildringer forsøger at beskrive en søgen efter identitet.”

”Jeg tror, at det første er langt nemmere at gå til end det andet, og derfor er filmen nok også sværere. Også for mig,” griner Matteo Garrone.

Instruktøren forklarer, at han også selv lærte enormt meget under optagelserne.

”Min tilgang er noget anderledes end i mine tidligere film, så jeg har virkelig lært meget her. Først og fremmest det tekniske aspekt.”

”Det er virkelig svært at lave fantasy-teknik i Italien, hvor genren er understimuleret. Og vi har ikke haft så mange penge, som andre fantasy-filmskabere har haft. Tolv millioner euro kommer man ikke enormt langt for, men pengebeløbet måtte helst ikke være større. Jeg ville nemlig ikke fortabe mig i teknik, men derimod fastholde mit personlige greb på tingene.”

”Jeg håber samtidig, at jeg rammer et bredere publikum end normalt,” siger Matteo Garrone.