”Jeg spillede mere kort end skuespil”

Skælmsk. Det er ordet, man leder efter, når man sidder og afsøger Jesper Christensens mimik i en samtale.

For skælmsk er den danske verdensstjerne. Om det er som far i tv-serien Nana (1988), som den alkoholiserede Kaj i Bænken (2000) eller som den udspekulerede Mr. White i nu tre Bond-film, så er Christensens hemmelighed det skælmske.

Det indtræffer altid tidligt i en scene. Lige inden pointen kommer, titter ulvesmilet frem. Sårbarheden i øjeblikket, den humoristiske mulighed, der både kan være sjov og ondskabsfuld.

Som da Mr. White i den berømte Tosca-scene i Quantum of Solace (2008) trækker let på mundvigene, inden han til sin ledsager konstaterer: ”Tosca isn’t for everyone,” og så går Bond og skurkene ellers i gang med at skyde hinanden i kælderen under koncerten.

Eller som her en mandag eftermiddag i november på Christianshavn, hvor Jesper Christensen har smækket benene op på sit nydelige kontorbord, mens han skræller en klementin, og nyheden tikker ind om, at Spectre er den bedst sælgende film i en premiereweekend i danske biografer nogensinde. 256.000 billetter. Bom!

”Det er blevet meget sjovere at være skuespiller med årene,” siger Christensen, og så kommer ulvesmilet listende.

Dogme-redningen
Det er det smil, der kan forvirre én. Det siger, at det hele er fis, men omvendt sidder det også så længe på skuespillerens smalle ansigt, at man ikke kan gøre andet end tage det seriøst.

– Mener du det? Altså at skuespil er blevet sjovere med årene?

”Ja, for film er ikke længere for fotografer. Det er for skuespillere,” siger Christensen og kaster en kvart klementin i kæften.

– Hvornår skete det skifte?

”Med dogmebølgen. Indtil da havde jeg spillet mere kort på filmproduktioner, end jeg havde spillet skuespil. Jeg kan godt sige dig, hvad en fotograf ikke kunne bruge af tid på at sætte lys. Fotograferne bestemte det hele, og så sad man dér og ventede i timevis. Mine første tyve år som skuespiller var de kedeligste. Helt klart.”

– Men så kom dogmebølgen?

”Ja, og dér gjorde man en dyd ud af, at man var fattig. Og man fandt hurtigt ud af, at man kunne spare tid og penge på lyssætningen. Det reddede mit kunstneriske liv simpelthen.”

Markedsføringens blikfang
Jesper Christensen er ikke skuespiluddannet. Eller rettere, han er ”udlært” fra Fiolteatret, der havde lokaler i det, der i dag hedder Husets Teater på Halmtorvet i København.

Fiolteatret var politisk teater med overtoner af rød farve. Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) kontrollerede stykkerne for indhold og tone, og da læretiden var overstået, var Christensen hurtigt videre til den mere gængse skuespilverden.

”Men jeg lærte noget på Fiolteatret,” siger Christensen og slår ud med armene.

”Jeg lærte, at man bliver nødt til at kunne gøre tingene selv. At man skal kunne andet end bare stå og være et kunstnerbarn, der tror, at verden drejer sig om én. Jeg lærte, at man er en del af noget, når man spiller skuespil.”

– Alligevel er du kendt for ikke at være glad for at promovere film, når de er lavet. Er det ikke netop at være ”en del af noget”?

”De første tyve år af min karriere skrev jeg ikke under på en kontrakt, hvis ikke paragraffen om, at skuespilleren skulle være med i promoveringen, blev fjernet. Men det kan du bare ikke mere. Folk har så mange valgmuligheder i dag, at man bliver nødt til at sælge produktet, så publikum overhovedet opdager, at det er her.”

– Og det er skidt?

”Det er i hvert fald ikke godt, for der er næsten ingen aviser tilbage, og de aviser, der er her, har næsten ingen kulturredaktion. Derfor er det blevet svært at eksistere for arthouse-produktioner, der er tilfredse med at beskrive, hvordan mennesker har det. Derfor bliver vi skuespillere markedsføringens blikfang, og man kan ikke værge sig mod det.”

Nu må I fandeme holde op!
Alligevel er Christensen splittet. Han er nemlig pinligt bevidst om, at der skal sælges billetter. Film er for mennesker, ikke for filmskaberne alene.

”Men det kedelige er, at når der ikke er et større fokus på kultur i samfundet, ja, så kommer promoveringsinterviewene også til at handle om noget helt forkert,” siger Christensen og lader et kort sekund blikket løbe rundt i kontoret.

Her står lp’erne på række over sofaen i hjørnet, mens vinden flår i Christianshavns Kanal lige uden for vinduerne. Så siger Jesper Christensen:

”Det bliver pludselig mere interessant, hvilket noget tøj jeg har på, eller om jeg kan lide at lave mad derhjemme, og jeg får lyst til at svare, at folk hellere skulle tage og tale med instruktøren, som har brugt år på denne her fortælling, og at det i den forbindelse ingen betydning har, hvordan jeg opdrager børn (En familie, red.), eller om jeg selv kender én, der har arvet (Arvingerne, red.). Ingen som helst betydning. Nu må I fandeme holde op!”

– Du får det næsten til at lyde, som om du ikke påvirker de roller, du spiller!

”Nej, det er ikke det, jeg siger. Men det giver ofte mere mening at tale med folkene bag kamera end med dem foran. Det andet bliver noget pjat og overfladisk.”

– Og det er blevet værre med årene?

”Ja, journalister får nærmest et himmelvendt blik, hvis man foreslår, at de taler med instruktøren. De vil tale med dig, fordi du har lavet en Bond-film, og så kan de spørge …”

Jesper Christensen svinger benene ned fra bordet, læner sig ind over diktafonen, der stille ligger og summer på bordet, og siger så med en pludselig lalleglad stemme:

”Er der meget stor forskel på at lave en Bond-film og en dansk film?”

– Hvad svarer du så?

Christensen læner sig tilbage igen, mens det skælmske smil stille og roligt trækker i hver sin mundvig:

”Ja … eller også siger jeg nej.”

Jeg er enormt dansk
– Umiddelbart lyder det ikke, som om du synes, det har været særlig sjov, at lave Bond.

”Jo, filmene har været interessante at være med i, men den måde min medvirken er blevet modtaget på, er dybt latterlig. Det er en lille birolle, jeg har i Bond, og det har man her i Danmark fuldstændigt proportionsforvrænget. Det er fuldstændigt latterligt simpelthen. Det er ligesom, hvis der er en dansker, der bliver nummer 36 ved et VM i et eller andet, så skriver man også om det. Det er da ligegyldigt dybest set, for vi hører ikke om den, der vinder.”

– Hvorfor er det ligegyldigt med nummer 36 ved et VM, eller at du er med i tre Bond-film?

”Min rolle i Bond er en lille birolle, og det er da sjovt, at den er der tre gange, men altså ’ha, ha, ha’ så er det overstået, og så lad os komme videre. Ville Bond tage skade, hvis jeg var skidehamrende dårlig i de tre film? Nej. Ville Bænken tage skade, hvis jeg var skidedårlig i den? Det tror jeg nok!”

– Men underkender du ganske enkelt ikke, at vi i Danmark får en større og større nationalfølelse? Det viser stort set hvert eneste Folketingsvalg siden årtusindeskiftet, og derfor vil vi også gerne se op til danskere, der gør det godt på den helt store scene?

”Jamen, det er da også forfærdeligt med den nationalfølelse! For hvad fanden er det at være dansk? Jeg synes da, at jeg er enormt dansk. Min skepsis i forhold til filmsnobberi og skuespillere er enormt dansk. Min foragt for det småborgerlige er enormt dansk, og det er min manglende nationale stolthed da egentlig også, vil jeg mene.”

”Bare fordi nogen forsøger at opskrive nogle særlige holdninger som værende danske, betyder det ikke, at jeg er mindre dansk. Det er det rene pølsesnak, også med de symboler, de vælger. Jeg har for eksempel svært ved at stå på mål for Morten Korch.”

Folk vil have det, de kender
Nu er Morten Korch jo ikke alt, hvad dansk film har været, mens Christensen har været aktiv. Faktisk har han bevæget sig rundt i den danske filmbranche med lutter ros til følge fra filmkritikere og instruktører i snart en menneskealder.

– Ser du den samme småborgerlige tendens i den danske filmbranche?

”Det går rigtigt dårligt i hvert fald. Publikum tager ikke chancer, når de går i biografen længere. Engang bakkede man op om film, der havde et ambitiøst indhold og ambitiøse fortællinger. I dag skal film være en succes på forhånd, for ellers er de ikke noget værd. Der er meget lidt mod hos folk, der går i biografen, og der er for mange danske film, der simpelthen bliver set af for få.”

– Kunne det måske have noget at gøre med, at vi uddanner skuespillere, instruktører og fotografer fra den samme, smalle skole og ikke bruger mere autodidakte mennesker, og derfor har vi mistet fornemmelsen for, hvordan man taler til andre end ens egen socialgruppe?

”Det håber jeg da ikke, men jeg ved det sgu ikke. Jeg kan bare konstatere, at det bliver sværere og sværere at komme igennem med film, der er noget værd. Hvis man ikke giver folk noget, de har kunnet lide før, så er det næsten umuligt at få dem til at lytte.”

– Hører jeg dig sige, at vi satser for sikkert i dansk film?

”Du hører mig i hvert fald sige, at de, der går ind og ser film, vælger for sikkert. Folk har altid set Lille-Per, men ved siden af de indtjenende film var der en række bestræbelser på at lave noget anderledes, og det synes jeg egentlig nok tørrer ind i de her år. Jeg er ikke vred på storsælgende film, men jeg forstår altså heller ikke, at folk ikke gider se andet. Biografpublikummet vil se store stjerner og enkle historier, og det er synd, at fortællingerne ikke må være mere komplekse.”

– Men nu er du jo blevet en stor stjerne, så jeg bliver nødt til at spørge, om du nogensinde driller Mads Mikkelsen med, at han kun er med i én Bond-film, når du nu er med i tre?

Så kommer det igen. Ulvesmilet. Christensen læner sig frem og kigger ned på diktafonen på bordet.

”Det er sådan noget, journalister godt kan lide at skrive om. Ja, men nej, jeg har meget bedre ting at drille Mads med, når jeg ser ham,” smiler skuespilleren. Skælmsk.