”Jacques Cousteau er ikke filmens helt”

”Jeg vidste ikke, at han var en kvindebedårer ...”

I en alder af 50 år kan man vist roligt kalde den franske instruktør Jérôme Salle for voksen. Alligevel er der barnlig skuffelse i hans stemme, da han fortæller om sin barndomshelt, den opdagelsesrejsende søfarer Jacques Cousteau, som Salle har lavet Jacques – en mand af havet om.

”Jeg ser Jacques Cousteau som en anden person nu. Jeg beundrer ham stadig. Men …”

Jérôme Salles tale forstummer. Og så fortæller han, hvordan filmens idé overhovedet blev født.

På et tidspunkt fortalte han sin ældste søn om Jacques Cousteau, som han selv kendte fra eventyrerens mange film fra havet. Men det gik op for ham, at han ikke vidste så meget om manden, der i løbet af 70’erne blev kendt for sin røde strikhue.

Det tabte paradis
En hurtig google-søgning afslørede, at Jacques Cousteau, der udforskede verdenshavene med skibet Calypso, ikke var så fantastisk, som Jérôme Salle havde troet.

Cousteau var sin kone utro – han havde ligefrem en hemmelig familie – men som menneske fandt Salle ham stadig interessant. Langsomt fødtes idéen om, at instruktøren skulle lave en film om ham.

Men undervejs gik det op for ham, at det ikke skulle være en film om barndomshelten.

”Jacques Cousteau er ikke filmens sande helt – det er hans søn Philippe. Vi ser filmen fra Philippes synspunkt som barn og som voksen. Vi oplever barndommens smukke ferier med badeture ved et sommerhus ned til søen, men pludselig er faren ikke så fantastisk, og Philippe bliver voksen,” fortæller Jérôme Salle.

Han sidder over for mig på et hotelværelse i Paris, og nærmest som en understregelse af sin infantile skuffelse, tager han konstant bolsjer fra en skål på bordet. I de tyve minutter, vi har sammen, er al hans tale forstyrret af knitrende cellofanudpakning og knasende bolsjespisning.

Men heldigvis er han venlig og imødekommende.

”Den smukke sommer er Philippes tabte paradis. Han troede, at barndommens lykke ville vare for evigt, og at hans forældre altid ville være de bedste mennesker i verden. Men pludselig forlader Jacques og moren Simone ham og hans storebror Jean-Michel for at rejse ud på eventyr. Og dér ændrer Philippes syn på faren sig. Det tror jeg, at mange af os kan spejle sig i.”

Fra en anden tid
Filmens begyndelse er meget idyllisk. Billedsiden ligner et sepiatonet Kodak-foto fra et gammelt feriealbum, og de to små brødre er solbrændte, dykkerglade og meget fascinerende af farens nye opfindelse, Aqua Lung, der gør, at man kan trække vejret under vand i længere tid.

Ægteskabet mellem Jacques og Simone virker sundt og ligeværdigt. Men det er en facade.

”Jeg vidste ikke noget om Philippe. Jeg var for ung, da han døde. Men jeg har mødt hans enke og hans børn, så jeg føler lidt, at jeg kender ham. Han var talentfuld, han var flot, charmerende og idealistisk. Så jeg besluttede mig for at skrive filmen fra den vinkel: fortællingen om far og søn, om den komplekse mand med en mørk side og hans søn, der er ren og uskyldig,” siger Jérôme Salle.

Philippe Cousteau druknede i en alder af kun 38 år i 1979, da hans fly styrtede ned. Hans kone var gravid med parrets andet barn.

Men Philippe Cousteau nåede at engagere sin far i miljøaktivisme, en sag den aldrende Cousteau kæmpede for resten af sit liv, blandt andet som konsulent for FN og Verdensbanken.

”Jacques var en mand fra en anden tid. Han var født i 1910, og mændene fra hans generation prøvede at dominere alting. De skulle dybere og længere ud og ned end nogen før dem. Så det tog tid for Jacques at indse, at menneskeheden var på en forkert sti.”

”Man kan ikke forhindre fremgang, men man skal lære at håndtere det. Det er ikke altid godt, når mennesker opdager eller opfinder nye ting. Jacques indså, at han havde lavet mange fejl, men takket være forholdet til sin yngste søn Philippe, blev han meget miljøbevidst.”

For sent for miljøet
Kampen for at beskytte miljøet og forhindre yderligere tilsvining af verdenshavene foregår stadig mere end 30 år efter Philippe Cousteaus død.

Dermed er filmen også en uhyggeligt aktuel opsang til den vestlige verden. Men selv om det er et emne, Jérôme Salle gerne vil oplyse om, så er han ikke optimistisk.

”Klimaændringer er det største problem, menneskeheden lige nu står overfor, og vi burde gøre noget ved det alle sammen. Men i stedet bekriger vi hinanden. Vi ved alle, hvad der foregår, men det er så abstrakt med klimaet, når man bor i et land som Frankrig eller Danmark. En dag vil problemerne være konkrete, og så vil det være for sent,” fortæller instruktøren.

”Mange folk spørger mig, om jeg tror, Jacques ville være endt som miljøforkæmper, hvis det ikke havde været for hans søn. Det tror jeg faktisk. Det havde nok taget længere tid, men han stod ansigt til ansigt med miljøproblemer dagligt, når han lavede sine film og var på opdagelsesrejser. Problemet er jo ret åbenlyst.”

En storslået familie
Jacques – en mand er havet er en biopic med smukke optagelser fra havet, og det er noget helt andet, end hvad Jérôme Salle tidligere har lavet. Hans cv inkluderer den romantiske thriller Anthony Zimmer og filmatiseringer af en belgisk tegneserie.

Men han har ikke nogen præferencer og vil slet ikke løfte sløret for, hvilken genre hans næste film kommer til at være.

”Jeg elsker thrillere, men jeg kan godt lide at lave forskellige ting. Jeg nød at lave filmen om Jacques, fordi det var en stor udfordring. Men i virkeligheden prøver jeg bare altid at finde historier, jeg har lyst til at fortælle. For når man bruger tre år af sit liv på en film, så skal den være vigtig for én. Det skal komme indefra.”

Alverdens nostalgiske øjne er rettet mod instruktøren nu, fordi han som den første har forsøgt sig med en biografisk film om den store Jacques Cousteau. Og mange vil nok blive oprørte over, at eventyrerens glansbillede ikke stemmer overens med virkeligheden.

Men for Jérôme Salle blev projektet undervejs meget personligt. Da han lærte de efterladte at kende, var det ikke længere vigtigt, hvad andre end familien selv synes om filmen.

”Jacques var kreativ og talentfuld og levede sit liv fuldt ud. Han havde stor personlig styrke og et stort mod, og jeg beundrer ham stadig. Men han var grov over for sin familie. Nu kender jeg hans familie, og den er storslået. Og de er heldigvis glade for filmen.”