”Jeg holder mig til det, jeg har ret til at fortælle”

Carla Simón forstår at finde det universelle i det dybt personlige.

I debutfilmen Fridas sommer fortalte hun om at blive adopteret af sin onkel og tante som seksårig, efter hendes mor døde af aids. Nu har hun vundet Guldbjørnen med Alcarrás, der bag fiktionens slør handler om deres ferskenlandbrug i den catalanske landsby af samme navn.

“Det er vigtigt for mig at holde mig til de historier, jeg har ret til at fortælle, fordi jeg oplevet dem,” fortæller hun til et gruppeinterview onsdag morgen.

Vi sidder i Berlinale Palast lige uden for salen, hvor Carla Simón dagen forinden holdt verdenspremiere på sin film. Og hvor hun om nogle timer skal vise sig at takke for Guldbjørnen med et forbløffet smil.

Prisen rykker hende op i europæisk films superliga fem år efter, at hun vandt Berlinalens debutantpris for Sommeren 1993.

Bedstefarens død
Selv om begge film er bygget over Carla Simóns eget liv, er inspirationen mere løs i Alcarrás. Filmen udsprang af tanker, hun gjorde sig, da slægtsgården efter bedstefarens død gik i arv til hendes onkler.

”Jeg begyndte at tænke over, at dette landbrug måske en dag ikke vil være her længere. Hvad sker der den dag, disse træer, som min familie har plantet, og som altid har været der, pludselig er væk?”

I Alcarrás er det også en afdød patriark, nemlig storbonden Pinyol, der sætter historien i gang.

Hans søn vil nemlig ikke respektere den håndslagsaftale, familierne indgik efter den spanske borgerkrig: Som tak for at have skjult de rige jordbesiddere for anarkisterne, fik familien ret til at dyrke jorden.

Nu vil han fælde ferskentræerne for at anlægge et solcelleanlæg.

Landbrugets filmiske værdi
Vi følger familien af ferskenbønder. Faren Qumet nægter at anerkende udvisningen, mens hans kone plæderer for, at han bør tage imod Pinyol-familiens tilbud om at blive opsynsmand.

Landbrugslivet er også hårdt.

Hele familien tager del i høsten, mens kaniner sværmer gennem plantagen, og det lokale kooperativ laver demonstrationer imod storindustriens prisdumping.

”Familier som den i filmen er nødt til at kæmpe for at overleve, fordi prisen på frugt er så lav,” fortæller Carla Simón.

”At drive familielandbrug er den ældste beskæftigelse i verden. Det er sådan, menneskeheden opstod. Men den måde at ernære sig på er ved at forsvinde. I dag opkøber store selskaber folks jord, så de kan hyre dem til at arbejde dér.”

De traditionelle, slægtsejede landbrug i områder som Catalonien har en enorm filmisk værdi, mener Carla Simón. Og så er de glemte foregangseksempler på bæredygtige økologi.

”Når den samme familie dyrker jorden gennem generationer, så tager de sig af den. De ved, at deres børn og børnebørn skal leve af det samme stykke jord.”

Spontane øjeblikke
Det er børnene, der fører os ind i begge film.

Sommeren 1993 går helt tæt på den lille pige, der skal vænne sig til at være reservedatter i en ny familie, mens hun bearbejder sorgen over at miste sin mor.

Børneflokken i Alcarrás har mindre at bekymre sig om.

Iris og hendes tvillingefætre Pau og Pele hærger rundt på ferskenplantagen, mens de voksne laver voksenting. Vi sidder ved siden af dem, mens de hujer og leger vildt i en gammel skrotbil på ejendommen.

Børneskuespillerne er forrygende, og det samme gælder for de voksne amatørskuespillere. Carla Simón søger øjeblikkets spontanitet.

”Jeg vil have, at skuespillet skal være levende og overraske mig. Det oplever man hele tiden, når man arbejder med børn. Det hjælper også de voksne, fordi de bliver revet ud af deres egne tanker.”

Carla Simóns stil er naturalistisk og nærværende. Kameraet er helt fortroligt med personerne, når det svæver over deres skuldre.

”Skuespillerne skal føle, at kameraet er som endnu et familiemedlem,” som hun udtrykker det.

Det er vigtigt for, at skuespillerne kan lægge rollen til side og være til stede i øjeblikket.

”Vi læste kun manuskriptet igennem én gang. Det var bare så alle vidste, hvad der kom til at ske. Jeg ville ikke have, at de skulle lære alle replikkerne. De taler hver især på en meget smuk måde, og det virker bedre, når alle har deres egen måde at udtrykke sig på.”

Carla Simón griner.

”Men omvendt havde vi jo skrevet det her manuskript, og det brugte vi altså lang tid på. Optagelserne er altid en balancegang mellem min kamp for at få dem til at sige bestemte ting og så at give dem plads til at stå på egne ben og improvisere.”

Landsbyfester
Hendes tilgangsmåde kræver en gensidig tillid med skuespillerne, der opstår efter en lang forberedelsesproces.

”Det var heldigt, at vi havde castet før pandemien. Jeg tror ikke, vi kunne have gjort det efter, for vi rejste rundt til alle landsbyfesterne og inviterede folk til audition. Det sker ikke så tit, at der kommer et filmhold på de kanter, så vi havde måske 9.000 mennesker til casting,” siger Carla Simón.

”Vi prøvede at finde personer, der har en personlighed i nærheden af karaktererne, som vi havde skrevet dem. For så er rigtigt meget af arbejdet gjort, allerede før vi går i gang med at øve.”

Da hun havde udvalgt sine skuespillere, flyttede Carla Simón nogle måneder til området, så de kunne have et sted at mødes og lære hinanden at kende – og knytte de familiebånd, der skildres i filmen.

”Efter alt det her arbejde følte de sig også virkelig som en familie,” fortæller instruktøren.

Filmen var parat til at gå i optagelse i sommeren 2020, men så lukkede samfundet ned, og optagelserne måtte udskydes et år. Skuespillerne var dog hurtige til at finde tilbage til deres roller, da de mødtes igen året efter.

”De kalder stadig hinanden bedstefar, mor, far, og sådan,” siger Carla Simón med et smil og fortæller om at gense familien på den røde løber. ”Det er, som om fiktionen varer ved!”

Tjald bag farens ryg
Alcarrás har forandret sig meget gennem udviklingsprocessen. En tidlig version af manuskriptet var faktisk fortalt alene ud fra lille Iris’ perspektiv, men det viste sig at være for afgrænset.

I stedet besluttede Carla Simón og medforfatter Arnau Vilaró at gøre filmen til en ensemblefortælling.

Foruden Qumet og Iris følger vi den unge Roger, der higer efter sin fars anerkendelse – og dyrker tjald med sin onkel bag hans ryg. Vi følger også den gamle bedstefar Rogelio, der stadig forsøger at udglatte konflikten ved at samle figner til Pinyol-familien.

Som han altid har gjort.

”Jeg ville udtrykke, hvordan det føles at være del af en stor familie. Sådan er jeg selv vokset op, og det giver én en bevidsthed om, at selv om alle har travlt med deres eget, så påvirker man hinanden – ikke mindst følelsesmæssigt.”

”Vi arbejdede meget på, at det ikke kun skulle være karakterens, men hele familiens følelsesmæssige rejse, vi skildrer. Og det var svært. Vi arbejdede meget på at finde den rette balance.”

Fremtiden
Hvor hun i Sommeren 1993 kunne nøjes med at fortælle om sit eget barndomstraume, brugte Carla Simón i forhold til Alcarrás år på at researche miljøet og dykke ned i sin egen familiehistorie.

”Jeg lærte ikke kun noget om filmen, men også om mit eget liv. Det at tale med disse mennesker og lære den verden at kende var forudsætningen for, at vi kunne tegne et ærligt portræt,” forklarer Carla Simón.

”Det er også derfor, sådan et projekt tager lang tid. Det kræver fordybelse at leve sig ind i den verden, man vil skildre.”

En del af det forarbejde er allerede gjort til Carla Simóns næste film. Da optagelserne til Alcarrás måtte udskydes, kastede instruktøren og hendes faste producer sig ud i at udvikle deres næste projekt.

Det er også en personlig fortælling. Carla Simón føler sig mest tryg ved at fortælle om de ting, hun kender bedst til. Men måske vil det ændre sig en dag, for som hun siger med et smil:

”Så mange historier kender jeg jo heller ikke!”