”Jeg vil vise Bonnie som et menneske”

Bonnie er prostitueret, og hun er god til det. Uden for huset i den lille sjællandske by holder biler i kø. Mænd af alle typer venter på, at det bliver deres tur. Nogle har blomster med, en enkelt giver Bonnie en bog.

”Kom du også?” spørger de.

”Ja da,” siger hun med et smil.

Og når nogen fra den offentlige verden vil høre, hvordan hun har det, er svaret altid det samme. Bonnie har det fint. Hun er ikke noget offer og har jo selv valgt sit hverv.

”Det svar skal vi selvfølgelig have respekt for, og jeg tror ikke, at Bonnie lyver. Men samtidig har Bonnie et arbejde, som er ved at slå hende ihjel,” siger Mette Korsgaard, da vi besøger hende i boligen på Frederiksberg i København.

Slem spiseforstyrrelse
Mette Korsgaard er dokumentarist og står bag Bonnie og de tusinde mænd, som vises på søndag den 13. september kl. 20 på DR1.

I filmen får vi et indblik i 38-årige Bonnies hverdag. Vi er med, når hun tager sig af sine kunder, når hun får naboen til at sy børnenes tøj ind, og når hun drikker Asti med veninderne.

Men Mette Korsgaard har også fået lov til at filme, når Bonnie ikke trives, og kameraet kører videre, når lægen beder Bonnie skrue ned for arbejdsmængden, fordi hendes spiseforstyrrelse i perioder er så slem, at hun knapt kan gå og må sidde i kørestol.

Netop modsætningsforholdet mellem Bonnies umiddelbare arbejdsglæde og jobbets sundhedsmæssige konsekvenser er omdrejningspunktet i dokumentarfilmen, som er Mette Korsgaards tredje som selvstændig dokumentarist.

”Jeg tror, at prostituerede i Danmark taler sandt, når de siger, at de er tilfredse med deres arbejde, og at de selv har valgt det. Det er jo de færreste, der tvinges ud i prostitution i Danmark,” siger Mette Korsgaard.

”Men jeg tror også på, at det ikke er hele sandheden. Der opstår ofte en slags skævhed i prostitutionsmiljøet, hvor nogle kommer så langt væk fra sig selv, at de fortsætter med at arbejde, selvom det på ingen måde er hensigtsmæssigt.”

Indblanding – nej tak!
Mette Korsgaard forklarer, at der også er et skjult og ulovligt omfang af rufferi og alfonseri i prostitutionsmiljøet. Selv kvinder, der har forladt prostitution for mange år siden, kan ikke fortælle om det, fordi de stadig er rædselsslagne for konsekvenserne ved at stå frem.

Undersøgelser blandt landets prostituerede viser, at dødeligheden er forholdsvis høj, og at kvinder i prostitution har psykiske og fysiske lidelser. Hvis man kiggede på det fra et arbejdsmiljøperspektiv, ville bordellerne være lukket for længe siden.

Men omvendt har undersøgelser fra blandt andet antropologer og Statens Institut for Sundhed i flere omgange berettet om højt velvære blandt landets prostituerede.

Området er svært at forske i, forklarer Mette Korsgaard. Det er svært at få kontakt til kvinderne, der ofte først henvender sig, når de er i nød, og mange af dem har vanskeligt ved at stå ved deres valg af profession.

”Når Bonnie er med i de her undersøgelser, ved hun ikke altid, om det er kommunen, staten, universiteterne eller en fjerdepart, der laver dem. Hun ved bare, at nogen kom og spurgte, hvordan hun havde det. Enten svarer hun ikke, eller også siger hun, at hun har det godt, fordi hun ikke vil have, at udefrakommende skal blande sig i hendes liv,” siger Mette Korsgaard.

Forbud løser intet
Hun håber, at dokumentaren kan være med til at nuancere prostitutionsdebatten og komme kvinderne i hvervet til fordel. Men Korsgaard siger samtidig, at hun er i tvivl om, hvorvidt et forbud mod købesex vil løse problemerne.

Det handler i stedet om, at vi som samfund skal passe på, at vi ikke bliver for liberale i vores tilgang til sex.

”Vi skal selvfølgelig respektere kvinders ret til at bestemme over egen krop. Men vi skal også vide, at der findes kvinder, som har fået frataget den ret under deres opvækst.”

”Hvis den ret ikke er blevet respekteret i barn- og ungdommen, kan det være svært som voksen at navigere i, hvad der er rigtigt og forkert,” siger Mette Korsgaard, da vi taler om en afgørende passage i filmen, som omhandler Bonnies svære forhold til sit livs faderfigurer.

– Repræsenterer Bonnie alle prostituerede i Danmark?

”Ikke alle, men en meget stor gruppe. En stor gruppe, som jeg er bekymret for bliver glemt, hvis vi fastholder vores meget liberale tankegang til prostitution.”

”Vi skal ikke tænke: ’Åh, men det er jo bare sex, og de virker jo glade nok.’ Prostitution er og bliver et udsat erhverv, som nok altid vil eksistere. Derfor er det vigtigt, at samfundet passer godt på dem, der vælger at arbejde med det. For der er mange som Bonnie derude,” siger Mette Korsgaard.

Alt det film kan
Det er ikke første gang, Bonnie Cleo Andersen – som er hendes borgerlige navn – giver et medie adgang til sit privatliv. Hun medvirkede i TV 2’s dokumentarserie Mormors bordel i 2011, og to år senere vandt fotojournalist Marie Hald prisen for Årets Pressefoto for en fotoserie, som gik helt tæt på Bonnies liv.

Så hvorfor skal vi høre Bonnies historie igen?

”Jeg kontaktede i første omgang Bonnie, fordi jeg havde svært ved at komme ind i miljøet. Folk ringede ikke tilbage, og da jeg forsøgte gennem annoncer som for eksempel i Ekstra Bladet, fik jeg ikke fat i de rigtige mennesker,” siger Mette Korsgaard, der begyndte på dokumentaren for to år siden.

Hun spurgte Bonnie, om de kunne mødes. Korsgaard ville gerne introduceres til miljøet og ønskede ikke, at Bonnie nødvendigvis skulle stå frem igen.

”Men jeg blev fascineret af hende,” siger Mette Korsgaard.

– Hvad kan en dokumentarfilm, som en fotoserie ikke kan?

”Jeg synes, det er en rigtig god fotoserie, Marie Hald har lavet. Men jeg tænker, at en film i højere grad viser kompleksiteten i Bonnies liv. I filmen møder vi Bonnies mor, og der er filmklip fra Bonnies ungdom. Jeg synes, at man lærer Bonnie endnu bedre at kende, og at man forstår hende endnu bedre gennem en film, hvor man ser hendes op- og nedture.”

Den røde tråd
Mette Korsgaard portrætterer i samtlige af sine tre dokumentarfilm mennesker, der på hver deres vis er tynget af fortiden.

I Banditten fra 2012 følger vi en tidligere fængslet narkohandlers kamp for at redde sine sønner fra at gå ham i fodsporene. Og i den prisbelønnede Min barndom i helvede fra 2013 fortæller tidligere børnerådsforkvinde Lisbeth Zornig om en barndom fyldt med svigt og seksuelle overgreb.

”Det var først i forbindelse med min tredje film, at jeg begyndte at se en rød tråd i mit valg af emner,” siger Mette Korsgaard, der ud over at være uddannet journalist også har en uddannelse som socialpædagog.

”Jeg er nysgerrig på de mennesker, som lever anderledes liv i forhold til de fleste andre. Jeg synes, det er vigtigt, at vi alle bliver klogere på de verdener.”

”En aften sad jeg sammen med Bonnie og hendes veninder, og i to timer talte de om mænd, der slår. Som om det var det mest naturlige i verden. Og da jeg kørte hjem, hørte jeg i radioen, at kvinder bliver udsat for mere vold end tidligere. Men eksperterne i radioen vurderede undersøgelsen til at være overdrevet. Jeg tror på undersøgelsen. Jeg tror bare ikke, at vi ved nok om dem, det går ud over.”

Drømmen om pølsevognen
Mette Korsgaard håber, at Bonnie ikke fortryder sin medvirken, når først danskerne har set filmen.

”Jeg spurgte Bonnies læge, om hun mener, det er det rigtige valg at vise filmen. Hun sagde, at det vel aldrig kan skade at vise Bonnie som et menneske. Det håber jeg virkelig, jeg har gjort.”

Selv er Bonnie dog ganske godt tilfreds med dokumentaren. Også selvom hun ikke mener, den er færdig. Længe har hun haft en drøm om at forlade hvervet til fordel for en tjans bag disken i en pølsevogn, som man også ser i filmen.

”Hvad med den pølsevogn?” spurgte hun Korsgaard.

”Ja, hvad med den pølsevogn, Bonnie?”

”Jeg skal vise dem. Det skal nok ske en dag,” svarede Bonnie, der dog stadig i dag arbejder i huset, hvor bilerne holder i kø.