Martin McDonagh: Jeg manglede en kvinde

Det var et sted i sydstaterne for snart tyve år siden. Tre enorme skilte tårnede sig op på en ellers øde vej i et amerikansk landdistrikt. Præcist hvor, husker Martin McDonagh ikke, men der var noget ved de tre reklameskilte, som satte sig fast i den britiske instruktørs tanker.

”Jeg husker, at beskeden rummede et brutalt budskab – en vred og skarp besked. Det fik mig til at overveje, hvem der dog kunne besidde et sind så rasende og smertefuldt, som det ville kræve for at skrive den tekst,” siger Martin McDonagh, da vi i september møder instruktøren på det legendariske Excelcior-hotel i Venedig.

Her har McDonaghs film netop haft verdenspremiere på den italienske kanalbys prestigefyldte filmfestival, og den 47-årige instruktør virker oplagt og selvsikker.

Man forstår det godt.

Sjældent høster en film så mange roser, som det er tilfældet med Three Billboards Outside Ebbing, Missouri. Anmelderne elsker simpelthen historien om de tre store skilte, som er omdrejningspunktet i filmen, der får dansk premiere på torsdag den 11. januar. Filmen får fem stjerner af Ekkos anmelder og regnes for en af de store Oscar-favoritter.

Træt af teater
Ligesom i McDonaghs erindringer bærer skiltene også i filmen et dystert budskab. Og vi ser, at instruktøren efter sine overvejelser må have forestillet sig en kvindelig afsender.

I filmen følger vi således en desperat kvinde, som hungrer efter retfærdighed. Hendes teenagedatter er fundet brutalt voldtaget og myrdet nær det selvsamme øde område, hvor skiltene er placeret.

”Da først jeg indså, at min hovedrolle skulle være en kvinde, skrev manuskriptet sig selv,” fortæller Martin McDonagh, der ellers ikke har beskæftiget sig med stærke kvindelige karakterer i sine to tidligere spillefilm, In Bruges og Seven Psychopaths.

”Jeg har arbejdet som dramatiker, hvor jeg skrev adskillige stykker med stærke kvinder. Men i mine film manglede jeg en kvinde – dét ville jeg gerne ændre på,” siger instruktøren, som har en succesfuld fortid i den britiske teaterverden. Han vidste dog hele tiden, at det kun skulle være midlertidigt.

”Jeg kunne ikke fordrage at arbejde med teater, og jeg var ikke stor fan af de teaterstykker, som jeg så i England. De var ofte så politiske i deres budskab, at der ingen historie var tilbage. Jeg har altid haft en drøm om på et tidspunkt at komme til at arbejde med film.”

Livets barske realiteter
Overgangen fra de skrå brædder til filmsettet har været vellykket, og især kendetegnes McDonaghs film af skarpe, autentiske dialoger og nuancerede karakterer.

Sådan er det også denne gang.

Kvinden i filmen, Mildred Hayes, som spilles af den altid glimrende Frances McDormand, vækker stor harme i den lille fiktive flække Ebbing, da hun sætter skiltene op. I skarpe vendinger kritiserer hun den ellers elskelige lokale sherif, Bill Willoughby (Woody Harrelson), og hans uduelige og racistiske assistent, Dixon (en storspillende Sam Rockwell).

”Raped while dying” –  ”And still no arrests?” – ”How come, chief Willoughby?” står der på skiltene. Og for Mildred Hayes er sagen klar: ”Det virker på mig, som om politiet er mere interesseret i at torturere de sorte end i at opklare rigtige forbrydelser.” 

En bitter og blodig konflikt opstår, mens hver af karaktererne må stå ansigt til ansigt med livets barske realiteter. Det er en oplagt hævnhistorie, men Martin McDonaghs film er mere interesseret i tilgivelse, og den balancerer på en knivsæg mellem drama og komedie, det alvorlige og det sjove.

”Ingen af karaktererne er perfekte mennesker. De kan have gode intentioner, men træffer forkerte beslutninger, og det er med til at gøre dem ægte,” siger Martin McDonagh, der savner nuancerede fortællinger i Hollywood.

”Tag for eksempel en Avengers-film, hvor helten altid gør det rigtige. Ingen dør, for så kommer der jo ikke flere film, og det hele er noget computergeneret skrald.”

Racisme i Sydstaterne
Flere peger på, at Three Billboards Outside Ebbing, Missouri med sine enten racistiske eller autoritetsfjendtlige personer er et vellignende billede af Trumps USA. Men det er nu ikke tilfældet, fastslår Martin McDonagh.

Manuskriptet har ligget i hans skrivebordsskuffe i otte år, altså siden præsidenten hed Obama, og det miljø og de personer, som instruktøren har været inspireret af, har eksisteret længe og vil gøre det en rum tid endnu, forsikrer McDonagh.

”Min film er ikke en kritik af USA under Trump, men det var vigtigt, at filmen skulle foregå i Sydstaterne, hvor racisme er så udpræget,” siger instruktøren.

”Racisme var også et stort problem, dengang præsidenten var sort, og de her skæbner eksisterede også før Trump. Så i stedet for at kommentere nyhederne ville jeg hellere udforske de menneskelige sider af mine tre karakterer: den gode betjent, den onde betjent og den sørgende mor.”

Vil hellere rejse
Inspireret af instruktører som Preston Sturges og Sam Peckinpah forsøger Martin McDonagh at arbejde med det samme hold af skuespillere.

Frances McDormand er ny på holdet, men det er tredje gang, at instruktøren arbejder sammen med Sam Rockwell (en af gangene var i forbindelse med et teaterstykke), ligesom adskillige af birollerne også var med i McDonaghs to tidligere film.

Men McDonagh kunne ikke se andre end Frances McDormand i hovedrollen.

”Hvis hun ikke havde sagt ja, ville jeg ikke kunne have lavet filmen. Lige meget hvem det ellers havde været, ville filmen være blevet alt for Hollywood,” siger briten, der ikke holder meget af livet i den californiske filmby.

Netop derfor går der også gerne fem år mellem instruktørens film.

”Jeg holder mere af at rejse og skrive end at være del af filmverdenen. Desuden kræver det også tid at finde den helt rette historie at fortælle.”