”Jeg var tæt på at miste grebet”

Renate Reinsve er stadig lige ved at vænne sig til at være en filmstjerne.

Da vi taler sammen på Cannes-festivalen i maj 2024 om hovedrollen i Halfdan Ullmann Tøndels Armand, har hun netop været på Sundance-festivalen med de roste film Håndtering af udøde og A Different Man.

Sidstnævnte var også udtaget til Berlinalen, hvor hun desuden var aktuel med sci-fi-filmen Another End. Og et par uger efter vores interview er der premiere på Apple+-serien Presumed Innocent, hvor hun spiller kvinden, som Jake Gyllenhaal måske har myrdet.

De mange store roller kommer oven på kometsuccesen som den charmerende, men ubeslutsomme Julie i Joachim Triers elskede romantiske komedie Verdens værste menneske. En film, der inddeler karrieren i et før og et efter.

Inden hun blev castet, var hun ganske vist anerkendt, men også utilfreds med sin karriere på de skrå brædder. ”Når man laver teater hele året, kan man godt føle sig låst inde i den der sorte kasse,” forklarer hun.

”Jeg ønskede at lave flere film, men selv om der skete spændende ting i Norge, var jeg ikke med i opløbet om de roller. Men så gav Joachim mig hovedrollen i Verdens værste menneske – faktisk to dage efter, at jeg havde besluttet mig for at blive tømrer i stedet for at spille skuespil!”

Da rollen sikrede hende en skuespillerpris på Cannes-festivalen, var noget af det første, hun gjorde, at skrive til Halfdan Ullmann Tøndel.

Fordomme om skuespillere
De to havde arbejdet på en kortfilm sammen mange år forinden, og han havde udset hende til hovedrollen i Armand, nærmest så snart han fik idéen.

Men som instruktøren fortæller i Ekkos interview, var det først efter Verdens værste menneske, at filmen efter syv år blev tildelt støtte.

Men når man ser Armand, føles det, som om det ikke kunne have været anderledes. Som om filmstjernen Renate Reinsve smelter sammen med sin karakter, filmstjernen Elisabeth, så kan man have svært ved at skille dem ad.

Elisabeths internationale karriere skaber en benovet distance hos de andre forældre, da hun indkaldes til forældremøde på sin søns skole. Den seksårige Armand skal have rørt sin klassekammerat på grænseoverskridende vis.

En anklage, der får skoleforstanderen til at brumme akavet, mens forældrene til den anden dreng presser på. Stadig mere insisterende og selvhellige, jo mere Elisabeth lægger armene over kors og forsøger at affeje deres bekymring.

”Filmen spiller på fordomme om, at skuespillere er meget dramatiske og uoprigtige,” siger Renate Reinsve.

”Jeg blev konfronteret med noget i mig selv, fordi jeg var nødt til at kunne forstå Elisabeth. Hun nærmest skændes med folk, før hun overhovedet møder dem, og hun veksler imellem at være manipulerende og hudløst ærlig. Uden selv at vide, hvornår hun er det ene eller det andet.”

”Det var dybt ubehageligt at spille, og det rammer noget i mig selv, for hvorfor føles dette så velkendt?”

På psykosens rand
Manuskriptet gør det ikke let for publikum.

Det står især klart, da Elisabeth tager til genmæle med et grineanfald, der i syv uafbrudte minutter kammer over i gråd og tilbage igen. Som om hun ikke kan stoppe. 

Grinescenen er et højdepunkt i Armand, men den var en lidelse for Renate Reinsve at indspille.

”Jeg sagde til Halfdan, at det her kan jeg ikke. Jeg kunne ikke bare grine, jeg var nødt til at bevæge mig så langt ud, at jeg var meget tæt på faktisk at miste grebet.”

”Når man dykker så langt ned i en karakter og har så mange optagelser af en scene, kan man dårligt kende forskel på sig selv og rollen. Det er virkelig godt for skuespillet, men når det er en karakter med så meget smerte og kompleksitet, bliver det nærmest som en slags psykose, som det tager lang tid at ryste af sig igen.”

”Hen mod slutningen var det lidt skræmmende, for man mister kontrollen i et vist omfang. Vi optog den scene i ti timer, og jeg lå brak i sengen de næste fem dage.”

Pavestolt perfektionist
Trods den strabadserende oplevelse er Renate Reinsve pavestolt over filmen.

”Jeg ville ikke have været i stand til at lave den grinescene, hvis Halfdan ikke havde presset mig. Når jeg sagde, at det her er, hvad jeg kan præstere, sagde han: ’Lad os prøve igen, igen, igen!’”

”Jeg er også perfektionist. Men næste gang vi arbejder sammen, skal vi have en tredje person til stede, som kan sige, at vi er nødt til at stoppe. Ellers mister jeg grebet.”

– Men vil I arbejde sammen igen?

”Ja!” udbryder Renate Reinsve nærmest overrasket over spørgsmålet.

”Det er også en stor gave at få stillet sådan en udfordring og blive presset af instruktøren. Halfdan er en nær ven, så jeg følte mig i gode hænder. Der er en masse kærlighed mellem os, ellers havde det ikke været muligt for mig at udføre sådan en scene. Har man et godt forhold til instruktøren, kan man gå længere rent kunstnerisk.”

Det mørke og kringlede
Renate Reinsve er på toppen af sin karriere. Det er hun stadig ved at vænne sig til.

”Det var først rigtigt med Verdens værste menneske, at jeg indså, hvor stor en verden der åbnede sig for mig,” fortæller Renate Reinsve.

”Det var svært at vælge den næste rolle. Jeg fik tilsendt mange romantiske komedier, men det kræver meget, før de er rigtigt gode, og karaktererne er rigtigt interessante. De roller, jeg har valgt, har lidt mere mørke over sig, og det er noget, som er sjovt at lege med.”

Den prioritering har givet hende mulighed for at udfolde sit talent i vidt forskellige retninger: Den sørgende mor, hvis barn rejser sig fra graven i Håndtering af udøde. En ung kvinde, der udlåner sin krop til sorgterapi, så en afdød kvinde kan få en dag til at sige farvel i sci-fi-filmen Another End. Den livsglade dramatikernabo i den metasjove A Different Man. 

”Jeg er tiltrukket af mørke og kringlede projekter. Det handler også om, hvem man arbejder sammen med, og om holdet er interesseret i at udforske noget sammen med én. Men naturligvis er det bedste at samarbejde med nogen, man kender godt. Så kan man blive ved for evigt.”

Rød løber til hverdagen
Selv om hun har medvind i karrieren, lader Renate Reinsve ikke succesen stige sig til hovedet. 

”Den røde løber er jo et cirkus, men mange ting er helt normale. Jeg prøver at være meget i Oslo, være sammen med mine venner, arbejde i min have. Helt almindelige ting.”

”Mit liv har forandret sig, fordi jeg laver flere film. Men det virker måske mest anderledes set udefra. Indefra har jeg faktisk været ret overrasket over, hvor let det er at forblive sig selv.”

”Fordi jeg var parat til at opgive karrieren, er det ikke så entydigt for mig længere, at jeg er skuespiller,” siger Renate Reinsve og nævner, at hun også er begyndt at skrive på egen hånd.

”Nu kaster jeg mig kun over projekter, jeg virkelig gerne vil lave.”