”Jeg var fanget i min egen virkelighed”

I Kvinden i vinduet – der får premiere på Netflix den 14. maj – spiller Amy Adams en agorafobisk børnepsykiater, der efter en traumatisk oplevelse har lukket sig inde i sin flotte newyorker-lejlighed.

Her kæmper hun for at få sin psyke på rette kurs. Men da hun ser et mord på den anden side af vejen, begynder fantasi og virkelighed for alvor at smelte sammen.

Filmen bygger på en bog fra 2018, men instruktøren Joe Wright har trukket på sine egne erfaringer i skildringen af en kvinde med en mentalt sammenbrud.

”For over et årti siden led jeg af et psykisk knæk. Jeg døjer stadig med en slags angst, men jeg har ikke panikanfald længere, som jeg plejede,” fortæller Joe Wright med en gøende hund som bagtæppe fra sit hjem på landet i England.

”Jeg kan huske fornemmelsen af et panikanfald og oplevelsen af, at virkelighed og fantasi bliver opløst. Jeg var fanget i min egen virkelighed, og flere af mine film har handlet om psykiske problemer. Den åbenlyse er Solisten, men Anna Karenina og Darkest Hour udforsker det også på sin vis,” fortsætter den 48-årige instruktør.

”Jeg vender konstant tilbage til det. Menneskets forestilling om verden er mildt sagt skrøbelig. Min virkelighed er ikke mere ægte end din, men de to kan stå i modstrid med hinanden. Mine film handler grundlæggende om, hvordan mennesker skaber forbindelse med hinanden, og hvordan det oftest fejler.”

Vil ikke begrænse sig
Joe Wright er især kendt som manden bag periodedramaerne Soning og Stolthed og fordom.

Han indrømmer gerne at have været bange for at blive stemplet som ”periodedrama-instruktøren”. Men det er ikke derfor, englænderen har kastet sig over andre genrer i løbet af karrieren.

”Jeg ser jo ikke kun film i én genre, men elsker både thrillers, musicals og periodedramaer. Så hvorfor skulle jeg holde mig til kun at lave en slags film? Jeg har aldrig overvejet at begrænse mig selv på den måde,” siger Joe Wright.

”Jeg har da tænkt over, at folk som Martin Scorsese og Guy Ritchie – der er blevet kendt for at lave gangsterfilm – har skabt sig et brand, og om jeg skulle gøre det samme og holde mig til en slags film. Men jeg ville blive klaustrofobisk af det,” siger han med et smil.

Kvinden i vinduet – både bogen og filmen – er fuld af referencer til filmhistorien.

Når hovedpersonen holder øje med familien på den anden side af vejen, er inspirationen fra Hitchcocks Rear Window åbenlys. Joe Wright har også ladet sig inspirere af instruktørens Lifeboat fra 1944, Robert Bressons En dødsdømt flygter fra 1956 og Alan J. Pakulas Klute fra 1971.

”Jeg ville ikke ligne Hitchcock for meget, så jeg prøvede at holde mig fra hans film, men selvfølgelig er han dybt forankret i én som filmelsker, og det er umuligt at undgå ham,” fortæller Joe Wright.

Som filmelsker føler han sig overgået af instruktørkollegaen og navnebroren Edgar Wright, der er kendt for komedierne Shaun of the Dead og Hot Fuzz.

”Jeg har nok set flere film end nogle mennesker, men ikke så mange som andre. Min ven Edgar Wright har set mange flere film end mig, men han har heller ikke nogen børn,” siger Joe Wright, der har tre børn – ét med sin kæreste og to med ekskonen.

Splittet af fælles sprog
Som englænder, der har sin faste gang i den amerikanske filmbranche, er Joe Wright del af den stadig voksende skare af briter i Hollywood.

”Det er både en velsignelse og en forbandelse for den britiske filmbranche, at vi deler sprog med Hollywood. Jeg elsker Oscar Wilde-citatet om, at USA og England er splittet af et fælles sprog,” siger Joe Wright.

Han fik et chok, da han som ung instruktør opdagede, at britisk film betragtes som udenlandsk i USA.

”Nogle gange virker det for nemt for britiske instruktører at smutte over på den anden side af Atlanten. Man kan glemme de kulturelle forskelle, som der faktisk er. Som englænder har jeg mere til fælles med andre europæere end amerikanere, selv om vi taler samme sprog.”

Det vigtigste for Joe Wright er ikke, i hvilken tid eller hvilket miljø hans film foregår. Det handler om at finde ind til hjertet af historien.

”Selv om jeg ikke selv skriver manuskript til mine film, har jeg altid prøvet at gøre dem så personlige og specifikke som muligt.”

Med Kvinden i vinduet sætter han billeder på frygten for at miste sin realitetssans.

”Film handler om at udtrykke følelser, og som kunstner kan man bruge dem til at forstå ting. Jeg ved ikke altid, hvad det er, når jeg laver dem, men hver film lærer mig noget. Jeg bliver ofte tvunget til at konfrontere noget, jeg ikke har lyst til, og nogle gange til at huske det gode, hvilket også er vigtigt,” forklarer han.

”Og det specifikke bliver universelt. Når folk prøver at skildre almene sandheder, føles det aldrig ægte. Men når kunstnere udtrykker noget dybt personligt, kan jeg virkelig mærke det.”

Undervurder ikke publikum
Kvinden i vinduet har haft en lang og besværlig rejse, før filmen nu endelig får premiere på Netflix.

Den stjernespækkede thriller med Gary Oldman og Julianne Moore på rollelisten blev gjort klar til biograferne i 2019, men først opkøbte Disney distributøren Fox, og siden udsatte coronakrisen premieren.

Derfor endte Netflix med at købe rettighederne til at vise filmen, som efter prøvevisninger for et testpublikum måtte tilbage på tegnebrættet. Joe Wright lavede nye optagelser, men det ser instruktøren ikke som noget svaghedstegn.

”Jeg kan ikke komme i tanke om en film, hvor jeg ikke har lavet nye optagelser på den ene eller anden måde. Paul Greengrass lægger det vistnok ind i sin kalender,” fortæller Joe Wright.

”Det kan give noget at optage filmen, holde en pause, og så vende tilbage og optage mere. Det er meget behjælpeligt, for efter de første optagelser kan man have fundet ud af, at nogle steder kræver en kærlig hånd. Det var tilfældet med Kvinden i vinduet, som visse steder blev en kende for abstrakt, så jeg måtte gøre nogle ting lidt mere tydeligt.”

– Kommer du aldrig til at tænke, at publikum bare ikke er kloge nok?

”Nej, man skal aldrig undervurdere publikums intelligens. De fleste mennesker er ret kloge, også uden at have fine diplomer fra Oxford eller Cambridge. Jeg er altid mere bange for, at jeg ikke er klog nok.”