”Jeg laver film til sekstenårige Tone”

Vi sidder og kigger på den play-liste, Tone Ottilie lavede op til, at hun skulle instruere Babylebbe.

Kortfilmen har i disse dage verdenspremiere på Berlinalen.

”Jeg laver dem til alle mine film. Musikken er altid noget, der minder mig om det mood, jeg forsøger at ramme i dem,” fortæller instruktøren, mens navne som Peaches, Princess Nokia og Kwamie Liv toner frem på telefonskærmen.

Der skulle skabes en stemning af liv og kærlighed.

Sekstenårige Frede (Anna Zerbib Streitz) har slået op med sin kæreste Rosa. Da der er mulighed for at møde hende til en queer-fest om aftenen, tager hun med sin storesøster og hendes veninder ud i natten for at finde pigen, der slap væk.

”Fredes møde med en ny verden er rigtigt meget min egen historie. Jeg har også oplevet heartbreaks, det svære i at give slip og så det med at være ny i queer-miljøet.”

Afbræk fra utryg skole
Tone Ottilie fokuserer i sine film på identitet og det indre liv. Oftest er hovedpersonen en ung pige, som skal navigere i alle de komplicerede følelser og valg, teenageårene byder på.

”Jeg havde lyst til at lave en kærlighedshistorie, der sluttede med et farvel. Jeg lavede præcis det, jeg har lyst til uden at tænke på, hvad der bliver forventet af mig,” den 24-årige instruktør.

Hun var blevet færdig med vinderen af Ekko Shortlist Awards 2017, Lulus første gang, og vidste endnu ikke, om hun kom ind på Den Danske Filmskole. Derfor var lysten til at lave projektet stor, og Babylebbe har på sin vis fungeret som en slags overspringshandling for Tone Ottilie.

Også i november og december, hvor hun og de andre filmskoleelever gjorde oprør mod daværende rektor Vinca Wiedemann. Som et afbræk fra den usikkerhed, der prægede hverdagen på skolen, kunne instruktøren fordybe sig i færdiggørelsen af filmen.

Forstyrret af fyr
Inspirationskilderne er originale instruktører som Andrea Arnold og Lars von Trier. Tone Ottilie er gået efter en naturalistisk stil, men alligevel meget fortællende og bearbejdet.

”Hvordan får du virkeligheden til at fortælle det, du vil, samtidig med at det føles som virkelighed? Det er virkelig svært at få noget til at lyde og se naturligt ud, når det er fiktion,” siger Tone Ottilie grinende.

Det har været vigtigt for instruktøren at bruge mange folk fra queer-miljøet som skuespillere.

”Det gav en dejlig følelse, at vi på en eller anden måde alle havde haft de samme oplevelser. Vi havde en fælles referenceramme og erfaringer, og skuespillerne blev medfortælllere og ikke bare nogle dukker, som jeg puttede ind i min idé om, hvordan det skulle være,” fortæller Tone Ottilie.

”Det var fedt ikke at skulle lave kostumer. De skulle bare være i deres eget tøj. De spiller ikke sig selv, men de har en erfaring, der gør, at det er nemmere for dem at leve sig ind i rollen.”

Den helt store udfordring var optagelserne til den queer-fest, hvor Frede prøver at finde ekskæresten. Et mylder af statister og skuespillere uden den store erfaring gjorde det krævende for instruktøren og resten af holdet.

Det var den første dag af filmoptagelserne, og især én person forsøgte til stor frustration for Tone Ottilie at fange hendes opmærksomhed.

”Vores ’geniale’ idé var jo bare at holde en rigtig technofest. Der var sygt høj musik, så jeg og min fotograf lavede fagter til hinanden. Og så var der en gut, der troede, at det var en rigtig technofest. Han gav sig til at lægge an på mig og forstyrre mig, mens jeg stod med monitoren,” siger instruktøren flad af grin.

”Jeg prøvede at få ham til at gå og forstå, at vi var i gang med en filmoptagelse. Men det forstod han overhovedet ikke, selv om jeg ihærdigt prøvede at forklare: ’Vi er ved at optage en film, prøv lige at se den monitor, og jeg er altså instruktør.’”

Ugengældt kærlighed
Den mest krævende scene er en af filmens sidste.

Fredes storesøster har fået en af sine veninder til at forføre Frede, så hun kan glemme alt om Rosa. Veninden opdager ordet ”Babylebbe” i panden på Frede, som storesøsteren har skrevet som en del af legen S, P eller K. Den improviserede flirt slutter på toilettet, og Frede forlader klubben med søsteren lige i hælene.

De to søskende kommer i klammeri. Det ender med, at Levi Eja Roepstorff, der spiller storesøsteren, ryger ned i det iskolde vand i den nærliggende kanal.

”Vi havde kun én optagelse til den scene, fordi vi kun havde det kostume, Levi havde på. Der var en dykker og en stuntmand med, men det var skuespillerne, der lavede stuntet,” forklarer Tone Ottilie.

Instruktøren har altid beskæftiget sig med emner, som hun tænker hendes sekstenårige selv ville være interesseret i at se. På den samme måde mener hun, at film fungerer som en italesættelse af ting, vi har svært ved at tale med hinanden om.

”Der er en smerte i alle gode historier. Alle gode hovedkarakterer har en form for smerte i sig. Ikke at kunne lide sig selv eller opleve ugengældt kærlighed – som jo er de to emner, jeg tit arbejder med,” siger hun.

”Uanset hvem vi er, er det de samme ting, vi går rundt og har brug for at snakke om. Det er derfor, folk godt kan lide fiktion. Gennem metaforer kan vi snakke om vores fælles smerte.”

Dedikeret til veninde
Samtidig med Berlinalen har Tone Ottilie færdiggjort sin midtvejsfilm på Filmskolen, Draculas datter, som har manuskript af Anna Juul (bedre kendt som Veronika Katinka fra Den Korte Radioavis).

Midt i al glæden omkring filmen og udtagelsen til Berlinalen indtraf en tragisk begivenhed tidligere på året, som stadigvæk i dag påvirker Tone Ottilie dybt.

Babylebbe er dedikeret til veninden Ezra Soares De Moraes, som gik bort for nyligt og var skuespiller i filmen. Hun har betydet meget for Tone Ottilie og resten af filmholdet.

”Hun var sådan én, som fik alle til at føle sig okay og bare være sig selv, og jeg vil gerne have, at folk husker hende. Jeg indhentede hendes forældres tilladelse til at dedikere filmen til hende.”