Britisk instruktør får gennembrud i Cannes

”En film, der bør løfte Barnard op i gruppen af streetwise kvindelige briter sammen med Andrea Arnold og Lynne Ramsay,” skrev Varietys anmelder om The Selfish Giant efter filmens verdenspremiere i Cannes.

Også Hollywood Reporter, Screen og The Guardian var ovenud begejstrede for filmen, og dette års Cannes-festival ser ud til at blive Clio Barnards gennembrud som auteur.

Hvordan har du med at være kvinden, alle taler om lige nu, vil en journalistkollega vide, da vi møder instruktøren, dagen efter premieren på filmen, der vises i sideprogrammet Quinzhane des Realisateurs.

”I går var en aften, jeg aldrig vil glemme. Jeg så på min hovedrolleindehavers (den trettenårige Sean Thomas, red.,) mor, der hulkede, og flere andre fra holdet græd. Det var første gang, de så filmen. Og så begyndte jeg også selv at græde,” siger Clio Barnard, nu med et smil.

Original dokumentar
Instruktøren er ikke et helt ubeskrevet blad. Faktisk står hun bag en af de mest originale dokumentarfilm i de seneste år, The Arbor fra 2010.

Dokumentaren portrætterer Andrea Dunbar, der voksede op i den britiske underklasse i Bradford, og som i en meget ung alder lavede teaterstykket The Arbor om kvarteret og de folk, der bebor det.

Men filmen behandler emnet på en højst usædvanlig måde. Barnard har nemlig fået skuespillere til at spille og læbesynkronisere til de interviews, hun har lavet med Dunbars rigtige familie og venner, ligesom skuespillere genopfører scener fra Dunbars liv med områdets beboere som omkringstående tilskuere.

Udsprang fra The Arbor
The Selfish Giant er en mere konventionel britisk socialrealisme og denne gang ren fiktion. Hovedpersonerne er de to trettenårige drenge Arbor og Swifty. Den hidsige Arbor er ikke til at styre på ti tønder land af hverken lærere eller andre voksne, men er til gengæld entreprenant og begynder at sælge skrot til den lokale skrothandler.

Han lokker Swifty med i uføre, både i skolen og i tyveriet af dyrebare kobberkabler, selvom kammeraten har talent som rytter og potentialet til at få en anden tilværelse end samlerlivet på gaden.

Filmen foregår ligesom The Arbor i Bradford-området. Og faktisk udsprang historien af arbejdet med netop dokumentaren.

”Da jeg lavede The Arbor, var der altid mange børn omkring settet. Der var især én dreng, der ofte kom på en hest og hang meget ud. Jeg blev meget interesseret i hans verden og i de her folk, der samler metal med deres heste,” siger Clio Barnard.

Filmatisering af Oscar Wilde
Historiens andet udspring er umiddelbart mindre evident: Oscar Wildes novelle The Selfish Giant, som ellers på overfladen har meget lidt at gøre med filmens handling at gøre. Wildes historie handler om en kæmpe, der vogter i en stor have, som en flok børn kommer og leger i.

”Jeg ville lave en fortælling om udstødte børn, for det er det, jeg synes, Oscar Wildes historie handler om. Og børnene omkring The Arbor var på en måde udenfor. Jeg skulle så finde ud af, hvad eller hvem kæmpen kunne være. Det faldt mig ind, at han kunne være en skrotmand, og at haven kunne være en ophugningsplads,” fortæller instruktøren.

– Hvorfor valgte du den mere ligefremme fortælleform?

”Det formelle eksperiment var essentielt for emnet i The Arbor. Udgangspunkt i The Selfish Giant var en meget simpel historie på fire sider. Så mit mål var at lave en helt simpel, lineær fortælling.”

– Især med den nye film bevæger du dig i Mike Leigh- og Ken Loach-traditionen i fokus på underklassen og med den socialrealistiske stil. Prøver du at videreføre deres arv?

”Hmm, Kes er i hvert fald en film, der har haft en stor betydning for mig. Det er en fantastisk film – og det er en stor tradition, som jeg er glad for på den ene eller anden måde at træde ind i. Men jeg tror også, at jeg prøver at gribe det an på en måde, hvor det står tydeligere frem, at det stadig er historier, vi udvælger og fortæller. Selvom det er realisme, er det stadig fantasi.”

Smuk ophugningsplads
– Det, der adskiller filmen fra den klassiske socialrealisme, er de smukke panoramabilleder fra landskabet med de store elmaster og den æstetiske dyrkelse af al skrottet. Har du villet finde det smukke i det grimme?

”Jeg kom til at elske elmaster. Og en ophugningsplads er faktisk den smukkeste have, der findes. Jeg blev især virkelig begejstret for den maskine, man skræller kabler med. Jeg tænkte, den her maskine er et monster – den må vi have med!”

– Når man ser filmen, kommer man også til at tænke på Dardenne-brødrene. Er de en inspiration?

”Min producer sagde til mig, før jeg gik i gang med optagelserne, at jeg skulle se Dardenne-brødrenes film. Så det gjorde jeg, og jeg elskede den umiddelbarhed, der er i deres film. Når man kigger nærmere på dem, er der helt enormt mange lag og fortolkningsmuligheder. De har virkelig en fabel-lignende kvalitet. Og jeg forsøgte at fortælle med samme simpelhed i min film.”

Den sociale arv
Clio Barnard voksede selv op i Bradford, men i et mere privilegeret hjem. Hun har derfor ikke oplevet en barndom i et hjem, hvor børnene overlades til sig selv af ressourcesvage forældre. Og hun er forsigtig med at anlægge et politisk perspektiv på den klasseproblematik, hendes film uvægerligt rejser.

”Jeg vil helst lade mine film tale for sig selv. Men der er en stor mangel på muligheder i de områder – og en mangel på rollemodeller, især for drengene. Der er mange stærke mødre, men få stærke fædre. Men heldigvis formår nogle at bryde den sociale arv. Flere af skuespillerne på The Arbor bor nu andre steder og laver andre ting.”

”Men drengen på hesten, jeg mødte under optagelserne, har ikke lyst til at bryde ud. Det er hans liv, hans hjem. Da han var yngre, var folk omkring ham nervøse for, hvordan det ville gå ham. Men han har faktisk klaret det godt, fordi han fandt en passion for at arbejde med heste. Og han har virkelig sagt nej til hele misbrugskulturen.”

Stadig venner
– Hvordan har de lokale taget imod The Arbor?

”Nogle af børnene på The Arbor sagde til mig: ’Hvorfor er der ikke nogen eksplosioner?!’ Men folk tog filmen til sig, som var den deres egen. En dvd gik fra hus til hus, og da jeg kom tilbage, havde alle set den. Jeg sikrede mig meget grundigt, at alle vidste, hvad de kunne forvente. Og de er stadig mine venner, så de har da ikke kappet båndene til mig.”

– Hvordan skildrer man miljøet, så folk ikke bliver udstillet?

”Åh, jeg havde godt spekuleret på, hvornår det spørgsmål ville komme,” udbryder Clio Barnard og føler sig tydeligvis utilpas. Heldigvis bryder hendes PR-mand ind og antyder, at interviewet lakker mod enden. En chance, instruktøren griber med det samme. Hun begynder at rejse sig fra bordet.

– Den slap du nemt udenom!”

”Hah, ja! Men det korte svar er: Det synes jeg ikke, vi gør!”