Nyhed
22. nov. 2010 | 10:31

”Jeg har været i Utopia”

Forfatteren Carsten Jensen takker DR’s tv-serie Borgen for ”et øjebliks virkelighedsflugt” i det aktuelle nummer af Ekko.
Af Claus Christensen

Tv-anmeldere og spindoktorer har i fællesskab bedyret, at Borgen er langt under deres standard. Men nu får serien tilsyneladende opbakning fra en uventet kant - forfatteren Carsten Jensen.

”Realisme - jamen, hvor vil I hen? Hvis Borgen var realistisk i sådan helt dokumentarisk forstand som en film af Christoffer Guldbrandsen, ville flertallet af seere have skåret halspulsåren over før Søndagsavisen. Giv mig løgn, giv mig sæbe-opera, giv mig hvad som helst, bare det ikke er virkeligheden på Christiansborg,” skriver Carsten Jensen i det aktuelle nummer af Ekko.

Forfatteren takker DR for ”et øjebliks virkelighedsflugt” og skriver, at hvis Borgen var et land, ville han ansøge om asyl.

”Tag Birgitte Nyborg. En kvindelig statsminister, som ikke er en iskoldt kalkulerende, opportunistisk eftersnakkende karrierekvinde. En kvindelig statsminister, der vinder, fordi hun er ærlig også om sine mangler, inklusive sin livvidde, og går ind for værdier, der udspringer direkte af en frodig, favnende menneskelighed og ikke af en tarvelig værdikamp, der er synonym med indskrænkethed.”

Et ekstravagant taskekøb
Også eksstatsministeren Lars Hesselboe henrykker Carsten Jensen.

”Gid, jeg levede i en verden, hvor et ekstravagant taskekøb - for at stille en neurotisk, urimelig kone tilfreds - var det eneste fejltrin eller lovbrud, statsministre begik.”

”Tænk at leve i en verden, hvor statsministre ikke lyver landet ind i ødelæggende krige for derefter at benægte alt, udleverer fanger til tortur for derefter at benægte alt, skriver snesevis af døde danske soldater på cv’et for at fremme en international karriere for derefter at være stolt af at have døden som promotor.”

Ingen kølig kalkulator
Selv Ole Thestrups leder af Frihedspartiet gør Carsten Jensen glad.

”Han er ingen Pia Kjærsgaard, Peter Skaarup eller Søren Espersen. Han er ingen kølig kalkulator af fordomme, ingen orkestrator af vildførte folkestemninger, ingen menneskeofrer, der skal bevise troværdigheden af sin politik ved at lade retsløse flygtninge og asylansøgere forsvinde tilbage i krigenes og diktaturernes store, sorte hul.”

Carsten Jensen konkluderer, at Borgen ikke er en tv-serie, der har til hensigt at portrættere det politiske liv i Danmark.

”Borgen vil det modsatte: opbygge en alternativ parallelverden, der er bedre end vores ynk, et utopia. Og for min skyld måtte den gerne transmitteres 24 timer i døgnet i stedet for én om ugen. Hvis Borgen er dårlig kunst, så giv mig dårlig kunst.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko