Den dårligst bevarede hemmelighed i Jylland
Ser du månen, Daniel har inden premieren 29. august kørt sig i stilling som 2019’s store danske film i biograferne.
Det er en filmatisering af Puk Damsgårds storsælgende bog af samme navn om fotografen Daniel Rye, der i tretten måneder blev holdt som gidsel af Islamisk Stat i Syrien.
Det var også tydeligt ved Filmmagasinet Ekko og Nordisk Films forpremiere i Dagmar den 21. august, at flere i salen havde læst forlægget.
Efter visningen holdt chefredaktør Claus Christensen en Q&A med skuespillerne Sofie Torp og Christiane Gjellerup Koch – der spiller henholdsvis Daniels søster og mor – samt Søren Bisgaard Vase, der populært sagt er gidselforhandler.
Han er analysechef i det private sikkerhedsfirma Guardian, som både stod for forhandlingen med terroristerne om Daniel Rye og den amerikanske journalist James Foley, der undervejs tilfældigvis endte i fangenskab sammen.
Ingen månereplik
Det var første gang, at Guardian trådte frem i offentligheden om sagen, og publikum stillede mange spørgsmål til Vases arbejde. Men det første spørgsmål gik til skuespillerne.
”Hvorfor har I ikke den scene med, som titlen kommer fra?” spurgte en kvinde.
”Vi prøvede at filme scenen først med to stearinlys, hvor jeg kigger på dem og siger: ’Ser du månen, Daniel?’ Men det blev for patetisk,” svarede Christiane Gjellerup Koch, der før Ser du månen, Daniel har medvirket i film som Ditte & Louise og Klassefesten.
”Så prøvede vi, hvor jeg kiggede op på månen og mumlede ordene, men det føltes også bare patetisk. Så det er endt med, at jeg sidder på sengen i hans værelse og kigger på opslagstavlen og græder.”
Islamisk Stat ser dagens lys
Ser du månen, Daniel har Esben Smed i titelrollen som den unge mand, der efter en skade må droppe drømmen om at blive elitegymnast.
Han kaster sig over at tage billeder, og ret hurtigt finder han ud af at komme til det borgerkrigsplagede Syrien for at fotografere befolkningen. Virkelighedens Daniel Rye blev inden afrejse rådgivet af Guardian, mens det i filmen er gidselforhandleren Arthur (Anders W. Berthelsen), der snakker med kidnapperne.
”Som filmen viser, bruger man det netværk, man har opbygget dernede, til at finde ud af, hvad der er foregået,” fortalte Søren Bisgaard Vase det forsamlede publikum fra scenen.
I filmen forhandler Arthur med en leder fra Islamisk Stat på bagsædet af en bil i ørkenen. Helt så enkelt var det dog ikke i virkeligheden.
”I Daniels sag var der en stor del af tiden ikke kontakt med kidnapperne. Så det gik gennem mellemmænd, som havde talt med nogen, der vidste noget. Det var et kæmpe arbejde at snakke med folk på kryds og tværs og finde ud af, om historierne stemte overens.”
Søren Bisgaard Vase forklarede, at man på det tidspunkt, hvor Daniel Rye rejste til Syrien, endnu ikke havde kendskab til Islamisk Stat, der systematisk bortførte vesterlændinge for at finansiere et kalifat.
”Der var alle mulige grupper i Syrien, og det var et forfærdeligt sted, men i løbet af de her tretten måneder blev Islamisk Stat pludselig kendt af hr. og fru Danmark. Det vidste vi ikke på det her tidspunkt, og derfor blev fact finding meget svært,” forklarede Søren Bisgaard Vase.
Pressen tav
I kampen for at få Daniel fri var det afgørende, at pressen ikke skrev om sagen. Kidnapperne vil hellere se sig selv som hellige krigere end gemene kriminelle, som det lyder i filmen.
Det lykkedes nærmest på mirakuløs vis for Guardian at forhindre, at pressen skrev om sagen, selv om B.T. og TV 2 undervejs fik nys om den.
”Det kunne for det første lade sig gøre på bagkant af en meget uheldig pressehistorie, der havde været tidligere, hvor pressen – Ekstra Bladet – var meget åbenmundet omkring nogle danske søfolk, som var blevet taget i Somalia,” sagde Søren Bisgaard Vase.
”Der var nogle vigtige personer i dansk medieliv, som gik ind og kunne se værdien af, at det her skulle holdes hemmeligt. Så det var bare at ringe rundt og tigge, bede, true og alt muligt andet om, at det gør I ikke.”
”Det var jo den dårligst bevarede hemmelighed i Jylland. Alle gymnastikforeninger i Jylland kendte den her sag, og alligevel stod der ikke noget i avisen. Det ville være svært i dag, for det er bare et opslag på et eller andet medie og så cirkulerer det rundt. Så det var unikt og heldigt.”
Mødet med Anita
Spørgsmålene flød i en lind strøm fra publikum i salen, der var interesseret i at vide, hvordan man kommer til at arbejde med noget så specielt som gidselforhandling.
Det kan være folk med militærbaggrund, men også andre mennesker med netværk i området kan gøre det, fortalte Søren Bisgaard Vase.
”Hvornår er man så gidselforhandler?” spurgte en publikummer. ”Det er man, når man har forhandlet et gidsel ud,” svarede Søren Bisgaard Vase med tør humor.
Sofie Torp har i sin spillefilmdebut nærmest en hovedrolle i hvad man kan kalde den danske del af Ser du månen, Daniel. Skuespilleren valgte at møde Daniels storesøster Anita inden filmoptagelserne.
”Hun var skeptisk først, men jeg fik lov til at møde hende, og det var spændende at høre, hvordan hun havde haft det,” sagde Sofie Torp, der fik indtrykket af en handlekraftig og kontant kvinde.
”Det var helt klart en nøgle til at spille hende. Hun går ikke med følelserne først, hun løser en opgave. ’Jeg vil prøve at spille dig som en helt,’ sagde jeg, da vi skiltes. Så blev hun helt rød i hovedet, og så krammede vi.”
Et afbalanceret menneske
Christiane Gjellerup Koch valgte den diametralt modsatte tilgang til moren Susanne.
”Jeg læste først bogen, og så læste jeg manuskriptet igen og igen. Det var ligesom at lære en cykelrute at kende. Til sidst blev jeg enormt sikker i de psykologiske sider af hende,” forklarede skuespilleren og fortsatte:
”Jeg havde ikke rigtigt brug for Susanne, fordi hun kunne risikere at ’forurene’ den følelse, som jeg havde. Hvis jeg også skulle tænke, at Susanne måske ikke ville gøre sådan – det var lidt ligegyldigt, for det handlede om, hvad jeg ville gøre.”
En person i publikum spurgte mod slutningen, om skuespillerne vidste, hvordan Daniel Rye havde det i dag.
”Man kan jo ikke på ti timer og femten minutter skildre, hvad han har været igennem på tretten måneder. Men han virker i dag vildt nok som et afbalanceret menneske, der har det godt,” svarede Sofie Torp.
Trailer: Ser du månen, Daniel
Ekko #82
30 siders tema om Quentin Tarantino i Ekkos sommernummer.
Puk Damsgård fortæller om forskellen mellem sin bog og filmatiseringen af Ser du månen, Daniel.
Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt. Hvis du tegner årsabonnement, får du gratis biografbillet.
Abonnenter har også adgang til magasinet digitalt.
Kommentarer