Nyhed
19. aug. 2024 | 12:49

Jesper Christensen i international krimiserie

Foto | Columbia Pictures

Jesper Christensen blev berømt i den store verden, da han i 2006 spillede skurkerollen som Mr. White i James Bond-filmen Casino Royale. 

Jo Nesbøs populære krimibøger om detektiven Harry Hole bliver til stor Netflix-serie med to danske skuespillere på rollelisten.

Af Frederik Hoff

Norske Jo Nesbøs krimibøger om detektiven Harry Hole er en international succes med foreløbigt tretten bøger på hylderne siden 1997.

En af bøgerne, Snemanden, blev i 2017 lavet til en vellykket amerikansk film med Michael Fassbender i hovedrollen, og fans af universet kan glæde sig til endnu en inkarnation af detektiven.

I marts kom det frem, at den introverte efterforskers eventyr bliver til en norsk-sproget tv-serie, der skrives af Jo Nesbø selv. I en pressemeddelelse fra Netflix afsløres det i dag, at flere danske navne er på rollelisten.

Et af dem er Jesper Christensen, og det er ikke første gang, at den 76-årige skuespiller gør sig bemærket i international sammenhæng. Mange vil huske hans tilbagevendende birolle i de seneste James Bond-film som skurken Mr. White.

Herhjemme kendes han nok stadig bedst som Nanas far i serien Nana, hvis ikke for sine mange Bodil- og Robert-vindende præstationer i film som Bænken, Drabet og Før frosten – eller som oplæser på lydbøgerne om Harry Potter og Emil fra Lønneberg.

I castet til Jo Nesbøs Harry Hole findes også den danske skuespiller Sonny Lindberg, der medvirker i Netflix-serien The Rain og har en stor, komisk birolle som Sofus i Nattevagten – Dæmoner gå i arv.

Ukendte roller
Hovedrollen som Harry Hole spilles af norske Tobias Santelmann, der blandt andet kendes for serien Exit.

Det er også instruktøren af Exit, Øystein Karlsen, der står bag roret i Jo Nesbøs Harry Hole, og han får selskab af den svenske instruktør Anna Zackrisson.

Netflix har endnu ikke afsløret, hvilke roller de danske skuespillere skal spille.

Første sæson af serien kommer til at begynde med handlingen fra den femte bog i serien om Harry Hole: The Devil’s Star. Her er detektiven oppe imod den korrupte betjent Tom Waaler.

Man kunne nemt forestille sig Jesper Christensen som glubsk strømer, men det bliver Joel Kinnaman (House of Cards, Suicide Squad), der får den ære.

Jo Nesbøs Harry Hole forventes at få premiere på Netflix i 2026.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko