Rosendahl: ”Jeg kunne være Poul Brink”

Det er næsten et afhøringslokale, Christina Rosendahl byder velkommen i. Omtrent tre gange to meter i størrelse og med nedrullede persienner.

Men forhøret skal nu nærmere være et interview, og der er da heller ikke meget politigård over de mange filmplakater, som er klistret på væggene her i SF Films hovedkvarter på Islands Brygge.

Medarbejderne fiser rundt uden for det lille vakuum, vi har placeret os i, og på mange måde passer omgivelsernes tætte vægge godt til den storpolitiske film, som vi skal tale om.

Idealisten, der har premieren 9. april, er Christina Rosendahls anden fuldlængde fiktionsfilm. Derudover har hun ageret dokumentarist i en del år, og med sin nye film blander hun da også fiktion og virkelighed med historien om den Cavling-prisvindende journalist Poul Brink og hans afdækning af Thule-sagen.

”Poul Brink er vanvittigt interessant, fordi han ikke bare er en helt,” siger Christina Rosendahl og kigger på sin kaffekop, som om hun kan få et svar til at hoppe op af den.

”Det spændende ved en journalist som Poul Brink er, hvor meget han går op i sin sag. Sandheden ligger dér – og kun dér. Alt andet bliver næsten ligegyldigt,” siger Christina Rosendahl og smiler lidt hemmelighedsfuldt.

Talentfuld særling
Idealisten handler i den grad om, hvordan man bearbejder sandheder. Journalist Poul Brink var en mand, der mest var kendt for aldrig at gå kompromis. Det gjorde samtidig, at han blev set på som lidt af en særling blandt kolleger, men ingen var dog i tvivl om hans talent.

Da Brink havde brugt år ud og år ind på at optrevle trådene mellem nedfaldne brintbomber ved Thule i Grønland og en perlerække af danske regeringer, som ikke mente, der var noget at komme efter, stod han endelig med trumfen på hånden.

Brink var klar til at sætte spørgsmålsdødsstødet ind mod Uffe Ellemann-Jensen – udenrigsminister under Schlüter-regeringen – på direkte TV. Men dagen inden deres møde måtte Schlüter, Ellemann og alle de andre i den borgerlige regering gå af på grund af Tamil-sagen i 1993.

Helt klart en sag, som blev afsløret i journalistikkens sandhedssøgende tjeneste, men som man ser i Idealisten, råbte Brink bare ”pis!” og skred ind på sit kontor. Tamil-sagen havde overhalet Thule-sagen. Brink kunne ikke længere hudflette Ellemann-Jensen på direkte tv.

Sin egen idealist
”Jeg tror, at alle instruktører, forfattere og journalister kender til fornemmelsen af, at have arbejdet med en sag, som så pludselig ikke bliver til noget.”

”Poul Brink kunne umuligt være glad for Tamil-sagen, men det burde en journalist jo være, for sandheden kom frem. Den kunne så bare godt lige have ventet et par dage, så Poul Brinks sandhed om noget helt andet også havde nået at få en plads i spotlightet,” griner Christina Rosendahl, der har arbejdet på Idealisten i over fem år.

Hun ser i den grad op til journalist Brinks virke.

”Kan man andet? Poul Brink var detaljerytter, han var dedikeret til sit arbejde. Men samtidig var han også ensporet, når det kom til egne idéer. Han var idealistisk, men også sin egen idealist, ja, han finansierede endda selv mange af sine rejser i forbindelse med Thule-sagen,” siger Christina Rosendahl, som er overbevist om, at vores demokrati ville være fattigere, hvis vi ikke havde typer som netop Poul Brink.

”En sag som Thule-sagen ville aldrig kunne blive opklaret uden journalister som Poul Brink. Han er én af dem, der på mange måder er bærende for hele vores demokrati. Poul søgte sandheden igen og igen, men samtidig involverede han sig også enormt personligt i sagen.”

”Det er min opgave som instruktør, at fortælle netop den historie. Historien om Thule-sagen kan ikke fortælles uden historien om Poul Brink,” siger Christina Rosendahl.

Lastet med fire brintbomber
Kort fortalt handler Thule-sagen om, at en række arbejdere krævede erstatning for et oprydningsarbejde efter et flystyrt ved Thule i 1968, som havde påført dem helbredsmæssige skader. Der var ganske enkelt radioaktivitet i sneen efter flystyrtet, fordi maskinen var lastet med fire brintbomber.

Poul Brink gik ind i sagen med liv og sjæl. Først ved Østjyllands Radio og siden som tv-journalist på Danmarks Radio. Hvordan kunne der være radioaktive bomber på dansk territorium, undrede han sig.

Engagementet lyste ud af Poul Brink, som gik alt for tidligt bort, da han faldt om under en løbetur i en alder af kun 49 år. Netop engagementet er det, Kurt Strand, der er forhenværende formand for Cavling-komiteen og tidligere kollega til Brink på DR, husker journalisten for.

”Poul var en fighter. Han ville have sine historier frem i lyset, og han formåede som få at ramme den journalistiske balancegang mellem engagement og involvering. Journalister skal helst engagere sig i en historie, men de må selvfølgelig aldrig begynde at vælge side,” siger Kurt Strand over telefonen.

Han synes, at skuespiller Peter Plaugborg i Idealisten gør det fremragende som Poul Brink.

”Gestaltningen af Poul er uhyggeligt nær. Hele hans væremåde, hans specielle gangart, ja endda hans grimme vindjakke, rammer filmen. Poul var en ener. Ikke en enspænder, men en ener. Han bed sig fast i en historie, og slap den simpelthen ikke. Ligesom han som journalist skulle ramme balancegangen mellem engagement og involvering, skal Idealisten naturligvis gøre det samme, og det synes jeg egentlig, filmen formår ret godt,” siger Kurt Strand.

God balancegang
At Thule-sagen så samtidig var en ret kompliceret affære, stiller også store krav til sandhedsværdien i filmen, mener Kurt Strand.

”Det er altafgørende, at filmen ikke er faktuelt forkert. Den her sag handler om menneskelige skæbner, men samtidig om storpolitik. Thule-sagen var et tillidsbrud mellem danske politikere og befolkningen,” fortæller Kurt Strand.

”Som nation var vi en trædesten for USA under den kolde krig, fordi vi lod dem have atomvåben på vores territorium i fredstid, og på intet tidspunkt i filmen tænkte jeg: ’Det her passer fandeme ikke.’ Filmen har helt klart fundet en god balancegang,” mener Kurt Strand.

Thule-sagens konsekvenser var da også vidtrækkende.

De menneskelige skæbner fik kompensation for deres skader, og selvom Poul Brink ikke mente, at Thule-arbejderne fik nær nok ud af sagen, blev han selv hyldet for sit arbejde med sagen, da han i 1997 modtog Cavling-prisen.

Han blev et kendt ansigt blandt politikerne, og han blev altid benævnt som en mand, der gik linen ud. Men nu måske ikke helt lige så meget, som Idealisten viser.

Dramaturgisk greb
For der er et enkelt sted i Idealisten, hvor dramaet overgår virkeligheden.

I 1994 kom et dokument frem, som viste, at tidligere statsminister H. C. Hansen gav amerikanerne lov til at placere de våben, man anså for at være nødvendige for verdens sikkerhed, i Grønland. Dette var imod Natos konventioner i fredstid, og indtil denne dag havde den danske regering da også hårdnakket nægtet, at det havde fundet sted.

Det var det, Poul Brink ville have Uffe Ellemann-Jensen til at indrømme et år tidligere. Men så kom Tamil-sagen, og Brink måtte vente med sin afsløring til Niels Helveg Petersen havde fået sat sig ordentligt i Udenrigsministerstolen.

Brink breakede (naturligvis) selv historien, da dokumentet kom frem, og i Idealisten ser man, hvordan han læser hele notatet om H.C. Hansen op. Men sådan gik det imidlertid ikke helt for sig, fortæller Christina Rosendahl.

”Her har vi valgt at lave et dramaturgisk greb, der går ud over virkeligheden. Poul Brink sad ikke i TV-Avisen og læste hele dokumentet op, men refererede derimod blot fra det. Men selve processen omkring H.C. Hansen-dokumentet kan sådan set koges ned til, at Poul Brink ville have hele sandheden frem, og det – synes vi – man illustrerede bedst på den måde.”

Hun påpeger, at Poul Brink først og fremmest jagtede sandheden og ikke sagen som sådan.

”Det var ikke, fordi Thule-sagen lå Poul helt vildt meget på sinde. Det kom den til, da han valgte at gå ind i den, men det kunne principielt have været mange andre sager, han havde kastet sig over. Heldigvis var det lige den, der landede på hans skrivebord,” siger Christina Rosendahl.

Demokrati til alle tider
Men kan man bare det? Kan man dramatisere et afgørende punkt i Poul Brinks bevisførelse, fordi det skal passe ind i en films dramaturgi?

”Tjo, jah, hvad skal man egentlig sige til det?” siger Kurt Strand og holder en kort pause på telefonlinjen.

”Jo, man kan vel sige, at nogle ting fungerer bedre på film end i virkeligheden. Og omvendt. Det møjsommelige arbejde, som Poul var igennem, for at kunne fremvise H.C. Hansen-dokumentet, egner sig nok ikke til en spændingsfilm. Og hovedsagen er jo, at Poul citerede fra det papir, der afslørede det danske dobbeltspil. Netop det viser filmen,” siger Kurt Strand.

Sådan ser Christina Rosendahl også på det.

”Det ville have taget tempoet helt ud af filmen på et vigtigt tidspunkt, hvis vi punkt for punkt havde gennemgået Poul Brinks arbejdsmetoder omkring dokumentet. Pointen var at vise, hvor kompromisløs Poul Brink var i sit arbejde, og selv har jeg egentlig også forsøgt at være kompromisløs med den her film,” siger Christina Rosendahl og retter sig op i det lille interview-lokale på SF Films hovedkontor.

Hun ser lidt frem for sig og siger så:

”Med Idealisten vil vi fortælle et stykke Danmarkshistorie, der siger noget om, at når politikere lyver, mister vi som borgere tilliden til demokratiet. Jeg mener, at der bør være gennemsigtighed og fri adgang til politikere og forvaltning, og det håber jeg også, at folk tager med sig fra filmen.”

”Poul Brink er den perfekte hovedperson, hvis man vil fortælle noget om netop det, og jeg kunne godt være Poul Brink, hvis jeg havde valgt at blive journalist,” griner instruktøren og løfter kaffekoppen som en slags schwungsalut.