Ulrich Seidl: ”Jeg udforsker den indre afgrund”

Den østrigske misantrop-instruktør Ulrich Seidl gæstede København op til Danmarks-premieren på sin seneste dokumentar. I kælderen handler om østrigere, deres kældre og alt, hvad dertil hører af ubehagelig metaforik.

”Kælderen er et sted fyldt med mørke, med frygt, et sted under jorden,” forklarer han, da jeg møder ham til et interview i København. ”Den er også et sted, man kan gemme sig, og på en måde symboliserer den et dobbeltliv.”

Mørket er svært at komme udenom, når man taler om Seidl, der er passende klædt i et kulsort jakkesæt.

Må vise ubehaget
Hans nye film skal ses med en smag for det demonstrativt ubehagelige, der grænser til masochisme.

Her lader en S/M-slave sig velvilligt løfte op ved testiklerne, en sprittet tubaspiller fremviser stolt sin samling af nazi-nips, og en ældre dame aer og elsker en samling af babydukker, der til forveksling ligner lig.

Det er dog ikke hans hensigt at provokere, som han understreger flere gange undervejs.

”Men det betyder naturligvis ikke, at mine film ikke har mange scener, der provokerer folk. Mange tilskuere vil ikke kendes ved det. De vil ikke se det. Og deres reaktion er at sige: ’Det kan du ikke vise!’ Men jeg tror, at vi er nødt til at vise det. Ikke blot kan vi, vi er nødt til det.”

Nogle ville mene, at Ulrich Seidl opsøger tabuer med samme iver som en Tourettes-patient opsøger bandeord, men der er en mening med galskaben.

”Jeg var interesseret i at udforske den indre afgrund, vi alle har. Hvem af os kan virkelig sige, at vi er på sikker afstand af fremmedhad, fascistiske tendenser og visse typer af perversion?”

Spejlbillede af samfundet
I én scene i filmen viser nazi-samleren stolt et portræt af Adolf Hitler frem med ordene: ”Det var den bedste bryllupsgave, jeg modtog.”

Manden er dog ikke nazist, fastholder Seidl. Han er bare en nostalgiker, der forherliger fortiden – og han er langt fra den eneste.

”Jeg ville gerne vise, at i den landsby, hvor han bor, kender alle til ham. De ved, hvad han står for, de kommer og går i hans kælder, og der er en form for stiltiende accept. Det finder man overalt i Østrig, og det ville jeg gerne vise.”

Ikke desto mindre udløste scenerne en mindre skandale, da det kom frem, at flere af hans drikkekammerater var medlemmer af det lokale byråd. Det passede Seidl helt fint: Omtalen lokkede flere i biografen.

– Vil du skildre samfundet, eller vil du stikke til det?

”Jeg føler, at filmene er et spejlbillede af vores samfund. Og disse film er ikke, modsat hvad mange tror, begrænset til Østrig. De behandler emner, der gælder for hele den vestlige verden.”

”Der er også et meget eksistentielt aspekt ved det. Kærlighed, for eksempel. Hvad kærlighed gør, og hvad folk gør mod hinanden i kærlighedens navn. Eller sex. Eller gensidigt misbrug, gensidige misforståelser. Det ville ikke gå an blot at reducere det til Østrig.”

Gensidig tillid
Kynisme og hykleri er også velkendte størrelser i Ulrich Seidls film, der typisk kredser omkring samfundets svageste: de udstødte, frastødende og fortrængte.

Hensigten er dog ikke at pege fingre, men at lade tilskueren spejle sig selv i de outrerede særlinge.

”Filmene kan kun fungere, hvis tilskueren kan identificere sig med en eller flere af personerne i filmen. Jeg finder også mig selv i flere af de personer, jeg portrætterer.”

Dermed ikke sagt, at man ikke morer sig på karakterernes bekostning. I I kælderen fremsiges en ode til Manden, hvorefter der klippes til først en kvabbet sikkerhedsvagt på natterunde og derefter et nøgent bjerg af en mandlig sexslave i lædermundering, der kryber på alle fire og vasker gulv.

”Latter er ofte en måde at undslippe en situation, der bliver opfattet som pinlig. Og jeg føler, at vores liv ofte er groteske, absurde og latterlige.”

Seidls metode bygger på gensidig tillid opbygget gennem en lang udviklingsproces. Og han udnytter aldrig sine medvirkende, understreger han.

”De er villige til at præsentere sig selv. De står inde for, hvad de laver: De har ikke noget problem med det. Publikum har problemer med det, ikke personerne i filmen.”

”Det ville selvfølgelig være meget lettere for tilskueren, hvis jeg portrætterede endimensionelle personer, som de kan dømme og moralisere over. Men det gør jeg ikke.”

Reducerer for at fokusere
Seidls stil er ikke så meget nøgternt registrerende, som den er koldt konstaterende.

Det gælder ikke mindst i hans karakteristiske tableauer, hvor hans interview-ofre stiller sig op med ryggen mod væggen og stirrer ind i kameraet – som modeller til et maleri eller dissidenter under en revolution.

”Det er et tidsbillede, vi standser et øjeblik på samme måde som et fotografi,” forklarer han. ”Men det sker i nutiden. De ånder. Når du ser på et foto, ved du, at selvom det er blevet taget lige nu, hører det stadig til fortiden. Et tableau foregår i nutiden.”

”Og tableauerne er arrangeret ned til den sidste millimeter. På en måde er de en reduktion, hvilket er, hvad jeg gør i mine film. For at fokusere reducerer jeg. Det er mit filmsprog.”

Perverteret turisme
Seidls filmprojekter er lang tid undervejs: I kælderen var allerede godt undervejs, før han begyndte at optage sin Paradis-trilogi i 2011.

Hans mest ambitiøse projekt har været 25 år undervejs: en historisk film fra hans hjemegn, der viser landevejsrøvere som utilpassede unge under Napoleonskrigene.

”Røverierne var den eneste måde, at de kunne fastholde en vis anstændighed i deres liv,” forklarer Seidl.

Han lyser op, da han fortæller om projektet, men brikkerne er endnu ikke faldet på plads. Hans næste projekt er en lavbudgetfilm om safari-turisme i Sydafrika. Turisme er emne, som længe har optaget ham.

”Jeg tror, det er meget aktuelt for vores verden og beskriver den godt. Der er perversioner af enorme dimensioner inden for turisme. Der er turisme til krigssteder, der er turisme til Tjernobyl, og der er turisme til torturkamre i Cambodia.”

– Hvorfor tror du folk føler sig tiltrukket af disse steder?

”De beder om det. De føler sig ikke tilstrækkeligt tilfredsstillet i deres liv. De vil have ubegrænset underholdning.”

– I Tjernobyl?

Han smiler. ”Det giver et kick at gå rundt med en Geiger-tæller i hånden.”

– Hvor holder du selv ferie?

”Jeg har et sted på landet, hvor jeg har fred og ro – og ikke behøver møde andre mennesker.”