”Jeg må have lavet en bedre film denne gang”

Sean Baker havde nok på fornemmelsen, at hans anden tur til Cannes kunne ryste en Guldpalme af sig.

Til pressekonference efter sejren lørdag aften fortæller den 53-årige amerikaner, at han kunne mærke snakken samle sig om hans film efter verdenspremieren i tirsdags. 

”Folk stoppede mig på gaden for at fortælle mig, hvor meget de nød at se filmen. Det føltes godt! Det er jo det, jeg arbejder for: at give folk nogle gode oplevelser i biografen, så de forhåbentlig kan gå derfra med noget nyt at tænke over.”

Det er anden gang, Sean Baker dyster i verdens fineste filmkonkurrence, efter at hans hustlerkomedie om en falleret pornostjerne, Red Rocket, for tre år siden måtte rejse tomhændet videre fra Cannes og til verdens biograflærreder.

”Jeg må have lavet en bedre film denne gang!” joker Sean Baker, da en japansk journalist vil vide, hvad der gjorde forskellen.

”Red Rocket var min første film i hovedkonkurrencen, og det var én drøm, der gik i opfyldelse. Nu er min drøm gået i opfyldelse for anden gang.”

Sexarbejde er stigmatiseret
Sean Baker skildrer bunden af det amerikanske samfund med sympati og loyalitet for de mennesker, han møder der.

Starlet handler om pornoskuespillere i San Fernando-dalen i Los Angeles. I Tangerine stormer en transkønnet kvinde afsted efter sin utro kæreste (og alfons), i The Florida Project lever lille Mooney lykkeligt hos sin strippermor, og i Red Rocket er pornobranchen et job som mange andre – selv hvis eks-stjernen i centrum er en selvforherligende narcissist.

”Mine sidste fem film har handlet om sexarbejde, og selv hvis de ikke forandrer verden hver for sig, er de del af en bølge af historier, som til sammen kan nedbryde nogle fordomme. Det er universelle historier, som folk kan identificere sig med, og forhåbentlig kan det føre til en mere empatisk opfattelse af sexarbejde.”

”I mine øjne er det at sælge sex stadig uretfærdigt stigmatiseret. Det er jo verdens ældste erhverv,” siger Sean Baker, der fra scenen dedikerede sin Guldpalme til sexarbejdere verden over.

Studerede poledancing
Anora er navnet på hovedpersonen, en stripper og escortpige i New York, der kalder sig Ani for at lægge afstand til sine russiske aner. Men hun lynopfrisker sin bedstemors sprog, da den barnlige søn af en russisk oligark falder for hende og frier under en vild og våd tur til Las Vegas.

Det er vist lige så meget som en fuckfinger til sine forældre som en kærlighedserklæring til hende, men hun genkender papegøjen i sigtekornet og slår til.

Ivan lever i sus og dus og narkorus og kræver ikke andet af Anora end liderlighed. Men han tager benene på nakken, da forældrenes armenske lakajer dukker op for at få ægteskabet annulleret. 

Filmen hviler tungt på skuldrene af 25-årige Mikey Madison, der startede skuespilkarrieren som den ældste datter i Pamela Adlons serie Better Things, og som er i centrum i hver en scene af Anora. 

”Hun er den mest velforberedte skuespiller, jeg nogensinde har arbejdet med,” roser Sean Baker.

”Hun lærte sig en newyorker-accent, studerede poledancing i månedsvis for et klip på tyve sekunder, hun lærte al sin dialog på russisk og hjalp mig med at udvikle Anora som karakter og forstå hende bedre. Måden jeg samarbejdede med Mikey på, forandrede måden, jeg kommer til at arbejde med alle mine skuespillere fremover.”

Vil værne om film
Under sin takketale i Grand Théâtre Lumière mindede Sean Baker også om de hårde kår i biografbranchen. 

”Det kan være, at Guldpalmen giver mig en større platform til at prædike om det,” joker Sean Baker til pressekonferencen. 

”Man ser biografer lukke hver dag. Jeg voksede op med at gå i biografen, og det er sådan, jeg ønsker, at publikum skal se mine film. Det er jo ikke ligefrem en mainstreamfilm, men forhåbentlig kan Guldpalmen hjælpe med til at få filmen i store biografer og minde publikum om, at film som denne stadig findes.” 

Selv hvis branchen er udfordret, er Sean Baker ikke udelt pessimistisk.

”Jeg ser en spirende filmkultur blandt unge mennesker i storbyer som New York, L.A. og San Francisco. Flere og flere unge mennesker ønsker at se film i biografen og tale om dem bagefter,” siger instruktøren, der generelt er fortaler for at bevare. 

”Jeg er totalt forelsket i at optage på 35mm-film med anamorfiske objektiver! Celluloidfilm er også truet, og vi er nødt til at kæmpe for at holde den måde at lave film på i live. Det er jo det medie der affødte filmkunsten! Lad os ikke skrotte det, bare fordi vi har fundet på ny teknologi. Analog film er stadig den bedste måde at optage levende billeder på.”

Og selv hvis han nu er en feteret auteur i Europa, har Sean Baker ingen planer om at arbejde uden for sit hjemland lige foreløbig.

”Jeg ved virkelig ikke, hvad det næste bliver. Men jeg kan nærmest garantere, at min næste film også kommer til at foregå i USA. Jeg har stadig meget at udforske.”