Jeg ville være John Wayne

Kristian Levring blev først for alvor bevidst om sit fornavns kristne betydning, da han flyttede til London for atten år siden.

”Jeg blev engang præsenteret for en kærestes ret religiøse forældre herovre. Datteren sagde: ’This is Kristian.’ Og moren svarede: ’And is he one?’”

Vi griner lidt, fordi Ekkos udsendte hedder det samme. Senere skal det vise sig, at det diffuse, det mytiske, det intuitive og de immaterielle drømme, som film er skabt af, kommer til at fylde en del i samtalen om The Salvation, der er Kristian Levrings bud på en helt original western.

Tømmerflåden
Vi befinder os i den store, smagfuldt indrettede, højloftede stue med gammel, smuk parket. Bag os er den klassiske engelske hall med mørke træpaneler og en solid trappe, der snor sig op i den pompøse victorianske villa.

Villaen ligger midt i Hampstead i det nordlige London, en velhaver-enklave, hvor en villa som denne let koster i omegnen af ti-tyve millioner – britiske pund, vel at mærke.

Kristian Levring, der er mest kendt for dogmefilmen The King is Alive, er vokset op i Schweiz og har også levet otte år i Frankrig. Med en jordnær, kammeratlig selvfølgelighed fortæller han om sin familieformues baggrund.

Han kommer fra en bedsteborgerfamilie i Hellerup. Oldefaren var Harald Simonsen, der var en dygtig entreprenør, som havde det princip, at han byggede ”kvalitet på billige grunde”. Han byggede for eksempel i udkanten af København, så priserne steg voldsomt, når byen endelig nåede derud – lidt som med Ørestaden i dag.

Hans eget hus var bygget, så det lidt skulle ligne Amalienborg – og det var helt bevidst snobberi.

”Da min oldefar var 25, havde han tjent et pænt beløb på trælasthandel. Men under Første Verdenskrig opstod der træmangel i Danmark. Det dyre ved træ er transporten. Så han tog til Finland og brugte alle sine penge på træ, som han byggede en gigantisk tømmerflåde af.”

”Den blev trukket af slæbebåde, og det var en begivenhed, da den ankom i Københavns havn. Der var billeder af det i avisen. Det var risikabelt. En storm kunne have revet formuen væk. Men han tidoblede sin formue,” fortæller Kristian Levring, der – ligesom alle andre i familien, også kvinderne – er noget nær to meter høj.

”Jeg er ikke old money”
Den store gevinst lagde grunden. Og en generation længere fremme kunne Levrings mor således helt undlade at arbejde. Det kunne hendes mand, instruktørens far, som var forretningsmand til fingerspidserne, til gengæld ikke.

”Hvis han gik en tur på gaden i Thailand, begyndte han at handle med ædelstene med en mand, han mødte, fordi han havde regnet ud, at så kunne det dække flybilletten hjem. Han så alt i handel, men det var også hans forbandelse. Han var meget nærig og var helt optaget af penge.”

Da Kristian Levring var otte, flyttede familien til Schweiz.

”Men jeg er jo ikke old money på den måde. Jeg kommer slet ikke i den verden. Jeg har ingen venner, der er rige. Adel og den slags siger mig slet ikke noget.”

En hævnfortælling
Levring skildrer kapitalismens mekanismer og konsekvenser i The Salvation. Og de er, understreger han, ikke kun negative.

”En undersøgelse, jeg læste, viste, at ud af 100 rige amerikanske familier i år 1900, så var kun de fire stadig rige 100 år senere. Så hvis du ikke er dygtig, mister du dine penge. Du kan ikke bare blive siddende på magten, som man jo gjorde tidligere i Europa.”

”Du kan stige lynhurtigt økonomisk, som min familie gjorde. Men du kan også miste alt på et øjenblik. På den måde er det ret sundt. Men det er jo også skræmmende,” siger Kristian Levring og løfter et busket øjenbryn.

– Er din nye western et forsøg på at lave realisme?

”Nej, men jeg bruger det her med, at Amerika var meget sammensat. At der var spaniere, franskmænd, korsikanere, danskere. Halvdelen af de mennesker, der boede i den slags byer, hvor min film foregår, talte ikke engang engelsk. Det kan man ikke bruge på film, for folk gider ikke sidde og læse undertekster. Men Mads Mikkelsen taler dansk. Det er måske otte procent af dialogen.”

– Hvad handler filmen om?

”Det er en hævnhistorie, en myte, men den vender på hovedet. En klassisk historie om hævnens pris. Den ene hævner sig, så hævner den anden sig tilbage, så hævner den første sig igen, og så videre. I et samfund uden lov og orden raser det bare derudaf. Så vi er på sådan en slags saga-niveau,” siger instruktøren.

Mads Mikkelsen mister sin familie tidligt i filmen. De bliver slået ihjel. Han hævner drabene, men morderens bror viser sig at være en berygtet psykopat. Og så kører hævnmøllen. 

Som at komme hjem
De fleste vil nok være lidt forundrede over, at en dansk dogmeinstruktør pludselig laver en gammeldags western. Som han tilmed indspiller i Sydafrika.

– Hvorfor skulle det lige være sådan én?

”For mig har det været lidt ligesom at komme hjem. Som dreng så jeg utrolig mange westerns. Og da jeg pludselig stod over for de amerikanske spillere, så sagde de det også: ’Du kender det meget bedre end os, det her.’”

– Hvor sad du og så filmene, da du var lille?

”I mine forældres stue, hjemme i Hellerup. I sofaen. Vi havde jo kun sort-hvid-fjernsyn, så nogle år senere opdagede man jo, at filmene var i farver, og man fik et chok. Western er en meget kulørt genre, på alle måder. Derfor har jeg også det kulørte med i min film. Der er skruet op for farverne. Rød! Grøn! Blå! Det er en af mine visuelle pointer, som er meget vigtige.”

– Hvad var din yndlingswestern som barn?

”Jeg var meget glad for My Darling Clementine. Den har et af de bedste replikskifter i hele filmhistorien. Filmen er med Henry Fonda, som spiller Wyatt Earp. Han har kærlighedsproblemer og går ind på en saloon. Og der står der så den her bartender, som der altid er, og Fonda siger til ham: ’Have you ever been in love?’ Og så siger bartenderen: ’I’ve been a bartender all my life.’”

”Dét er western. To sætninger, og så forstår man alt. Man forstår, at han er forelsket, og at han ikke kan få pigen. Og man forstår et helt liv – jeg har været bartender i hele mit liv. Det er det, western kan. Den dér nedkogning.”

Forbillederne Ford og Leone
Kristian Levrings film foregår på det tidspunkt, da bondesamfundet udvikler sig til et industrisamfund.

”Det er her, at kapitalismen for alvor sætter ind. Så der sker nogle hårde ting. Der er nok nogle amerikanere, der vil opfatte filmen som samfundskritisk. Jeg konstaterer bare, at sådan var det altså.”

”En western er også et spændende æstetisk rum. For alt skal som sagt koges ned, og det har vi ikke været vant til i dansk film. Også dér følte jeg mig pludselig meget hjemme. Vi gik fra seks sider til én scene og så til én replik. Det var forløsende,” fortæller Kristian Levring.

– Western er jo ellers en temmelig forloren genre!

”Det er en død genre, og det er derfor, det er så sjovt. Da filmhistorien begyndte, var der to stærke genrer: film noir og western. Den ene var ude på landet og med en bondeknold. Den anden var inde i byen og med Lauren Bacall. Western’en døde, film noir overlevede som gangsterfilm, der er i fuldt vigør og findes i for eksempel Breaking Bad. Men når man så læser, hvad instruktøren Vince Gillian, som skabte Breaking Bad, siger, så taler han nærmest kun om westerns – og meget om Forfølgeren.”

– Er det en sentimental genre?

”I min film er det sentimentale pillet ud af. Volden er dog ikke udpenslet som i Nicolas Winding Refns Only God Forgives. Den kan jeg i øvrigt godt lide, men jeg ville bare noget andet. I drama skal der jo dø nogen, men volden i min film er ikke sadistisk. Der er en forskel.”

– Hvad er de største forbilleder for denne film?

”Jeg har to. Den ene er John Ford og hele hans rejse fra den ærkeamerikanske western til det mere kritiske blik på det amerikanske samfund. Som i Forfølgeren og også Manden der skød Liberty Valence.”

”Den anden er Sergio Leone. Selv om han var meget inspireret af Ford, så er han alligevel et andet sted. På den ene side spiller Mads Mikkelsen en rolle, som er meget inspireret af Clint’en – altså Clint Eastwood i Sergio Leones film – men på den anden side har filmen også en moralsk fortælling, som en spaghetti-western ikke har.”

Præsten skyder på det hele
– Hvorfor hedder filmen The Salvation?

”Titlen gav sig selv, for filmen handler om en eller anden form for frelse – om at komme fri af hævnens hjul. Og der er også et religionstema i filmen. Sheriffen er samtidig præst, og han stilles i et meget hårdt dilemma. Så jeg havde faktisk en teolog fra København Universitet til at læse manuskriptet igennem. Han skrev en utrolig lang respons, hvor han fortalte, at han var helt vild med Clint Eastwood i Pale Rider, hvor Eastwood bare hedder The Preacher, ”prædikanten”, men så også samtidig er gun man. Den har jeg også referencer til i min film.”

– Jeg har hørt, at du er temmelig nørdet med referencer, helt ned i de mindste detaljer!

”Der er mange referencer, men det skal jo bare være sjovt, så folk, der kender genren, kan hygge sig med det. Men okay, det er helt ned i detaljen. Som når hovedkarakteren ikke har en Remmington, men en Colt, for det var den, The Preacher havde. Og så videre. Jeg har mange Ford- og Leone-citater. Rekvisitter, bevægelser, måden som en mand opdager, at en anden mand er død på ... Gangsterfilm er jo også fulde af den slags,” forklarer Levring.

Kristian Levring fremhæver en scene i Breaking Bad, hvor en mand i Tyskland sidder på en fabrik og smager på nogle fødevareprodukter. Men hele scenen er bygget op som Leonardo da Vincis maleri af Den sidste nadver.

”De er der alle sammen, der er sågar en Judas. Og de sidder alle på samme side af bordet ligesom i maleriet, fordi det er en teaterscene i maleriet. Dér forsvinder det realistiske, dér bliver det myte. Og nu skal jeg nok ikke sammenligne mig selv med Leonardo da Vinci, men det er jo netop det, man gør, når man laver western.”

– Er det en religiøs film?

”Jeg er ikke selv religiøs. Men det er med i filmen, fordi det var der i samtiden – for eksempel i skikkelse af sheriffen, der samtidig er præst. Han er moralen. Men jeg har researchet, og bag myten om én moral ligger der den sandhed, at i de her små byer kunne der være mange religioner og mange kirker. Det var dog for kompliceret at bruge i filmen. Det er det, der er så irriterende ved film nogle gange. Især ved filmatiseringer af romaner. At man skal skære alt det, man synes er det interessante, ud.”

Aalbæks bedemand
Filmens baggrund udspringer af en forbløffende spontan idé.

”Peter Aalbæk var i London, og så sad vi og spiste frokost sammen inde i Soho. Vi snakkede om, hvordan vi overhovedet kom ind i film hver især.”

”For mig startede det i 1960’erne, da jeg boede i Danmark. De viste cowboyfilm hver lørdag eftermiddag på den eneste tv-kanal, der var. Og dengang ville jeg gerne være skuespiller, for jeg ville gerne være John Wayne. Men ret hurtigt fandt jeg jo ud af, at det måske ikke lige var ham, der havde skabt alle de følelser, som går igennem én, når man sidder dér som dreng og ser cowboyfilm. Det er jo instruktøren.”

”Det var min indgang til selve filmmediet. Derfra udviklede det sig så, jeg fik øjnene op for det intellektuelle – Godard og Bergman og så videre – men så vendte jeg alligevel igen og igen tilbage til western.”

”Aalbæk sagde, at han også havde det sådan. Og vi begyndte så at opstille typologier og så videre. Og så kunne jeg med det samme mærke, at jeg alligevel var mere velbevandret i den her genre, end han var. Han var ikke dårlig, men jeg var bare meget mere inde i det.”

”Og pludselig siger Aalbæk så: ’Du skal sgu da lave en western, Kristian!’ Og så tilføjer han: ’Og der skal være en bedemand med!’ Okay, sagde jeg.”

Skabt i computeren
Kristian Levring begyndte optagelserne til The Salvation i april sidste år, og nu er filmen blevet udtaget til at få verdenspremieren på den mest celebre filmfestival, Cannes – dog uden for konkurrence.

Den danske western, som instruktøren selv har skrevet sammen med Oscar-vinderen Anders Thomas Jensen, har store internationale navne med.

Man finder Eva Green, Mads Mikkelsen, Jeffrey Dean Morgan, Michael Raymond-James, Eric Cantona og Jonathan Pryce i de ledende roller. Og skuespillerne er helt afgørende, for resten af filmen er – i mere end en forstand – fiktion.

”Vi har 1600 kameraskud, men i de cirka 900 af dem er en del af scenen computergenereret, faktisk vistnok i godt 60 procent af skuddene,” fortæller Levring.

– Kan du give et eksempel?

”Ja, vi har bygget tyve huse ude i ørkenen i Sydafrika. Der har vi optaget filmen, og så lægger vi bagefter 70 huse mere ind bagved i computeren. Jeg fandt en rigtig western-by, som hedder Bodie og ligger hen som en anden spøgelsesby – det er et museum – i Californien. Den tog vi over og fotograferede.”

”Problemet med den slags teknik er, at det tit kommer til at se plasticagtigt ud. Men fordi vi fotograferede det på tolv forskellige blænder, kan vi bygge husene op i 3D, men med de rigtige overflader. Så når Mads Mikkelsen går forbi huset, kan vi se det fra alle sider.”

En rigtig westernby
Under sin research har Kristian Levring fundet flere spændende ting om livet i det vilde vesten. Blandt andet opdagede han, at de store filmstudier, der lavede de første westerns, byggede kulissebyer op. Men fordi de ikke lå on location, lavede man husene høje og tætte, så de skjulte baggrunden.

”På prærien var plads det, der var mest af – det kostede jo ikke noget. Men det kostede at bygge i højden. Så i virkeligheden var det lige omvendt af det, vi igen og igen ser på film. En western-by består af et-planshuse, og der er stor afstand imellem bygningerne, lidt ligesom i en forstad. Det gør det også meget mere ruralt. Der er selvfølgelig en amerikansk hovedgade, men det er mere gårde og huse, der ligger ude i et landskab.”

– Det lyder som en fiktion i anden potens?

”Teknikken er blevet billigere, og det forandrer filmsproget. Tidligere havde vi green screen, men det kan jo kun vise et billede, man har taget i virkeligheden og lægger ind.”

”Da det virtuelle billede kom – jeg tror, det var i Terminator 2 – ændrede det sig. Nu kunne man skabe et billede, som ikke havde eksisteret nogen steder i virkeligheden før. Vi tager teknikken et skridt videre. Det er billeder af noget, som eksisterer, nemlig byen Bodie, men som vi kan vise i 3D. Altså kan vi vise noget, der har eksisteret, på en måde, som det ikke har eksisteret på før. Og det er nyt.”

– Man tænker bare, at det her ender med, at Mads Mikkelsen bliver arbejdsløs?

”Det, der er så enormt svært at lave i computeren, er det, Mads Mikkelsen kan.”

– Som er…?

”Det er det menneskelige. Det er også derfor, man starter med at lave stemmerne i en tegnefilm, og så lægger man billeder på. Du kan godt lave en kunstig stemme, men du ved jo, hvordan den lyder. Man kan ikke lave en soloviolin kunstigt.”

– Er det sjæl?

”Ja, det er det vel.”

Billedmennesket
Det tekniske er vigtigt for Kristian Levring, og han fremhæver, at både Fellini, Kurosawa og Kubrick, som for resten boede lige om hjørnet fra Levrings villa i Hampstead, alle tre er eksempler på voldsomt teknisk begavede instruktører. Lars von Trier er et andet eksempel, synes han.

– Men teknikken bevæger dig jo så netop meget langt fra det menneskelige?

”Film er meget kunstigt. Teateret er meget tættere på virkeligheden. På et teater spiller folk bare på scenen. I film skal det klippes op, der skal sættes lys, og nu skal der røg ind i billedet. Det var jo det, der var det sjove ved dogme – nu piller vi alt det dér væk!”

– Hvorfor blev det overhovedet film, du kom til at beskæftige dig med?

”Jeg er ikke noget ord-menneske, så jeg startede med at lave 8-millimeterfilm, da jeg var tolv. Jeg har også fotograferet meget. Jeg elsker litteratur – Marcel Proust kan noget med sproget, som ingen andre – men hvis du siger ’western’ til mig, så ser jeg med det samme nogle billeder. Nogle mennesker, der bevæger sig rundt i et rum. Det er sådan min hjerne fungerer.”

– Hvordan fortæller du så gode historier?

”For mig er formulering noget fundamentalt. Det handler ikke om, hvad du formulerer, men om, hvordan du formulerer det. Det handler heller ikke om en god historie. Det handler om en historie, der er godt formuleret. Og det glemmer man let.”

The Salvation har verdenspremiere i maj på Cannes-festivalen og ventes at få dansk premiere senere i år.