Jeg Q godt hvis D var D jeg ville

Ifølge direktør Preben Mejer, Innovation LAB, vil fremtidens mediebillede være at sammenligne med et symfoniorkester, hvori det enkelte medie fremstår som et selvstændigt instrument, og hvor der er plads til stadig nye instrumenter. Orkestrets dirigentstok er en avanceret mobiltelefon, der sikrer, at instrumenterne spiller i samklang med den individuelle brugers behov. Med enkle trykknapper kan brugeren frit benytte en bred vifte af kombinationsmuligheder.

Fri kombination af mange enheder og funktionaliteter er den optik, medieteknologer benytter i forsøget på at skabe sammenhæng mellem gamle og nye medier, gamle og nye udtryksformer. En sådan tænkning passer nutidens børn og unge ganske fint. Men den kan ikke stå alene. Den mangler et medie- og kulturhistorisk blik for, hvad der kendetegner disse enheder og deres frie kombinationsmuligheder.

Trussel mod skriftsproget
Sms og chat opfatter vi som mediehistorisk nye fænomener. Et nyt mix af enheder som bogstaver, tal og symboler, som skolen opfatter som en trussel mod skriftsproget. Det gør eleverne måske også, men i ungdomskulturen er det en norm at bryde med normen:

D KAN JEG IKKE BRUGE T NOGET. JEG NÆGTER A ÆNDRE MIG. TPASSE MIG, 1ORDNE MIG. JEG Q GODT HVIS D VAR D JEG VILLE. D R D BARE IKKE

Det er pigen Neesha, der her ytrer sig. Neesha er sprog- og mediebruger. Som sådan indgår hun i et kulturelt fællesskab, hvor chat- og sms-kulturens sprog trives. Hun er også elev i en skole, men hun oplever ikke skolekulturens sprog som udtryk for et fælles værdigrundlag og normsæt. For hende er regler for retskrivning kulturpolitisk og socialt bestemte, hvilket jo er aldeles korrekt.

Men reglerne må også anskues som processuelle, som resultater af historiske processer.

Skrifttypernes historie
”Scriptura continua” hedder en meget gammel skrift. Den både ligner og adskiller sig fra det moderne skriftbillede:

DETTEERENTEKSTSKREVETMEDSCRIPTURACONTINUADETTAGERLIDTTIDATVÆNNESIGTIL
DENMENSÅKOMMERDETEFTERHÅNDENOGMANKANBLIVEHELTHØJPÅHVORDANDETFLYDER

[Dette er en tekst skrevet med scriptura continua. Det tager lidt tid at vænne sig til den, men så kommer det efterhånden, og man kan blive helt høj på, hvordan det flyder]

”Konsonantisk skrift” hedder en anden og lige så gammel skrifttype, der baserer sig på en næsten modsatrettet opfattelse af skriftbilledet. Denne skrift kan være endnu vanskeligere at dechifrere, men de kunne i al fald dengang:

DT R STRKS SVRR MD N SKRFT DN VKLR FRD SPRGT HR DVKLT SG MD VKLR SM DFFRNTRNGSMDDL. TGNSTNNG G MLLMRM R KK S VGTG SM VKLR, VL?

[Det er straks sværere med en skrift uden vokaler, fordi sproget har udviklet sig med vokaler som differentieringsmiddel. Tegnsætning og mellemrum er ikke så vigtige som vokaler, vel?]

Kulturhistorisk har der hersket århundredlang uenighed om, hvordan man ved hjælp af skrift kan gøre talens lyd synlig, hvordan man kan fjernkommunikere. Men ikke alene skulle talen gøres synlig for øjet, man skulle også kunne gå den anden vej og omsætte skriftbilledet til lyd.

Hvis ordene blev opfattet som det talte ord, der strømmede ustandseligt af sted, ja, så var scriptura continua et godt valg, fordi talen kunne vækkes til live gennem en højtlæsning understøttet af vokaler. Hvis ordene derimod opfattedes som tankens ord, der klart og fokuseret gjorde en forskel i verden, så ville konsonantisk skrift være et bedre valg, fordi billedet her stod næsten hugget ind ved hjælp af mellemrum og tegnsætning, som markerede perspektivet, de trufne valg. Man rekonstruerede da snarere tanken end talen.

Med latin som monopoliseret skrift blev det i dag kendte skriftbillede så udviklet op gennem middelalderen. I den moderne skrift ser vi en sammentænkning af de to typer. Bogstaver, ordmellemrum og tegnsætning blev standardiserede enheder, grammatik for kombinationsmuligheder blev beskrevet, staveregler fulgte og i det hele taget skabtes en fast norm for, hvorledes bogen som medie kunne transportere talen og tanken til selv de fjerneste egne af kloden. Medieteknologisk var læsning og skrivning – literaritet – en forudsætning, og derfor underviste skolen heri.

J V IK SÆL, HVOR DE ORD J KA, STAMER FRA
Skolen deltog altså aktivt i udvikling af skriftkulturen. Skolen fremstod som et læringsrum, hvori ensprogethed blev udbredt til alle samfundets delkulturer. Uanset hvordan den enkelte eller en bestemt gruppe måtte tale, skrive og læse, skulle man underlægge sig en fælles sprognorm. Kulturen fremstod som ensproget, og en bestemt sprogbrug blev ahistorisk dannelsesnorm. Hvad eleverne skulle lære var ikke fri kombinatorik; kun én bestemt kombination udtrykte dannelse.

I dag ser vi et opgør med forestillingen om, at det er skolens opgave og ansvar at standardisere børnenes sprog- og mediebrug. Den svenske litteraturprofessor Jan Thavenius foreslår, at skolen i stedet skal skabe ”et fællesskab, som gør forskellighed mulig”, og opfatte dannelse som ”en evne til at tolke og bruge mange kulturer, forskellige klassers kulturer, høj og lav kultur”. Skolen skal kort sagt definere sig selv som et rum, hvori der skabes bevidsthed om ”dannelsens sociale vilkår og historiske relativitet” (Tankestreger, 1997).

Det mediehistoriske blik er et blik for lighed mellem forskelle. Sammenligner man Neeshas skrift med scriptura continua og konsonantisk skrift vil man opdage, at der kan drages paralleller mellem den præmoderne og postmoderne skrift. Skriftbilleder udvikles hver for sig til hver sit brug, men støder også sammen og danner hybrider, nøjagtigt som skriftbilledet i denne tekst er en hybrid. Chat’ens og billedmediernes rulletekster på henholdsvis skærm og lærred vækker minder om gamle manuskripter ”på bånd” og om scriptura continua. Sms’ens og chat’ens THX (thanks) og NRN (no reply necessary) minder om den konsonantiske skrift. Skrift er blevet billede, men billede er også blevet lyd. For mange børn er læsearbejdet motiveret af et ønske om at kunne læse undertekster til tv og film eller tekstbånd til computerspil. De ser billedet, læser lyden.

Der findes ikke kun ét sandt skriftbillede. Skoleskriften er en uddannelsesskrift, mens børn og unge funktionelt benytter andre skriftformer tilpasset den interaktion, der for dem er det centrale i kommunikationen. På samme måde kan man anskue film- og skærmbilleder. Også her tegner der sig forskelle mellem skolens kanonisering af visse kombinationsmuligheder og fritidskulturernes brug af andre. Disse forskelle er både kulturhistorisk og funktionelt bestemte.

En mediepædagogisk tænkning af denne art er på vej til skolen som en opfordring til at arbejde tværmedialt i et synkront perspektiv. Men det er vigtigt, at børn og unge udvikler deres bevidsthed om, at det aktuelle mediebillede er et kulturhistorisk øjebliksbillede og derfor har ændret og vil ændre sig. Man må også arbejde tværmedialt i et diakront perspektiv og sammenligne de faktiske kombinationer af enheder, som historien rummer eksempler på. Hvornår valgte man hvilke muligheder? I hvilke medier? Hvilken betydning fik det for hvert enkelt medie og for det samlede mediebillede?

Pausens æstetik
Men hvordan kan en sådan bevidsthed udvikle sig i skolens læringsrum? Ja, for det første må lærerne selv have den integreret i deres medieforståelse. De må for eksempel erkende, at ordmellemrum, komma, punktum, linieskift, afsnit og kapitler er historisk skabte enheder for i skriftbilledet at kunne markere pauser og dermed temposkift af varierende længde. Pauser, som talen naturligt rummer. De må erkende, at ikke blot bogmediet, men alle medier markerer pauser. I filmbilledet er klippeteknik et eksempel. I tv-skærmbilledet er programoversigt og reklameblok det. En undersøgelse af, hvordan det enkelte medie skaber tid og rum for pausen, er i sig selv øjen-åbnende. Det kan føre til diskussion: Hvorfor er der forskel på, hvor mange og hvor lange pauser en chatsamtale, en musikvideo, et digt og en avisside rummer?

Pausen har såvel en æstetisk som en funktionel dimension. Når pauser differentieres, opstår fænomener som semikolon i skrift, udtoning i film og cursorblinken samt timeglas på computerskærm. Når pausen bliver et tids-, penge- eller opmærksomhedsmæssigt problem, opstår der forsøg på at kompensere herfor. For eksempel erstatter sms’en ”HejDerErFestHosKennethSesVi” ordmellemrum med versaler for at skabe plads/spare penge. For eksempel bryder tv-speakeren ind med reklame for næste udsendelse, mens rulleteksten kører, for at fastholde opmærksomheden.

Børn og unge er på forhånd fortrolige med dette. De har erfaring for, hvordan man henholdsvis kan respektere regler for høflig samtale og bryde dem ved at tage ordet ud af munden på andre og fortsætte med en uendelig talestrøm, der forhindrer nye i at komme til. De har erfaring for, hvordan børne-tv og børnefilm opererer med færre klip/længere sekvenser end ungdomsprogrammer som Boogie, der lader mange, forskelligartede sekvenser blande sig ind i og ud af hinanden på skærmbilledet, så seeren her skal kunne læse strømmende tekstbånd, sms-beskeder fra lytterne, musikvideoer og afstemningsbarometre samtidigt. De kender forskellen i pauselængde for transport af postkort, e-mails, sms’er, chatreplikker og replikker i en direkte dialog. De kender pauselængden mellem musiknumre på cd’er, mellem tegnefilm i Disneysjov, mellem reklamer i reklameblokke, runder i computerspil. Pausen er en enhed, som kan markeres på forskellig vis.

Ingen bruger medier uafbrudt. Men hvilken betydning har pausens længde for, hvad man foretager sig i pausen? Hvad ville der ske, hvis længden øges eller afkortes? Hvilken sammenhæng er der mellem pauselængden og det medie, hvori den optræder?

Lad blikket vandre
Børn har blik for relationen teknik og æstetik. De er optaget af kommunikationens formmæssige aspekt. Pædagoger har derimod ofte blikket fæstnet på indholdet: Skal vold i computerspil forbydes? Skal anonyme frækheder i chat? Skal brug af børn i reklamer?

I et dannelsesperspektiv er det vigtigt at kunne flytte blikket og lade det vandre. Det gælder for børn og unge, men i lige så høj grad for voksne. Lad blikket vandre synkront og diakront. Lad blikket følge enhedernes vandring og skab selv nye kombinationsmuligheder. Når man kender strukturer og forstår deres tilblivelsesproces, kan man selv blive aktør.