”Jeg havde lyst til at stå ved de banale følelser”

Evigt finurlige Mikael Wulff har som standupkomiker, instruktør, skuespiller og stribeforfatter altid været eminent til på rekordtid at opbygge vidunderligt absurde universer.

Han har satiriseret over alle aspekter af virkeligheden i Wulffmorgenthaler-striben, gennembrudsprogrammet med flodhesten Dolph på DR2 og animationsfilmene om Mugge.

Men i den krøllede stil ligger også altid en vis distance og uoprigtighed.

Det ændrede sig med TV 2-serien Perfekte steder. En ligefrem historie om to menneskers sommerlige forelskelse, ganske fri for den sædvanlige ironi og et tegn på, at noget har ændret sig i Mikael Wulff.

Det indtryk bliver kun stærkere i hans første spillefilm som soloinstruktør og manuskriptforfatter: Højst besynderlige typer, der netop har haft premiere på Blockbuster.

Her møder vi Martin, der spilles med skrøbelig, drenget arrogance af Brian Lykke. Efter et fejlslagent frieri må han vandre fra Nordvest til Amager for at få sin ring tilbage og undervejs forholde sig til sin egen hengemte smerte.

Masser af humor, men ingen gak og baseballbatsvingende flodheste. Bare mennesker, der snakker og går.

”Jeg kan rigtigt godt lide film, som nærmest kun består af samtaler, og hvor stemningen og omgivelserne er lige så vigtige som handlingen,” siger Mikael Wulff.

Kviksand af kedsommelighed
Undervejs støder Martin ind i sin gamle ven, den finurlige og bittert smilende eneboer Knud (Rasmus Bjerg). Han møder også den unge kvinde Freja (Thit Aaberg), som ser lige igennem mændenes selvsikre attituder, men samtidig har sine egne dæmoner.

Sammen vader de gennem et eventyragtigt København, der tager imod trekløveret med sommerlig varme og smelter deres iskolde facader.

Det hele er filmet med et meget lille budget og på kun seksten dag, selv om det ikke kan mærkes på fotografen Jesper Tøffners billedskønne optagelser.

– Det virker nærmest som en kærlighedserklæring til København?

”Det er i hvert fald ikke som det virkelige København,” siger Mikael Wulff og peger på den hidsige decemberregn uden for sit kontor på Frederiksberg.

”Idéen er, at det her venlige kosmos skal være så rart, at Martin slet ikke kan lade være med at bløde op. Det har været sjovt at vælge nogle af de områder, som jeg selv har et forhold til.”

Martin, Knud og Freja går blandt andet igennem Nordvest, Nørrebro, Indre By og Amager, hvor kun sidstnævnte område rummer egentlige udfordringer.

– De går igennem stort set alle andre områder end Vesterbro og Østerbro. Hvorfor?

”Det regner altid på Vesterbro, og uanset årstiden er vinden kold. Og Østerbro er jo simpelthen et kviksand af kedsommelighed. En antifilmisk bydel.”

”Jeg ville lave en Frodo-agtig rejse med nogle mennesker, der skal finde en ring, men helt uden forhindringer i omgivelserne. Alle problemer kommer fra dem selv.”

To slags mennesker
I Wulffmorgenthalers nok mest kendte stribe ses to børn. Det ene barn er ved at bygge et sandslot, og det andet står klar til at smadre det med sin skovl.

”Der findes grundlæggende to slags mennesker,” står der i boksen under billedet.

I sin tilgang til de svære følelser har Mikael Wulff længe været typen med skovlen.

”Jeg havde lyst til at prøve for en gangs skyld at stå ved de lidt banale følelser. Det med at ville elskes og blive forladt. Det hører til i lægeromaner, men det er også alment menneskeligt. Det er sjovt ikke at knuse alt det, jeg bygger op,” siger instruktøren.

Bedste eksempel er scenen, hvor Knud fortæller en gruppe unge hele historien om sit forliste ægteskab.

Det starter som en absurd monolog om sædkvalitet, men ender som en tragisk fortælling om at ville det bedste og så miste alt. Da Knud afslutter historien, er der ikke meget at grine ad.

”Knud er skrevet specifikt til Rasmus Bjerg, fordi han er en gudsbenådet komiker og samtidig kan levere Dostojevskij-monologer på Det Kongelige Teater. Jeg kan godt lide, at man aldrig ved, om han er seriøs.”

”I gamle dage havde jeg ladet monologen køre ud over vejbanen og falde i grøften i en brændende eksplosion. Eller bare ladet ham snuble bagefter. Det havde jeg ikke lyst til denne gang.”

Cool i 90’erne
Mens Knud allerede tidligt i filmen er afklaret nok til at fortælle sin historie, har Martin sværere ved det. Ikke mindst på grund af den flødetykke sarkasmemur, han har bygget op omkring sig.

Ethvert forsøg på oprigtighed returneres med ligegyldigheder og pjattede halvfornærmelser.

Samme dynamik kan til dels genkendes i Mikael Wulffs partnerskab med Anders Morgenthaler.

I parrets nyeste podcast Storhedsvanvid gakkes der ud med skøre forretningsidéer. Men hvor Morgenthaler til tider forsøger at bringe oprigtighed ind i form af klimaoplysning og personlige spørgsmål, skyder Mikael Wulff det meste ned med benhård ironi.

– Har du selv svært ved at være oprigtig?

”Læg mærke til, at Anders kun vil snakke alvor, når det ikke handler om hans eget liv!”

– Så Martins problem i Højst besynderlige typer er ikke noget, du kender fra dig selv?

”Jo, Martin og Knud er levn fra 90’ernes København – ligesom mig. Dengang skulle man være sjov og cool for at passe på sig selv. Det var en festlig tid, men al sentimentalitet blev latterliggjort, og det har sat sig i Martin på samme måde, som det har i mange mænd fra min generation.”

Mikael Wulff var en af de første til at gribe mikrofonen, da standupkomik kom til Danmark i 90’erne. En genre, der især i starten var præget af en overlegen og meget lidt sårbar tilgang til verden.

”Knud er lidt en anden type 90’er-mand, fordi han har afskåret sig fra samfundet, selv om han er superklog. Han gemmer sig bag dumme replikker. Det kender jeg godt fra mig selv,” siger instruktøren, inden han samler en banan op fra sofaarmlænet og med et skævt smil tilføjer:

”Altså, jeg kender det med at være superklog.”

Et værktøj i tilværelsen
– Er du blevet bedre til at vide, hvornår du ikke skal være ironisk?

”Der er jo blevet kørt en del våben og arsenal i stilling til at nedskyde ironien. Og det er jo også øretæveindbydende og distancerende, men der ligger samtidig en fin måde at forholde sig til tilværelsen i det. Når man ikke har en religion eller kender meningen med livet, er ironi et værktøj til at håndtere livet,” siger han og vifter lidt med bananen.

– Du er jo også blevet far for få år siden. I den rolle er der vel situationer, hvor du er nødt til at droppe ironien?

”Ja, eller bruge den endnu mere! Det er meget fint at have et humoristisk syn på tilværelsen, når man står og skændes om afføring med sin hustru klokken tre om natten. Så falder man ikke helt ned i det bergmanske konfliktdrama.”

– Martin bruger ironi i filmen, fordi han er bange for at sige sin hemmelighed højt. Hvad er din hemmelighed?

Mikael Wulff smiler og knuger sin banan lidt hårdere.

”Jeg tror ikke, jeg har en grundlæggende hemmelighed. Jeg skjuler ikke noget naziguld, og jeg har ikke slået en masse babysæler ihjel. Men jeg kan genkende mig selv i alle tre karakterer.”