Jeg tror på sjælevandring

”Når en fortælling repræsenteres igennem filmmediet, bliver den til et fælles minde for alle, der ser den. På den måde bliver det at lave film også en måde at genskabe tidligere liv på.”

Sådan siger den thailandske instruktør Apichatpong Weerasethakuls i pressematerialet til filmen Uncle Boonmee Who Can Recall His Past Lives, der overraskende løb med Guldpalmen ved filmfestivalen i Cannes i 2010.

Fødested for første liv
Reinkarnation spiller også en afgørende rolle i fortællingen om onkel Boonmee, der på dødslejet får besøg af sin kones spøgelse og sin fortabte søn i form af en gorilla.

De tager Boonmee med ud på en rejse til en mystisk grotte på toppen af et bjerg for at vise ham fødestedet for hans første liv.

”Jeg tror på sjælevandring mellem mennesker, planter, dyr – og spøgelser,” siger Weerasethakul. ”Onkel Boonmees historie viser forbindelsen mellem menneske og dyr og destruerer samtidig linjen, som adskiller dem.”

Homoseksuel romance
Apichatpong Weerasethakul er født i 1970 i Bangkok og har siden 1994 lavet adskillige kortfilm. I 2000 debuterede han med den eksperimentelle dokumentarfilm Dokfa Nai meunam.

Som medstifter af produktionsselskabet Kick the Machine Films er instruktøren med til at udbrede kendskabet til eksperimenterende og uafhængige kort- og spillefilm i Thailand, heriblandt sine egne produktioner.

I Cannes-regi kom hans store gennembrud i 2004 med Sud pralad, der blev udtaget til hovedkonkurrencen. Filmen, der handler om en homoseksuel romance mellem en soldat og en ung mand fra landet, indbragte ham Prix du Jury.

En uudnyttet kilde
Weerasethakuls film giver et ofte poetisk, originalt og subtilt billede på de sociale og politiske problemer, der er i Thailand. Uncle Boonmee Who Can Recall His Past Lives er ingen undtagelse.

Selv kalder han filmen for en personlig hyldest til de film, han voksede op med.

”Onkel Boonmee bliver et sindbillede på den gamle form for filmkunst, teater og skuespil, som er ved at forsvinde, fordi de ikke længere har nogen plads i vores moderne samfund,” siger han i et statement.

”Efter min opfattelse er film stadig en kilde, hvis energi vi ikke har udnyttet fuldt ud. På samme måde som vi ikke indgående har forklaret, hvordan sindet fungerer.”

Vi bringer her et interview med Apichatpong Weerasethakul, der blev omdelt på Cannes-festivalen i form af en smuk, rigt illustreret lommebog.

Livet som bison
– Hvad er det ved det nordøstlige Thailand, der er specielt for dig? Og hvad inspirerede dig til at lave Uncle Boonmee Who Can Recall His Past Lives?

”For et par år siden, da jeg levede i det nordøstlige Thailand, stødte jeg ind i Uncle Boonmee. En abbed fra et kloster tæt på mit hus fortalte mig, at en gammel mand var ankommet til templet for at hjælpe til med templets aktiviteter og for at lære at meditere.”

”Manden var Boonmee, og han fortalte abbeden, at han i dyb meditation kunne se sine tidligere liv udspille sig som scener i en film. Han så og følte sig selv som en bison, en ko og endda også en kropløs ånd, der svævede rundt i det nordøstlige Thailand. Senere udgav han bogen A Man Who Can Recall His Past Lives. Desværre havde Boonmee været død i adskillige år, da jeg fik fat i bogen.”  

Gisper efter vejret
– Alle dine tidligere film har været stærkt autobiografiske. Det synes ikke at være tilfældet med Uncle Boonmee Who Can Recall His Past Lives?

”Sammenlignet med forlægget er der meget af mig i filmen. Processen i at lave filmen fik mig til at indse, at jeg er ude af stand til at være tro mod noget originalmateriale overhovedet. Ud over at ændre de tidligere liv skubbede jeg Boonmee i baggrunden og skuespillerne Jenjira og Tong, som er vidne til hans død, i forgrunden. ”

”Filmen handler ikke om Boonmee, men om min vinkel på idéen om reinkarnation. Den udviklede sig helt naturligt til en hyldest til de film, jeg selv voksede op med. Film, som enten er døde eller gisper efter vejret. Og endnu en gang fik jeg min far med i filmen. Han bukkede under for nyresvigt, og alt lægeudstyret i Boonmees soveværelse er en kopi af min fars.”

Film og reinkarnation
– Du har endnu engang valgt at arbejde sammen med dine faste skuespillere samt to amatører (Uncle Boonmee og Huay). Hvordan udvalgte du skuespillerne og stammer de alle sammen fra det nordøstlige Thailand?

”Kun Tong gør ikke. Så han er den eneste, som ikke taler med nordøstlig dialekt. For mig er Boonmee anonym, så jeg kunne ikke bruge professionelle skuespillere, som var kendt i offentligheden. Og så synes jeg, at amatørisme er fantastisk, når man går efter den tidlige filmæras skuespilstil. Så jeg hyrede folk fra alle afskygger af samfundet. Vi endte med at få en taglægger og en sanger til at spille Boonmee og Huay.”

– Selv om titlen refererer til Onkel Boonmees tidligere liv, forklarer han dem aldrig eller beskriver, hvad de er?

”Oprindelig var manuskriptet mere eksplicit i forhold til at forklare, hvad der var tidligere liv, og hvad der ikke var. Men i filmen besluttede jeg at respektere publikums forestillingsevne. Efter at have set filmen kan du selvfølgelig regne ud, at han kunne være en bison eller en prinsesse.”

”Men for mig kunne han være hver eneste levende ting i filmen – insekterne, bierne, soldaterne, mallen og så videre. Han kunne endda være sin søns gorillaspøgelse og sit kones spøgelse. På denne måde forstærker filmen en særlig association mellem film og reinkarnation. Film er menneskets måde at skabe alternative universer, andre liv.”

Gamle gyserfilm
– Du siger, at filmen er en hyldest til filmene fra din barndom. Hvilken slags film tænker du på? Thailandske film?

”Jeg er vokset op med fjernsynsprogrammer, som blev optaget på 16mm film. De blev lavet i studier med stærkt, direkte lys, og dialogen blev hvisket til skuespillerne, som derefter gengav dem mekanisk. Monstrene var altid indhyllet i mørke for at skjule de billige kostumer og deres øjne lyste rødt, så publikum kunne se, hvor de var.”

”Jeg fik først chancen for at se gamle gyserfilm, da jeg allerede selv lavede film. Jeg tror også, at de thailandske tegneserier havde en stor indflydelse på mig. Plottene var simple, og spøgelserne var altid en del af landskabet. Og sådan er det stadig i dag.”

Vandrende sjæle
– Filmen skifter ofte stil og tone. Det ene øjeblik kan den være ironisk og komisk, det andet seriøs og bevægende.

”Jeg vil rigtig gerne have, at mine film fungerer som en bevidsthedsstrøm, der driver fra den ene erindring til den anden. For mig er det vigtigt, at filmen har den tone, når nu den handler om reinkarnation og vandrende sjæle.”

– Du har fortalt, at du er interesseret i ’sjælevandring’. Dette kommer især til udtryk i filmens sidste scener. Er det, hvad der sker med Jen og Tong til sidst?

”Scenen angriber (nænsomt) filmens tid og faste holdepunkt. Jeg håber, at publikum i sidste ende er dem, som bliver transporteret.”

– Spøgelser og fantasivæsner har optrådt i dine tidligere film som Tropical Maladay. Men i Uncle Boonmee Who Can Recall His Past Lives fylder de mere end nogensinde. Hvad er grunden til det?

”Filmen fokuserer på vores tro på det fantastiske, som er en del af vores liv. Jeg er fascineret af, at vores barndom står mere klart, jo ældre vi bliver. Jeg tror, at nysgerrigheden og frygten for spøgelser og andre verdener opstår, når vi er unge, og når vi er ved at dø.”

Fortrængte minder
– Dine seneste film synes at have taget en mere politisk drejning. Sekvensen med stillbillederne i Uncle Boonmee Who Can Recall His Past Lives er et godt eksempel på det. Den sekvens er så anderledes fra alt andet i filmen.

”Jeg ønskede at indføje mine erindringer om projektet i filmen. Filmen er en del af Primitive Project, hvor jeg prøvede at opfange nogle erindringer og fortællinger fra det nordøstlige Thailand. Jeg endte med at arbejde med nogle teenagere i en landsby, der havde haft en voldelig politisk historie. Vi byggede et rumskib og opdigtede scenarioer.”

”Vi lavede også en kortfilm, A Letter to Uncle Boonmee, der handlede om vores jagt efter et hus, som vi kunne bruge i spillefilmen. For mig var oplevelsen i den landsby altid relateret til Boonmees eksistens. Det er et sted, hvor minder er fortrængt, og jeg ville linke det til manden, der husker alting. I den scene med fotografierne smelter Boonmees og mine minder sammen.” 


Apichatpong Weerasethakul:

Født 16. juli 1970 i Bangkok.
Opvokset i Khon Kaen, nordøstlige Thailand.
Blisfully Yours vandt A Certain Regard-prisen i Cannes 2002.
Tropical Maladay vandt Jury-prisen i Cannes 2004.

Spillefilm:

Uncle Boonmee Who Can Recall His Past Lives – 2010
Syndromes and a Century – 2006
Tropical Malady – 2004
The Adventure of Iron Pussy – 2003
Blissfully Yours – 2002
Mysterious Object of Noon – 2000

Kortfilm:

A letter to Uncle Boonmee – 2009
Vampire/Mobile Men – 2008
Luminous People – 2007
The Anthem – 2006
Worldly Desires – 2005

Installationskunst:

Primitive/Phantoms of Nabua – 2009
Morakot – 2007       
FAITH – 2006
Ghost of Asia – 2005
Waterfall – 2005