”Jeg trives med posttraumatisk vækst”

Paprika Steen smelter i heden, da jeg møder hende på festivalen i Venedig i september et par dage efter verdenspremieren på Thomas Vinterbergs stort anlagte tv-serie Familier som vores, der har premiere den 20. oktober på TV 2 og TV 2 Play. 

På Lidoen har sensommervarmen indfundet sig fra morgenstunden, og ansatte bakser med at få en ventilator sluttet til strøm, mens jeg sætter mig til rette. 

Man kunne dårligt ønske sig mere passende omgivelser til at snakke om en fremtidsserie, hvor klimaforandringer har smeltet så meget af polerne, at hele Danmark må rømmes. 

Serien genforener Paprika Steen med Thomas Vinterberg 25 år efter, at hun spillede den yngre, intetanende søster i Festen. Siden er de begge strøget til tops i hver sin retning i den danske filmbranche, og Paprika Steen har foruden et væld af prisbelønnede roller også markeret sig inden for Vinterbergs felt som en markant instruktør med indtil videre fire spillefilm på cv’et. 

Hun forklarer her til morgen, at hun gik til Familier som vores med en vis ængstelighed. 

”Jeg var enormt nervøs og forholdt mig meget ydmygt til det. Jeg har jo snakket med Thomas indimellem, men der er gået så mange år, og vi kunne have ændret os meget. Og det har vi også, men når det kom til stykket, skal han ikke sige så meget, før jeg ved, hvad han mener,” forklarer hun. 

Os, der ikke er aktivister
Paprika Steen indgår som en afgørende brik i seriens ensemblefortælling i rollen som den depressionsramte journalist Fanny. 

Hun sætter seriens hovedfortælling i gang, da hun beslutter sig for at lade sig evakuere af det offentlige til Bukarest frem for at rejse med sin eksmands nye familie til Paris. 

Det får deres fælles datter Laura (Amaryllis April August), som er forelsket i Elias, til at følge efter hende på en strabadserende rejse med flygtningestrømmen over Østersøen. 

”Serien handler om pigen Laura, hvis verden går under, men så kommer der en ny verden. Det er som Dr. Zhivago eller Reds, der også skildrer en kærlighedshistorie, mens verden bryder sammen,” forklarer Paprika Steen. 

Samtidig har Familier som vores et empatisk ærinde, som står klart, da Laura hjælpes på vej af kyniske menneskesmuglere, der til forveksling ligner dem, vi har mødt i film om flygtninge som Io Capitano og Green Border. 

Ved at vise danskerne som klimafordrevne gør serien flygtningekrisen uafrysteligt nærværende for et bredt publikum på TV 2. 

”Aktivister behøver ikke have det tæt på. Men os, der ikke er aktivister, vi forstår det bedst, når det er helt tæt på. Når din villa i Hellerup er nul kroner værd. Hvis du ikke har en guldbar, er du fucked, kammerat. Det er jo også det, Astrid Lindgren kan.” 

Huleboeren
Kaosset omkring udrejsen fra Danmark står stærkt i seriens første afsnit. Her er det frygten for at overlade sin depressionsramte mor til Østeuropas slum, der får Laura til at lade farens familie, studieplaner og kæresten i stikken. 

”Rumænien er jo en fordom i serien. Det er ikke sådan, at Rumænien er noget lort, det er bare noget, min datter i serien tænker, fordi hun er fra Hellerup. Mens Fanny, som jeg spiller, er mere bekymret over, at hun skal bo på værelse med otte andre, ligesom man gør i danske flygtningelejre,” forklarer Paprika Steen. 

At personernes forventninger om udlandet gøres til skamme, bliver et tema. Arkitektfaren rager sig uklar med den franske flygtningestyrelse, mens Fanny støtter sig til den kristne tro og finder sine egne ben i Bukarest. 

”Fanny har været deprimeret og er ikke helt ude af sin depression endnu. Hun er som en eremit, der kommer ud af sin hule og genfinder lysten til livet gennem krisen,” siger Paprika Steen. 

”Thomas Vinterberg snakkede ekstremt meget om værdighed i forhold til min karakter. Du kunne jo også lave sådan en karakter, som bare ligger og flæber og undskylder og er skideirriterende. Men det er hun ikke – hun er stolt.” 

– Kan du selv relatere til det? 

”Til værdighed?” spørger skuespilleren med et halvforurettet grin. 

– Til at have modstandskraft nok til at vende en krise til en ny mulighed. 

”Sådan tror jeg altid, at det har været for mig. Thomas citerede en psykolog, der sagde …”

Som en korkprop
Paprika Steen studser et øjeblik og vender sig mod den tilstødende sofa, hvor instruktøren også er i gang med dagens første interview.

”Thomas, hvad hed det der ord, som du lærte af din psykolog?”

Thomas Vinterberg løfter hovedet og holder en hånd op over for journalisten, der er ved at stille ham et spørgsmål.

”Posttraumatisk vækst – dét er din karakter!” svarer han.

”Ja, og det kan jeg godt relatere til,” fortsætter Paprika Steen. ”Jeg lider også af posttraumatisk vækst. Hvor man går ned, og man går ned, får tæsk og tæsk, men trives med at komme op igen. Det har også tit stået om mig: ’Så er hun tilbage!’ Som om jeg har været væk og er sådan en korkprop, der kommer op igen.”

”Men det kan jo også være dysfunktionelt, hvis man kun kan udvikle sig i modstand. Det er noget, man vænner sig til fra et tidligt tidspunkt, og som jeg kan identificere mig med.”

”Posttraumatisk stress, posttraumatisk vækst – mange mennesker lever med en dysfunktionel psykologi. Nu er det blevet moderne at tage det på sig som et badge, men vi har jo alle et eller andet, vi overlever på.”

 Den film skulle bare laves
– Hvornår har du sidst følt, at du har oplevet posttraumatisk vækst?

Paprika Steen hæver øjenbrynene en smule.

”Øøh, corona og tre operationer i mit hoved. Jeg tog virkelig meget på og lavede Toves værelse, mens jeg fysisk var helt færdig – og sagde så: ’Okay, jeg skal lige lave min næste spillefilm!’”

Det blev til komedien Fædre & mødre, som Ekkos anmelder belønnede med fem stjerner og kaldte en ”perfekt balanceret komedie, der fremkalder hovedrysten, høj latter og en bævende underlæbe”.

I forbindelse med filmen gav Paprika Steen et større interview om sin karriere og sin sygdom, der kan læses i Ekko #92 fra oktober 2022. Her fortæller hun om at få konstateret en hjernetumor på størrelse med et jordbær. Hun måtte gennemgå endnu en operation for at få den helt fjernet. 

”Corona var fysisk udfordrende, operationerne var fysisk udfordrende, men det var også psykisk udfordrende, fordi jeg havde lyst til bare at sige: ’Okay, det var det. Det var livet, det var det, der var til mig.’” 

”Hele corona-perioden gik jeg og tænkte, at jeg ikke orkede mere. Jeg tog helt vildt meget på, og du ved, i mit fag handler det altså også om, hvordan man ser ud. Da vi indspillede Toves værelse, sagde jeg, at jeg ikke havde lyst til at lave den. Jeg havde også øresten, jeg var svimmel og kunne ikke stå op, men filmen skulle laves da.” 

Som hun forklarer, var også det at skulle tale om filmen med pressen endnu en udfordring oven i arbejdspres og hjerneoperationer. 

”Da jeg skulle lave presse på filmen, var jeg den eneste, de ville snakke med. Så det var virkelig hårdt. Helt frem til premieren, og så skulle jeg opereres igen. Det var så tredje gang.” 

Paprika Steen læner sig lidt tilbage. 

”Det har været nogle heftige år, ik’? Men jeg sidder her! Nu bliver jeg 60 om nogle måneder og tænker: ’Jamen, jeg ser da meget godt ud!’” 

Vinterbergs sjette sans
Som hun sidder her i Venedig, ligner Paprika Steen en verdensstjerne.

Ikke mindst, da de ansatte halvvejs gennem interviewet endelig får gang i ventilatoren, og hun taknemmeligt læner sig mod den kolde luft, som på denne rekordvarme festival er en eftertragtet mangelvare.

Heden får kun Familier som vores til at føles mere presserende. 

”Det er jo vildt, at Thomas har skrevet en historie, som nu er mere aktuel end nogensinde. Vandet er helt fucked up, og landmændene siger intet til det. Jeg er ikke klimaaktivist, men selv jeg synes, det er tosset.” 

En del af spændingen i serien opstår, da den lille, muligvis synske fodboldknøs Lukas tegner et billede af evakueringen, hvor et menneske ligger ubevægeligt på jorden.

 ”Thomas har noget med det overnaturlige. I Festen var der en død søster, som gik igen, men det blev klippet ud. Og i serien har han den lille dreng, der tegner.” 

”Thomas har en sjette sans. Jeg er ikke særligt overtroisk, men han har flere gange sagt ting, som så finder sted. Han har en eller anden syg intuition.” 

Mester i at skildre håbet
På pressemødet nævner Paprika Steen, at hun tænkte på Brødrene Løvehjerte, da hun første gang læste manuskriptet til Familier som vores. Måske ikke helt overraskende, da instruktøren fortsat arbejder på en filmatisering af Astrid Lindgrens skattede ungdomsroman. 

”Familier som vores er som Astrid Lindgren for voksne, og Thomas minder om hende – og om Chaplin! De har alle et romantisk gen, som kan gå over the top, men som de behersker.” 

”Thomas kan skildre håbet. Der er virkelig mange mennesker, som har det dårligt med klimaangst og whatever. Alles frygt er, at det bliver ligesom i The Road,” siger hun med reference til Viggo Mortensen-filmen, hvor menneskeheden er overladt til at æde sig selv i en døende verden. 

”Min teori er, at sådan vil det være i en periode, men så vil det stoppe. Inden katastrofen rammer, er alle kannibaler. Men så finder man hen til et sted, hvor man kan være i det. Man afstemmer sig smed omstændighederne.” 

– Hvor ville du selv rejse hen, hvis katastrofen rammer? 

Paprika Steen behøver ingen betænkningstid, før hun svarer: ”Et land, der ikke er varmt.”