Jesper Jack er blevet fyret

Man siger, at vi herhjemme har verdens bedste eller værste filmstøttesystem. Det afhænger nemlig helt og holdent af, hvem der sidder i den enevældige konsulentstol.

Hvis det er rigtigt, har vi lige nu et af verdens værste støttesystemer.

Den ene af Det Danske Filminstituts to dokumentarkonsulenter, svenske Klara Grunning-Harris, er knap nok blevet ansat, før hun tager barselsorlov. Hun afløses af Malene Flindt Pedersen, som er producer og udviklingschef på instituttet og dermed slet ikke ansat til at vurdere film kunstnerisk. En nødløsning, men en problematisk en af slagsen.

Den anden konsulent, Jesper Jack, er på vej derud, hvor der ingen vej er tilbage. Han har taget kokain på et arbejdsseminar med en ansøger, som han bagefter gav 200.000 kr. i støtte.

Hierarki og indspisthed
Historien kan læses i det nye nummer af Ekko, hvor René Fredensborg fortæller om sit møde med filmbranchen. Det Danske Filminstitut udskrev en konkurrence, Her er Danmark, hvor man inviterede ”fortællere med et tv-curriculum, der oplever DFI som utilnærmelig”, til at lave film.

Den tidligere vært og tilrettelægger på DR2 følte sig nærmest selvskrevet til at byde ind med et filmprojekt om, hvordan ledige bliver udnyttet af en grotesk arbejdsløshedsindustri.

René Fredensborg gik videre i konkurrencen, men mødte, ifølge Fredensborg selv, snart muren i form af filmbranchens hierarki og indspisthed. Og frem for alt en filmkonsulent, Jesper Jack, der var bedre til at feste end til at give gode råd.

Afdøde tantes arvestof
Da de tilbageværende konkurrencedeltagere skulle testes på et wellness-hotel i Nordsjælland – arrangeret af Filminstituttet – udviklede arbejdsseminaret sig til en vild fest, hvor Jesper Jack inviterede Fredensborg med på toilettet for at snuse til sin ”afdøde tantes arvestof”.

”Jack snitter og snuser. Han lægger en bane på sin håndryg og rækker mig sit lille personlige støvsugerør,” skriver Fredensborg, der næste morgen vågner op med udsigt til en tom cokepose og en båndoptager med syrede lydoptagelser af konsulenten og ham selv.

Rygtet siger, at Filminstituttet for fremtiden er uønsket på wellness-hotellet, men det tager udviklingschef Malene Flindt Pedersen med ophøjet ro: ”Åh, pyt med det. Det er ikke første gang, vi er blevet smidt ud af et hotel.”

Klar hjerne påkrævet
Ligesom sportsfolk doper sig med præstationsfremkaldende stoffer, er der kunstnere, som bruger euforiserende stoffer til at fremmane stor kunst.

The Beatles skabte nogle af deres bedste sange under påvirkning af LSD. Hunter S. Thompson skrev sine bedste bøger på et blandingsmisbrug, og Easy Rider var sikkert aldrig blevet en filmisk milepæl, hvis Dennis Hopper ikke havde været vind og skæv.

Men én ting er kunstnere, noget andet er en statsansat filmkonsulent. Som konsulent skal man ikke skabe filmene, men nøgternt finde frem til de bedste filmprojekter. Det arbejde kræver en klar hjerne, og det har man ikke, hvis man indtager kokain.

Konsulenten skal også holde en vis afstand til støtteansøgerne, så ingen kan anklage vedkommende for inhabilitet og vennetjenester. Den afstand ophæves, når man tager en ansøger med på toilettet for at sniffe ulovlige, hårde stoffer.

Alene mistanken om, at Jesper Jack har givet René Fredensborgs filmprojekt 200.000 kr. i støtte som tak for en høj aften, er et problem.

Et broddent kar
Det er et stort ansvar at råde over 165 millioner skattekroner, som de to dokumentarkonsulenter gør i de næste fire år. Og det turde være indlysende for enhver, at Jesper Jack ikke magter det ansvar, når han på et arbejdsseminar, hvor han selv er vært, skejer fuldstændigt ud.

Vores filmstøttesystem er ikke bedre end de mennesker, vi vælger som konsulenter. Nogle vil mene, at sådan en sag er et argument for at afskaffe konsulentordningen.

Den holdning deler vi ikke på Filmmagasinet Ekko. Vi mener, at konsulentordningen er verdens mindst ringe støttesystem, og derfor føler vi også, at det er vores pligt at råbe vagt i gevær, når der er et broddent kar.

Foruroligende tavs
Filminstituttets direktør, Henrik Bo Nielsen, har i en lille uge forholdt sig foruroligende tavst til sagen og mod sædvane tilbageholdt det nye nummer af Ekko for sine medarbejdere i et par dage.

Men i Jyllands-Posten i dag udtaler han, at Jesper Jack er blevet suspenderet med henblik på fyring. Beslutningen er korrekt, men spørgsmålet er, om Jesper Jack er et enkeltstående tilfælde, eller om der er tale om en hel kultur, hvor det at tage hårde stoffer er almindeligt accepteret.

Det bør Henrik Bo Nielsen undersøge til bunds. Han skal i en fart få ryddet helt op, så tilliden til Filminstituttet og konsulentsystemet genetableres.