Jehova går til filmen

Det er en uskreven regel, at man skal behandle debutanter skånsomt, men når debutanten hedder Jehovas Vidner, er der ingen barmhjertighed.

I over 100 år har virkelystne vidner trodset vind og vejr for at uddele Vagttårnet til ukristelige danskere, der med nedslåede blikke har prøvet at undgå at få stukket den pjevsede pjece i hånden.

Men nu er den danske afdeling af det verdensomspændende, stokkonservative trossamfund trådt ind i den digitale tidsalder. 

Man har kastet sig over noget så nymodens som filmmediet og produceret et par korte animationsfilm, som er blevet uddelt til børn på bevægelsens sommerstævner.

Det var egentlig ikke tanken, at de skulle distribueres til en større offentlighed, men en behjertet sjæl har lagt dem på YouTube – og så brød helvedet løs.

En anden begrebsverden
”Sygt, indoktrinering, hjernevask, religiøst galskab,” skrev rasende brugere på YouTube, hvor Jehovas Vidners filmdebut inkasserede et stort antal dislikes.

Danskere er ikke et stærkt troende folk, men vi kan godt blive enige om at forsage Jehovas Vidner og alle deres gerninger.

Og den hårdtprøvede talsmand for Jehovas Vidner i Danmark var knapt kommet hjem fra sin ferie på Færøerne, før han blev ringet op af oprørte journalister. De havde talt med en psykolog og et angrende, ex-Jehova-medlem, som på børnene og menneskehedens vegne var dybt bekymrede.

”Skyld og skam er det værste, man kan fylde i et barn. Det giver alvorlige problemer senere i livet,” sagde psykogen til DR Nyheder.

”Vi er i en anden begrebsverden,” svarede talsmanden for Jehovas Vidner Erik Jørgensen, og heri har han utvivlsomt en pointe. Han tilføjede, at Jehovas Vidner bare vil tilskynde ”børn såvel som unge til at samarbejde om at få familieordningen til at fungere”.

Det lyder som moderne socialpsykologi, og hvem vil ikke gerne have de danske kernefamilier til at fungere?

Pinligt rent
Det er da også svært at blive ophidset over den første animationsfilm, der bærer titlen Lektion 1: Adlyd dine forældre og handler om lille Lukas, der skal lære at rydde op på sit værelse.

Bevares, moren er lidt anæmisk tegnet, og det ville være synd at sige, at hjemmet bobler af liv og glade dage. Her er vitterlig pinligt rent. Men en familie er nu engang en familie, og som en kvik fyr på YouTube konstaterer i kommentarfeltet:

”Hvis man er Jehovas vidne, får man en far, der hjælper med at gøre rent!”

Man får også en mor, der som belønning for god opførsel tilbyder en fælles cykeltur, og mon ikke der findes en hel del omsorgssvigtede børn, der ville give deres højre arm for den slags tætte forælder-børn-aktiviteter.

Magi er noget ondt
Det er den anden kortfilm, som har fået gemytterne i kog, og titlen lyder heller ikke rar: Lektion 2: Adlyd Jehova.

Lille Lukas kommer glad hjem fra børnehave med en legetøjstroldmand, som hedder Sparlock (et ret fedt navn til en superhelt, som Jehovas Vidner hurtigt bør sikre sig copyright på).

Han har fået den af sin kammerat, og nu vil Lukas ligesom de andre i børnehaven gerne ind og se den flyvende troldmand i biografen.

”Lukas, hvem kan godt lide magi? Jehova eller Satan,” spørger moren.

”Satan,” svarer Lukas.

”Det er rigtigt. Magi er noget ondt. Det er derfor, Jehova hader det. Er du sikker på, at du vil lege med noget, som Jehova hader,” spørger moren.

Det er Lukas ikke, så han må tage afsked med Sparlock the Warrior Wizard, der uheroisk ender sine dage i skraldespanden.

Frænde er frænde værst
Her har man ondt af lille Lukas, som virkede meget glad for Sparlock.

Og forekom moren en anelse neurotisk i den første film, er hun direkte manipulerende i film nummer to. Med tanke på de mange kontrollerende og besiddende moderdyr i filmhistorien – fra Psycho til Smid mor af toget – er der grund til at frygte for podens videre skæbne i Jehova – The Movie.

J.K. Rowling har næppe tjent sin Harry Potter-formue på medlemmer af Jehovas Vidner. De helligholder heksekunstbogen over dem alle, Biblen, og må selvfølgelig afvise konkurrerende produkter.

Frænde er frænde værst, som filmprofessor Torben Grodal for nylig konstaterede i Ekko.

De gode græder
Forbud har dog altid virket ansporende på børn, så Lukas skal nok finde en vej til Sparlock og hans hokuspokus.

Og mon ikke et par af de mødre og fædre, som har pint sig igennem højtlæsning af Rowlings reaktionære bøger om en udvalgt trylleteenager, på et eller andet tidspunkt har følt trang til at gøre som Lukas’ mor: forbande braset!

Der er heller ingen grund til at gå i panik over Jehovas Vidner. De kan lave nok så megen religiøs propaganda på nok så mange platforme, men chancerne for at rekruttere nye disciple vil nok alligevel være begrænsede.

For som en gammel talemåde lyder: De onde ler, og de gode græder. Og hvem vil ikke hellere have det sjovt end at græde med Jehovas Vidner?