Jeg søger tanken

En af de sjove ting ved at være skuespiller må være muligheden for at klæde sig ud, forandre udseende og få penge for det. Sidst jeg mødte Ulrich Thomsen, til årets Bodil-fest i marts, havde den danske skuespiller fuldskæg, fordi han på det tidspunkt spillede tempelridder i en film af Ridley Scott.
 
I den film, der er anledning til dette interview, nemlig Susanne Biers Brødre, spiller Ulrich Thomsen en karseklippet soldat. Om kort tid skal han spille nazist over for Mads Mikkelsens præst i Anders Thomas Jensens næste film, Adams æbler, hvorfor han i dag har fået raget håret næsten helt af.
 
Men frisurer og tøjet er bare ét af skuespillerens værktøjer, og for 40-årige Ulrich Thomsen nok også et af de mindre væsentlige.
 
Indre kamp med livet
Det kan være svært at sætte ord på, hvad der gør ham til så god en skuespiller. Han har et stort nærvær på lærredet og scenen, men gør sjældent meget væsen af sig. Som Morten Piil skriver om hans roller i leksikonet Danske skuespillere, er det ikke "spektakulære præstationer, for Thomsen underspiller hellere end at risikere overpointering."
 
Det er i detaljerne og med minimal, men præcis gestik og mimik, at Ulrich Thomsen tegner sine karakterer. Han giver plads til, at både hans medspillere og historien kan folde sig ud, men — som Morten Piil også skriver — "frustration og selvbeherskelsens spændinger kan sitre omkring Thomsen, så han ligner én, der giver elektrisk stød ved den mindste berøring."
 
Fælles for de fleste af Ulrich Thomsens meget forskellige karakterer er, at de synes at udkæmpe en indre kamp med livet og omstændigheder, der er uden for deres kontrol. Det gælder den blide Peter, der slås med skizofrenien i Thomas Vinterbergs De største helte; den incestramte Christian, som tager et svært opgør med sin far i Festen; stofmisbrugeren Peter, der kommer på ufrivillig og utraditionel afvænning i Anders Thomas Jensens Blinkende lygter; og Christoffer, der må fravælge kærligheden og sig selv og påtage sig ansvaret for familiefirmaet i Per Flys Arven.
 
I Brødre yder Thomsen en stærk præstation som den retskafne familiefar og professionelle soldat Michael, som er på randen af et sammenbrud efter en tur til Afghanistan, hvor han fanges af Taliban og tvinges til at slå en kollega ihjel for selv at overleve, hvilket ændrer hans og familiens liv for altid.
 
Behøver ingen motivation
Da Ulrich Thomsen fik præsenteret manuskriptet til filmen, skrevet af Susanne Bier og Anders Thomas Jensen, blev han straks tiltrukket af den moralske historie om en mand, der ikke kan leve op til sine egne idealer, da han stilles over for det ultimative valg.
 
"Brødre fortæller historien om et af de mange almindelige mennesker, der sendes i krig. Nogle af dem vender tilbage igen og skal fungere, men så nemt vil det jo aldrig være. Måske ender det ikke altid, som det gør i filmen, men jeg tvivler på, at filmen er specielt overdrevet. Jeg er sikker på, at hvis man har skudt et menneske eller set nogen blive skudt eller få hugget hovedet af, så er man mærket for livet og bliver handicappet, følelsesmæssigt og menneskeligt."
 
Den situation, som Michael havner i, er uforståelig for de fleste mennesker, mener Ulrich Thomsen, og som skuespiller behøver han ikke nødvendigvis at forstå, hvorfor Michael slår en anden soldat ihjel. "Det er en del af temaet i filmen, og jeg stoler på, at historien kan give et bud på hvorfor. Hvis historien hænger sammen, behøver jeg ingen motivation. Jeg vil alligevel aldrig kunne sætte mig ind i, hvordan det ville være, eller hvad man ville tænke, og derfor har jeg rimelig frie tøjler til at spille situationen, som jeg vil." Og hvordan gør man så det? "Man bruger fantasien," siger Ulrich Thomsen. "Jeg tænker, at 'han vil sikkert være bange'. Og så spiller jeg bare det."
 
Bare sig dine replikker
Det lyder så nemt, når han forklarer det, men for den danske skuespiller handler det i høj grad om forberedelse og om at lære rollen så godt at kende, at man kan slippe den, når optagelserne starter.
 
"Så kan man gøre hvad som helst, og det vil bare virke levende," siger han. "Når en skuespiller ikke rigtig er nået i bund med en karakter, bliver han stiv, fordi han er usikker på, hvad han skal gøre, og så er det bedre at gøre ingenting. Nogle gange, hvis jeg selv virkelig er på skideren, gør jeg, som de gjorde i gamle dage, 'bare sig dine replikker højt og tydeligt, og så skal det nok nå igennem'. Der er en vis sandhed i det."
 
Ulrich Thomsen har altid været god til at lære udenad, forklarer han, og typisk kan han hele manuskriptet, når han møder op til første optagedag.
 
"Jeg har min overordnede bue klar og kan replikkerne, og så går jeg ind og tænker, 'det er hér, vi skal filme, i det her rum og med de mennesker'. Og så prøver jeg at begynde på en frisk uden at tænke for meget. Jeg tror på forberedelsen derhjemme og på spontaniteten i øjeblikket."
 
Han læser manuskriptet mange gange, og ud af de gennemlæsninger dukker nogle billeder frem, som han vælger at stole på. "Det er min intuitive fornemmelse for, hvordan man kan løse tingene og spille rollen. Uden den helt store psykologi eller omtanke siger jeg, at sådan vil jeg gøre det."
 
I modsætning til mange andre skuespillere, der i overensstemmelse med den såkaldte method acting forsøger at føle rollen og arbejde sig indefra og ud — "det er den rigtige måde, har jeg læst mig til," siger han med et smil — foretrækker Ulrich Thomsen at gøre det omvendt. Han prøver at se karakteren udefra, og hvad karakteren føler, interesserer ham ikke.
 
"Jeg er mere interesseret i, hvad man aflæser, når man ser en karakter gøre en ting. Det giver nogle tanker hos publikum. Handlingerne definerer på mange måder karakteren og historien. Teksten — det karakteren siger — bidrager selvfølgelig også, men ofte er det rækkefølgen af handlinger, som giver en form for psykologi. Hvor nogle skuespillere prøver at finde følelsen, vil jeg hellere finde tanken."
 
Selvbevidst Al Pacino
"Du kan ikke genskabe følelser, du kan genskabe tanker. Et manuskript er jo tænkt fra starten," fortsætter han og erkender, at der sikkert er mange, som er uenige i hans ræsonnement.
 
"Men selv følelsen bliver hurtigt overtaget af tanken. Man står og kigger ud over Mount-et-eller-andet og tænker, 'nej, hvor er det fantastisk'. Men lynhurtigt begynder man at overveje, 'hvis jeg nu havde et hus dér ...' Man begynder at behandle oplevelsen intellektuelt, specielt et manuskript, som fra starten er et intellektuelt produkt. Det er tænkt og skrevet, og du skal genskabe det. Det, du vil fortælle med filmen, skal opfanges af publikum, og det, at jeg føler det rigtigt, når jeg spiller, er ikke ensbetydende med, at publikum forstår det bedre."
 
"Hvis jeg sidder og tuder, hvad jeg gør i Brødre, bliver det ikke nødvendigvis mere rørende, og det betyder ikke, at publikum også sidder og tuder. Jeg bryder mig ikke specielt om det, og jeg er sikker på, at man kan fortælle det på en mere interessant måde. Det er så den overenskomst, man skal lave med instruktøren."
 
For Ulrich Thomsen handler det om at være et instrument i filmens tjeneste. Han mener, at method acting — hvor "skuespilleren skal indleve sig totalt i rollen ved at hente erfaringer fra sine følelsesoplevelser" (Filmleksikon), og hvor "en hverdagsagtig mimik, gestik og stemmeføring skal fjerne indtrykket af spil" (FILM — historie, kunst, industri) — ofte resulterer i, at publikum bare sidder og kigger på en skuespiller, der står og spiller vred. Thomsen nævner Al Pacino som en skuespiller, der var god i begyndelsen, men som er blevet alt for selvbevidst.
 
"Pludselig stod han og råbte og skreg i hver eneste rolle, og det handlede kun om ham — at det var ham, der spillede Richard den III. Den amerikanske metode er for skuespiller-orienteret, det er en stjernepest, for i stedet for at fokusere på den historie, folk har betalt for at opleve, kommer fokus på skuespillerne."
 
Over stok og sten
Sidste år havde Ulrich Thomsen tiårs-jubilæum som skuespiller. Og selv om han ikke fejrede begivenheden, kunne han se tilbage på ti travle år, siden han tog afgang fra Statens Teaterskole i 1993, fik sin første lille filmrolle i Ole Bornedals Nattevagten og pludselig var en del af den unge generation af instruktører, manuskriptforfattere, producenter og skuespillere, der fornyede dansk film.
 
"Det er gået over stok og sten," siger Thomsen, der for 14 år siden sad i en etværelses lejlighed i Odense og gerne ville være skuespiller. Han søgte om optagelse på Statens Teaterskole og kom ind i tredje forsøg.
 
"Jeg gik til optagelsesprøve og blev optaget, flyttede til København og gik på skolen i tre år. Jeg så Oscar-uddelingen og drømte lidt. Og pludselig deltog jeg selv i Oscar-festen, to gange oven i købet, og havde en film med, Valgaften. Jeg har siddet over for Robert De Niro og spillet en scene med ham til en casting og drukket øl med Sean Penn — alle de mennesker, man er vokset op med og har været stor fan af. Det er helt fantastisk, nærmest uforståeligt. Hvad gik der galt, siden det er gået så godt? Det skal nok vende på et tidspunkt," siger han og smiler.
 
Det var på Teaterskolen, at Ulrich Thomsen begyndte at udvikle den teknik, det håndværk, der tjener ham så godt i dag. Man bygger sit eget system op, forklarer han, og selv om skuespillere sigter efter samme resultat, er indgangen vidt forskellig.
 
"Det er ligesom en kunstmaler. Han ved jo godt, hvor meget blå, der skal i en rød for at give en lidt mørkere farve. Forstår du, hvad jeg mener? Alle ved, at det er det samme, de skal, men billederne bliver alligevel vidt forskellige. Da jeg gik på Teaterskolen, kunne jeg ikke forstå, hvorfor jeg bedre kunne lide én skuespiller frem for en anden. Jeg så de samme forestillinger igen og igen og kiggede for eksempel kun på gestikken: 'Han gør jo ingenting med hænderne — han gør det i hvert fald meget præcist.'"
 
"Okay, det handler altså om en vis præcision. Mange skuespillere lader hænderne flyve rundt, når de taler. Og så drukner udtrykket. Andre taler, uden at hænderne bevæger sig. 'Men dig,' siger de og peger så. Pludselig får det en betydning. Det er noget med at skille tingene ad og holde en vis retning og fokus. På film må man dog løsne lidt op, fordi man er inde i nærbilleder, hvor man kan se hele kroppen på scenen."
 
Thomsens gåsegang
Da jeg møder Ulrich Thomsen, har han lige set Brødre for første gang, og han kalder det en slags teknisk gennemgang, hvor han blandt andet kigger på sig selv for at se, hvad der er med, og hvad der ikke er med. "Om man kan overraske sig selv ved ikke at gøre det samme igen og igen — hvad man jo desværre ikke kan," siger han.
 
"Når man ser sig selv første gange, bliver man overrasket. Måden, man smiler og gestikulerer på. Efterhånden bliver man bevidst om sit eget bevægelsesmønster, det begynder næsten at blive privat, og man får lyst til at bevæge sig på en anden måde."
 
Ulrich Thomsen er specielt opmærksom på sin gangart. Fordi hans ryg er lidt for stiv, går han gåsegang. Der mangler smørelse i hoften, som han udtrykker det.
 
"Det ser ikke fedt ud. I Arven ville jeg gerne gøre lidt ud af gangarten. Jeg skulle gå ned ad en lang gang og prøvede at holde ryggen stiv på en løs måde, så jeg i hvert fald ikke gik gåsegang. Det ser pænere ud, og det er sådan noget, man lærer, når man bliver træt af at se på sig selv."
 
Fordi han ikke bryder sig om det store og udvendige spil, arbejder Ulrich Thomsen meget med detaljer, og han forklarer, at det også er med til at tegne karakteren. I De største helte, Festen og Arven bruger Thomsen sit kropssprog og sin mimik så stramt, at hver en bevægelse med hænderne, hver en trækning i hans ansigt, fortæller os noget om hans karakterer, om hvordan de kæmper med sig selv.
 
"Jeg kan godt lide detaljer og små, finurlige ting, fordi det giver karakteren liv. Robert Mitchum var bare en pind, der stod og sagde sine replikker. Han gjorde ikke noget forkert, men han er et godt eksempel på, at tingene kan blive for stive. Når man sidder og snakker, er man lidt mere løs i det, men på film sker det, at man bliver stiv i betrækket. Nogle gange klæder det ganske vist at holde et vist fokus, men indimellem bør man løsne op, krydre med små detaljer."
 
Ulrich Thomsen synes selv, at han med årene har fået en bedre teknik. Han har lært medierne at kende. Men, siger han, desto mere man arbejder med sit fag, jo sværere bliver det også. Når man er helt grøn, kan det virke nemt, fordi man nærmest er lidt naiv og ikke ved bedre. Men når man finder sit sprog, bliver man også bevidst omkring nuancerne. En helt ny verden åbner sig.
 
"Man finder sit instrument," siger han og sammenligner det med en koncertpianist, der har nået toppen. "Det lyder meget selvhøjtideligt, men man får sans for detaljerne og ved instinktivt, at tingene kan fortælles på en bedre måde. Man bliver mere kreativ med erfaringen. Hvad var det, Sokrates sagde: 'Jo mere jeg ved, jo mere finder jeg ud af, at jeg ikke ved.'"
 
Mister sit modersmål
Det er Ulrich Thomsen selv, der gør mig opmærksom på det overraskende faktum, at han har lavet flere film i udlandet end i Danmark. Efter at Festen blev vist i Cannes og rejste verden rundt, begyndte tilbudene at komme til Thomsen, og hans første rolle på udenlandsk var som skurk i James Bond-filmen The World Is Not Enough.
 
"Det er pissesjovt at opleve sådan nogle ting," siger Ulrich Thomsen, der også har en mindre rolle i Ridley Scotts kommende film, Kingdom of Heaven. Det gode ved at lave film i udlandet er, at man får tilbudt nogle andre roller end ellers, forklarer han, og selv om det ofte er mindre roller, så står der stor respekt om ham som skuespiller. Han er jo teateruddannet, og alle i branchen kender til Danmark, dogme og ikke mindst Festen. Rollerne er også blevet større og mere fyldige med tiden. Det er blevet til film i både Tyskland, England og USA.
 
"I starten var jeg meget nervøs, når jeg stod og skulle spille på tysk eller engelsk. Nu har jeg prøvet det, og det er sgu da gået meget godt." Alligevel er det frustrerende at spille på et andet sprog end sit eget, siger Ulrich Thomsen. Man mister sit modersmål:
 
"Én ting er at skulle begå sig på engelsk og tysk og bestille en bøf på en restaurant, en anden er pludselig at skulle arbejde med sproget. Så finder man ud af, hvor ringe ens ordforråd er. Man er utrolig afhængig af manuskriptet. I Danmark kan Susanne Bier komme med en ny scene på optagedagen med nye replikker, og det er ikke noget problem. I udlandet har man øvet sig i to dage på den engelske tekst og sin accent, og så kommer de og siger, 'hér, sig det i stedet for'. Panik!"
 
Problemet er, at man ikke har friheden til at improvisere, ligesom det kan være svært at bedømme, om teksten er god eller dårlig. "Det kan jeg på dansk, bilder jeg mig ind. Og det betyder, at man i udlandet kommer til at læne sig op ad nogle klicheer og en måde, som andre gør det på. Man lytter dem lidt af."
 
Pølser og venskab
Selv om han tidligere har udtalt, at han gerne vil have en international karriere som Stellan Skarsgård og Max von Sydow, er udsigten til at skulle bruge ti-femten år på at mestre et andet sprog en af grundene til, at Ulrich Thomsen aldrig er flyttet til USA.
 
"Det er rart at arbejde på dansk," siger Ulrich Thomsen, der for tiden skriver på en dansk spillefilm, som han gerne selv vil instruere.
 
"Jeg sad og zappede på mit tv en aften. Alt handlede om had, angst og terror, og man fik indtrykket af, at verden var én stor krigszone. Men jeg nægter at tro på, at tingene ser så sorte ud. Jeg tror i bund og grund på, at folk er venlige og hjælpsomme, og jeg fik lyst til at skrive en venlig og banal historie om to mænd, der bliver venner. Det er blevet til en komedie om 'pølser og venskab', som der står på forsiden af manuskriptet."
 
Ulrich Thomsen følger således i fodsporene på
skuespillerne Hella Joof og Paprika Steen, der begge er trådt om på den anden side af kameraet. Om sit ønske om at instruere siger Thomsen, at man som skuespiller først kommer ind i en films tilblivelsesproces, når de fleste beslutninger er taget. Nu kunne han godt tænke sig at være med fra start til slut. Og, som han har sagt i et interview til Politiken, "så skulle det også være lidt af en livsforsikring. Man siger, at en skuespiller har ti gode år, før fjæset er slidt op. Kunne jeg lære at operere bag kameraet, kunne jeg måske holde endnu flere år".