”Jeg vil give publikum en forløsning”

Det er først i tredje akt, at den amerikanske Speak No Evil for alvor bliver noget andet. Indtil da har remaket af Christian Tafdrups snigende horrorfilm fra 2022 lignet sig selv. 

Der er mere patos, når James Watkins instruerer, men det er til at holde ud. Den nedtonede sociale satire, der ender så bestialsk i den danske version, er mere tydelig og hele tiden med referencer til, at lige om lidt bryder helvede løs. 

Alligevel kan man mærke det Tafdrup’ske bid, når ægteparret keder sig i hinandens selskab. På en ferie møder de en frembusende version af, hvad det vil sige at være en rigtig familie. En far, der knevrer; en mor, der charmerer; et barn, der ikke rigtigt siger noget på grund af et tungeproblem. 

Da det tristesseramte par er vendt tilbage til hverdagen, bliver de inviteret hjem til deres nye venner. Hvad kan gå galt? 

Kamp med rollerne
”Det betyder noget, når det kommer fra en dansker,” siger James Watkins på en Zoom-forbindelse, da jeg lykønsker ham med den amerikanske genindspilning, som får premiere 12. september. 

Den 51-årige brite har siden 2016 huseret i det amerikanske film- og serieland, efter at action-thrilleren Bastille Day havde pæn succes ved billetlugerne. 

Siden er det blandt andet blevet til en instruktørtjans på serieværket Black Mirror. 

Nu har han kreeret et amerikansk remake af Speak No Evil med verdensstjerner i de bærende roller. Hvor det er mere eller mindre ukendte ansigter, der prydede den danske version, valser James McAvoy, Mackenzie Davis og Scoot McNairy ind og ud mellem hinanden i den amerikanske. 

Skuespillet er mere kontant. Rollerne dvæler ikke ved de sociale koder, der brydes, men italesætter dem. Undrer sig. Vender øjne. Griner højere. Gyser mere. 

”Da jeg så Christian Tafdrups film, slog den benene væk under mig,” siger James Watkins og kører hånden hen over sin glatbarberede isse. 

”Den danske Speak No Evil undersøger sider af mennesket, vi normalt ikke ser på film, men den vælger at gøre det på en brutal måde. Næsten for brutalt, hvis du spørger mig.” 

– Den kompromisløse søgen efter, hvorfor vi mennesker opfører os sådan over for hinanden, er den danske films essens. Hvorfor ændre på det? 

”Jeg følte, at jeg kunne komme i kontakt med Christians version ved at gøre nogle ting anderledes. Der ligger en kamp i rollerne, som de ikke får lov til at kæmpe i den danske version. I en amerikansk version skal de kæmpe.” 

More is more
Remaket er et godt eksempel på forskellen mellem amerikansk og europæisk film. 

Christian Tafdrups original er dyster og har en sigende atmosfære. Watkins’ genindspilning har flere varme farver, og gang på gang omfavnes biografpublikummet af små chokeffekter. 

Den nye Speak No Evil foregår dog ikke i USA. Det amerikanske par – spillet af Mackenzie Davis og Scoot McNairy – bor i London. Deres konflikt og livstræthed spirer, fordi de ikke kan finde sig til rette. 

De fornemmer, at en gnist kan opstå, hvis de tager hen til det nye vennepar. Der viser familieoverhovedet sig hurtigt at være til fare for de fleste. James McAvoy spiller på hele klaviaturet. Han både brøler og flirter som en besat. 

”Filmen foregår i England, fordi den amerikanske thriller er fortærsket. Den må peppes op, og det gør vi ved at tage Christians fortælling og gøre den mere ligetil.” 

– Hvorfor er hovedpersonerne fortabte amerikanere og ikke europæere? 

”De bedste film zoomer ind på karaktererne og deres udvikling. I amerikansk film opfører personer sig mere aktivt, mens der er mere tålmodighed i de europæiske,” siger James Watkins. 

”Christians film er ikke så frembusende. Den er mere langsom i opbygningen. Sådan starter min også, men så eskalerer handlingen kraftigt. I Europa er det less is more, mens det i Amerika er more is more.”

Europæerne ser sig i spejlet
– Havde du ikke lyst til at udfordre det amerikanske publikum? 

”Nej, for så kan de jo bare se den danske film. Jeg ville gerne i dialog med Christians version og præsentere den som et amerikansk værk.” 

”Som mennesketype opfører kerneeuropæeren sig mere sofistikeret end kerneamerikaneren. Den amerikanske seer kigger efter en hovedrolle, der kan være stærk og forsøge at skabe et bedre liv for sig selv. Europæerne ser sig i spejlet og tænker over, hvad det hele mon skal blive til.” 

Han smiler. 

”Når jeg instruerer på amerikansk, bliver filmen helt naturligt mere aggressiv og direkte, fordi den amerikanske kultur er mere aggressiv,” siger han. 

”I min version af Speak No Evil møder vi et amerikansk par, der er i tvivl om, hvordan deres tilværelse egentlig er. De sidder i Europa og tvivler.” 

”Hvis det havde kørt for dem på den amerikanske måde, havde de formentlig ikke haft tid til at besøge de her fremmede mennesker. Så havde der været gang i karrieren, og her er der på amerikansk ikke plads til tvivl. I den henseende er det også en fordel, at jeg har placeret amerikanerne i Europa.” 

Dialog med publikum
Her flugter blikket i de to film altså mere end selve filmsproget. Hvor Tafdrups danske passivitet er naturlig, er den nærmere tvunget ned over amerikanerne. Men den er der stadig.

Det skaber en fællesfølelse i historierne. Den altruistiske akavethed, den grænseoverskridende adfærd og de brudte sociale koder er til stede i begge film. 

”Jeg håber, publikum vil føle, at jeg både taler med dem og med Christians film. Min tone er anderledes, men Christians film kan ses i baggrunden,” siger James Watkins. 

”Hvor man havde lyst til at holde sig for øjnene undervejs i den danske version, tager jeg handling og stemning et andet sted hen. Jeg tror, at de danskere, der ser den nye film, vil føle en større forløsning, end de gjorde, da de så Christians. Så er det op til dem, om de kan lide det.” 

– Er det vigtigt, at publikum kan lide filmen? Det er jeg ikke sikker på, at Christian Tafdrup vil mene! 

”Der er kommet en idé i den moderne filmverden om, at man nærmest prostituerer sig, hvis man laver film til publikum frem for at være kompromisløs. Den køber jeg ikke,” siger James Watkins. 

”Det handler om at lave film, der er så gode, at folk vil se dem. Derfor er de fleste instruktører da også stadig besat af publikum. Vi vil i dialog. Hvis vi ikke er det, ser folk bare noget lort på Netflix i stedet for at gå i biografen.” 

Reel konfrontation
I tredje akt bliver den nye Speak No Evil for alvor i amerikansk. Væk er det vattede danske par og frem træder de agerende helte, som kæmper for familien. 

Og så måske alligevel ikke helt. 

For ligesom i den danske film formår James Watkins også at udforske, hvad et moderne parforhold er – og ikke mindst, hvordan faren i den passive familie føler sig maskulint impotent. 

”Jeg tror ikke, faren er ubrugelig. Jeg tror, han kan være noget for sin familie, hvilket han på mange måder ikke kunne være i Christians film,” siger James Watkins. 

”Det ville jeg gerne undersøge, men jeg ville samtidig holde fast i den sociale horror.” 

– Mener du, at der ikke er plads til en tøvende og selvudslettende mand i amerikansk film? 

”Christian tager sin pointe om den svage mand meget langt, mens jeg forsøger at lade rollerne forhandle den sociale kontrakt. Da den bryder sammen, må du enten agere eller stå stille. Her synes jeg, det er mere interessant at skabe en reel konfrontation.”