”Jeg havde ikke været her uden Danmark”

De danske spillefilm på årets Cannes-festival er lavet af instruktører, der er kommet hertil fra udlandet.

Dansk-iranske Ali Abbasis Holy Spider bliver nævnt som favorit til at vinde Guldpalmen, mens islandske Hlynur Pálmason er aktuel med Vanskabte land, der er en dansk film.

Vanskabte land har Elliott Crosset Hove i hovedrollen som en dansk præst, der i 1800-tallet bliver sendt til den barske natur i Island for at forestå opsættelsen af en kirke, så beboerne kan lære kristendommen at kende.

Det er et benhårdt drama om eksistentiel tvivl og kulturimperialisme, når danskeren i mødet med islandske Ragnar (Ingvar Eggert Sigurðsson) bliver konfronteret med et andet verdenssyn end det kristne.

Vanskabte land er lavet med stor kærlighed til både den islandske natur og Danmark, hvor instruktøren i flere år boede med sin kone og deres tre børn, før familien vendte tilbage til Island.

”Den danske filmbranche er så god til at bakke op om instruktører,” siger 37-årige Hlynur Pálmason, da vi møder ham i Cannes dagen efter verdenspremieren på Vanskabte land.

”Jeg kan kun tale for mig selv, men min oplevelse er, at der både i skole- og støttesystemet er enorm opbakning til filmkunsten. Vanskabte land ville aldrig være blevet til uden Danmark.”

Sjov med rulletekster
Hlynur Pálmason blev uddannet på Den Danske Filmskole i 2013. Siden har han haft festivalsucces med debuten Vinterbrødre og opfølgeren En hvid, hvid dag, som i 2019 blev vist til stående bifald i Cannes-festivalen sidekonkurrence Critics’ Week.

Vanskabte land er blevet udtaget til den næstbedste konkurrence Un Certain Regard, hvor Ali Abbasi i 2018 vandt en pris for Grænse, inden han i år blev forfremmet til hovedkonkurrencen med Holy Spider.

Den kunst kan islændingen gøre ham kunsten efter, hvis han i aften fredag vinder, når prisuddelingen i andenkonkurrencen finder sted.

Hovedprisen ville være et fantastisk skulderklap for instruktøren, der startede med at skrive filmen tilbage i 2014.

Han bruger et lille filmhold, så han økonomisk kan tillade sig at bruge lang tid på at lave filmene. Og så arbejder instruktøren med de samme folk.

Elliott Crosset Hove og Ingvar Eggert Sigurðsson spiller hovedrollerne i henholdsvis Vinterbrødre og En hvid, hvid dag. På rollelisten i Vanskabte land finder man også danskerne Jacob Lohmann og Vic Carmen Sonne samt Hlynur Pálmasons datter Ída Mekkín Hlynsdóttir, der havde en fremtrædende rolle i hans forrige film.

Det afgørende for instruktøren er at have det sjovt i arbejdsprocessen.

”For at være helt ærligt betyder processen det hele for mig. Derfor er det så vigtigt for mig at have det godt undervejs. Jeg elsker alt ved at lave film. Planlægning, klipning, farvebehandling, lyd – jeg elsker endda at lave rulletekster!” siger Hlynur Pálmason.

”Og hvis jeg ikke selv har det sjovt, bliver slutresultatet ikke godt. En film har et temperament, som man kan mærke fra første sekund. Man skal kunne lide rytmen, for selvfølgelig kan man manipulere med publikum, men de kan også mærke manipulationen.”

Falsk autenticitet
Vanskabte land er ligesom Hlynur Pálmasons andre film en meditativ udforskning af martrede mænd og begrebet ”maskulinitet”.

Filmen starter med en fortekst om, at projektet fik liv, da instruktøren fandt en kasse med billeder, som en dansk præst tog i Island i det 19. århundrede.

Elliott Crosset Hove tager i hovedrollen billeder af folk omkring sig, men det såkaldt autentiske lag er en del af filmens fiktion.

”Billederne er kun ægte, hvis man tror på dem,” griner Hlynur Pálmason.

”Jeg fortalte samarbejdspartnere og finansiører om de billeder for at skabe noget konkret, man kunne forholde sig til i starten. Det er aldrig sket, men det hjælper mig med at forestille mig, hvordan hele den verden med personer og bygninger ser ud.”

Giftig maskulinitet
Filmen univers er maskulint.

Mænd og deres problemer fylder det meste i store totalindstillinger med brutal natur som kulisse. Det er ifølge instruktøren et bevidst valg at være nærig med kvinder og nærbilleder.

”Folk har nævnt giftig maskulinitet i forbindelse med mine film, fordi der er så mange martrede mænd i dem. Men når der er en mangel på kvinder i en film, rammer det også publikum, når man ser et billede af en kvindes ansigt,” siger Hlynur Pálmason.

”Men hvis der er et nærbillede af et kvindeansigt i hver eneste scene, bliver effekten mindre. Jeg arbejder meget med, at ting bliver stærkere, hvis man holder det tilbage. Et nærbillede er så stærkt, at man ikke skal bruge det for ofte.”