Instruktør: ”Jeg vil gerne være usynlig”

På festivalpalæets store tagterrasse sidder en rumæner og ligner en mellemting mellem en supermellemvægtsbokser og en filmnørd.

Rumænske Radu Muntean er i Cannes for anden gang.

Første gang var i 2010 med Tuesday, After Christmas, hvor en mand er splittet mellem to kvinder. På intet tidspunkt bliver den et rendyrket drama, men i stedet afsøges mandens reaktioner og adfærdsmønstre nøgternt.

Det samme gælder hans nye One Floor Below, som vises i sidekonkurrencen Un Certain Regard.

En mand tror, at han ved, hvem der har myrdet hans underbo, men han siger umiddelbart ikke noget til politiet. Frem for at fokusere på selve forbrydelsen skildrer instruktøren omverdenens reaktioner og de psykologiske aspekter. Det gælder også mange andre film i den rumænske bølge, som også tæller Christian Mungius Guldpalmevinder 4 måneder, 3 uger og to dage.

– Hvad er det, I rumænere forsøger at sige med jeres slice-of-life-film?

”Jeg tror, vi gerne vil være usynlige. Jeg vil i hvert fald ikke personligt have, at nogen ser mine film og tænker, at instruktøren er en mellemmand, der vil sige noget specielt. Man skal opleve hverdagssituationer, som på en eller anden måde slår sig eller går skævt. Det er ambitionen bag mine film, og det ligger sikkert fint i tråd med mange af de andre rumænske instruktører.”

– På hvilken måde?

”Vi læser for eksempel hinandens manuskripter, når de er i startfasen, og vi giver hinanden kritik. Men derefter går vi hver til sit. For mig er det vigtigt at lave mine egne film. Rumænske film er ikke fælles bevægelse, men vi er en lille branche, så selvfølgelig hjælper vi hinanden.”

– Hvor går du så hen, når I går hver til sit?

”I One Floor Below får tilskueren præcis den samme information hele filmen igennem, som hovedpersonen får. Vi ved hverken mere eller mindre end ham, og det synes jeg er altafgørende for en god filmoplevelse. Jeg vil ikke tages i hånden, ligesom man bliver i blockbuster-film. Jeg vil vise noget, der kunne være virkeligt, og så er det op til publikum at vurdere, hvad der egentlig sker.”

– Men siger det ikke netop noget specifikt om de rumænske film?

”Tempoet i filmen gør. Rumænske film er gode til at tage sig tid til små fortællinger om livets store ting og så langsomt skrue tempoet op undervejs. De senere år er vi instruktører nu gået i flere forskellige retninger, men jeg fokuserer altid mest på en films tempo.”

– Hvor går de andre instruktører så hen?

”Det må du spørge dem om. Jeg fornemmer bare, at filmene bliver mere og mere forskellige, men det tror jeg egentlig er godt, for det skaber nye tanker. At vores stil var så ens for nogle år tilbage, skyldes nok, at vi alle sammen var enige om, at de film, der blev lavet, inden samfundstilstanden forandrede sig i Rumænien, var uinteressante. Vi ville ændre filmsproget, vi ville gøre det mere realistisk. Nu er vi på vej videre.”

– Men hvordan er forholdene i rumænsk film for tiden?

”De unge instruktører banker på, men der kommer ikke flere penge til. Tværtimod. Det vil sige, at det tager lang tid at få finansieret en film, og vi mere garvede fornemmer også at konkurrencen er blevet skærpet. Jeg ser egentlig ikke så lyst på fremtiden for rumænsk film. Der er færre støttekroner, og det er synd. Særligt for de unge, for det skaber en fejde mellem os, der er etablerede instruktører og producere, og så de unge, som gerne vil frem med andre visioner end vores.”