”Folk må gerne gå rasende ud af biografen”

Kort inde i interviewet på Imperial Hotel i København spilder Ulrich Thomsen kaffe ned i skødet, da han forsøger at svare og tage en tår på samme tid.

”Jamen, for fanden, se nu, hvad jeg sidder og laver,” udbryder han og sikrer sig, at der ikke er kommet noget på den lyseblå t-shirt, som ligner noget fra strandende i Los Angeles.

Ulirch Thomsen rejser sig for at finde noget papir, så de mørkegrå jeans kan blive tørret af, og mens han er væk, kan den nyslåede instruktørs projekt jo lige så godt blive præsenteret.

Hadefuld og lystent
I In Embryo medvirker Ulrich Thomsen selv, men det er for engang skyld ikke skuespil, han skal fortælle om her. 

Thomsen er nemlig også manden bag manuskriptet og instruktionen af filmen, der foregår i Los Angeles’ langt mindre solrige underverden. Her forelsker en tæskelysten inkassator sig hovedkulds i en kaffeskænkende servitrice, som imidlertid viser sig at være junkie.

For instruktør Ulrich Thomsen laver smidige og nænsomme billeder, der giver mindelser om amerikanske Terrence Malick, men In Embryo indeholder nu også en vrede og et afsavn i hovedkaraktererne, der tydeligvis er inspireret af Lars von Trier og dennes forhold til det modsatte køn.

Sommetider er det hadefuldt, andre gang er nærmere rendyrket lystent. 

”Hvad var det nu, du spurgte om?” siger Thomsen og sætter sig ned igen. Bukserne er stadig våde.

Trier og Noé
– Vi var i gang med at tale om dine inspirationskilder!

”Ah, ja, det er rigtigt. Jamen, selvfølgelig Lars Trier, det er der ingen tvivl om. Jeg har altid været vild med hans film, fordi de arbejder sig så sikkert frem mod et scenarie, der sjældent kan ende godt. Men også Gaspar Noé, selvfølgelig, kender du ham?”

– Ikke personligt.

Ulrich Thomsen tøver et øjeblik. Hans blik flakker lidt.
”Nej, nej, selvfølgelig ikke, og selvfølgelig kender du hans film, ja, undskyld, men Noé er altså en stor inspirationskilde for mig.”

– Hvorfor?

”Hvis du tager en film som Enter the Void, så er det jo på mange måder en historie, der er fortalt en milliard gange. Noget med en familie, og så er der noget, som er gået galt, og så bla, bla, bla…,” siger Thomsen og ligner et kort øjeblik en mand, der har mistet fascinationen af det, han taler om.

Men så lige pludselig rejser han sig halvt op i stolen.

”Men måden den er fortalt på!” jubler han med en skuespillers sans for timing. ”De billeder og den karakterudvikling, som kommer listende ind på én – wauw, mand, det gør, at man kun kan se historien lavet som en film. Og det må være målet med netop at lave film, ik’?”

Rynkede på næsen
Kort fortalt handler Enter the Void om en narkosælger, der bliver skudt, og gennem hans åndelige ”jeg” følger vi en række mennesker og deres historier – konstant fra den dødes perspektiv.

In Embryo handler derimod om fosterstadiet for en kærlighed, der måske vil blive til noget. Eller måske bliver til noget helt andet. Sådan var selve filmens tilblivelse også. Den startede nemlig ud med et stort budget og med udgangspunkt i Tyskland, hvor en producent stod klar med enorme løfter og omfavnelser.

Det var i 2010, men stille og roligt gik det op for Ulrich Thomsen, at det slet ikke var sådan en film, han ville lave.

”Jeg mærkede, hvordan jeg rynkede på næsen, når producenten talte om Johnny Depp eller Leonardo DiCaprio til hovedrollen.”

– Var du bange for at sigte for højt med din første film?

”Njarh, det var ikke så meget det. Jeg var egentlig mere bange for, at filmen ville tabe sin energi,” siger Ulrich Thomsen og skænker vand op, som han så straks vælger at drikke med hovedet et godt stykke inde over bordet. 

”Så jeg droppede budgettet og skød filmen i Los Angeles med et alt for lille filmhold. Og så fik jeg lov til at lave alt: instruere, budgettere og spille med.”

– Var der noget, du ikke lavede på produktionen?

”Ja … kaffe!” siger Ulrich Thomsen og slår en lakonisk latter op.

Kunsten at lytte
På trods af sine mange kasketter under indspilningen af In Embryo overraskede det den nyudklækkede instruktør, at han ikke havde mere kontrol over processen.

”At lave sin første film er ligesom at sætte et tog i frigear ned ad bakke. Du forsøger at styre det hele, så godt du kan, men lige pludselig kører skidtet af sporet, og så skal du ændre og rette til i køreplanen. Og jeg havde alt for mange kasketter på! Egentlig burde jeg slet ikke have spillet med selv,” siger Thomsen.

– Hvorfor ikke?

”Fordi man mister fokus, når man selv spiller med. Man tænker hele tiden over, hvad andre gør, og det går ikke, når kameraet peger på én selv.”

– Jeg forestillede mig ellers, at du netop var over det hele på filmen for at have så meget magt som overhovedet mulig?

”Nej, overhovedet ikke. Jeg kan slet ikke snuppe, når instruktører ikke inddrager skuespillere eller alle mulige andre i processen. For så kan man lige så godt lade være med at invitere folk ind i et filmprojekt. Det gik da også hurtigt op for mig, at kamerafolkenes idéer ofte var bedre end mine egne, og så rettede vi det hele til. Det handler jo om at komme ordentligt i mål.”

– Så du lærte i virkeligheden, hvordan man laver film ved at lytte til andre?

”Jeg lærte først og fremmest, hvorfor mange instruktører arbejder med den samme skuespiller eller de samme fagfolk igen og igen. Man spilder så meget tid på at lære nye menneskers signaler at kende. Og tid er penge – især i filmbranchen.”

Historierne kommer i fokus
– Men du må alligevel have trukket på en hel del erfaring fra dine mange år i branchen?

”Man kender formen og strukturen i film, når man har spillet skuespil i mange år, men når man går i gang med at skrive et manuskript, så er det svært at gøre op med måden, man gør den slags på. Men man bliver sgu nødt til at prøve. Man må udfordre det gængse filmbillede, og jeg vil hellere have, at folk går rasende fra biografen, end at de bare går.”

– Hvorfor?

”Fordi det er lige netop det, som kunst er. En undren over noget, man ikke helt forstår. Forstår du?”

– Forstår jeg hvad?

”Ha! Jeg mener egentlig bare, at hvis folk rejser sig op og går ud og glemmer det, de lige har oplevet, så har der jo ikke været nogen grund til at lave filmen,” siger Ulrich Thomsen og læner sig tilbage i en tanke.

”Filmteknik er i dag så billig, ja, man kan jo efterhånden filme en hel fortælling på sin iPhone i god kvalitet, så derfor bliver det vigtigere og vigtigere med historierne og menneskene i film. Det visuelle er selvfølgelig vigtigt, men historierne vil blive mere og mere afgørende de kommende år.”

– Men i In Embryo er det jo netop billederne, der kan vække noget mystik og undren. Selve handlingen er jo en ret typisk mand-møder-kvinde-historie.

”Det kan du sige, ja, men alligevel har jeg oplevet, hvordan folk gerne vil diskutere handlingen og indholdet i filmen, når de har set den. Det er meget tilfredsstillende, for det betyder, at man har givet folk noget, de ikke havde forventet – og så er der noget at tale om!”

Næste stop: New Mexico
– Kommer vi til at se Ulrich Thomsen lave en dansk film i den her stil?

”Jeg kunne sagtens finde på at lave en dansk film, men lige nu sidder jeg faktisk og arbejder på en amerikansk film, der skal filmes i New Mexico og være noget a la The Big Lebowski møder Sideways.” 

– Hvorfor kan man ikke lave den i Danmark i stedet for i New Mexico?

”Hvis man skulle lave sådan en film herhjemme, så ville den enten ende som en gangsterfilm eller som en social kommentar. Og så ville den jo pludselig ikke være så sjov, som den gode americana-genre kan være. Samtidig er der pisseflot i New Mexico.”