Jesper Klein, det sidste interview

På en rigtig råkold, regnvåd torsdag i starten af juli begiver jeg mig til Amager. Missionen er et interview med Jesper Klein om hans hovedrolle i Sven og Lene Grønlykkes Balladen om Carl-Henning - en milepæl i dansk film og en rolle, som gav Klein et massivt gennembrud i slutningen af 1960’erne.

Da Jesper Klein åbner egetræsdøren i det store rødstensvilla, slår det mig ganske vist, at ikonet Klein, som han står der i den dunkle entre mellem stumtjeneren og den tunge kommode, ikke udstråler den utrættelige energi, jeg kun har oplevet på film og i fjernsynet.

Her var han en crazy-komisk tornado i den Monthy Python-inspirerede musik- og teatergruppe Klyderne, stemmen bag Redaktør Tryksen i Jullerup Færgeby og den hyggelige Akivar Bertramsen i Pyrus-julekalenderne. Og så selvfølgelig Carl-Henning.

Jeg forestiller mig dog ikke, at mit lille interview skal gå hen og blive det måske sidste, der bliver lavet med en af dansk kulturliv største humorister. Men sådan blev det, for mandag den 22. august døde Klein, kun 66 år gammel.

Røde lejesvende
Inden mødet har han advaret mig i telefonen. Filmen ligger langt tilbage i hukommelsen, ”men nu må vi se, hvad vi kan finde frem til”, som han siger. Han husker dog tiden, hvor alting kunne lade sig gøre.

”Det var en fantastisk tid for mig. Jeg blev gift, jeg købte hus, ja, alting gik fantastisk. Jeg lavede film, og jeg lavede en fjernsynsserie, der hed Peberkværnen, som blev enormt populær, og jeg tænkte bare, hvis det her er livet, så kom bare med resten af det,” siger han lavmælt, næsten som om han underspiller det.

Det er der nu ingen grund til. For som Morten Piil skriver i sin bog, Danske Filmskuespillere: ”I 1966 er han ganske ukendt - i 1969, 25 år gammel, er han kendt radio- og tv-vært, succesfuld teatermand og Bodil-belønnet filmskuespiller.”

Kvinden, han giftede sig med, var skuespilleren Lykke Nielsen, et ægteskab, der varede indtil hendes død for fem år siden. Hun efterlod Jesper Klein med en næsten ubærlig sorg - og huset vi sidder i.

Ungdomsprogrammet Peberkværnen var Jesper Klein og journalist Jacob Ludvigsens opfindelse, og hver udsendelse sluttede med en opfordring til at oprette et ungdomshus i en nedlagt erhvervsvirksomhed i Magstræde, København. De blev da også hurtig en yndlings-prügleknabe for Erhard Jakobsens Aktiv Lytterkomite, der stemplede dem som røde lejesvende.

På scenen brød han sammen med Jytte Abildstrøm igennem med Kameldamen på Bristol Teatret. Og så havde Balladen om Carl-Henning premiere. Det skete alt sammen i 1969.

Første hovedrolle
Jesper Klein havde tidligere haft mindre roller i Peter Refns kortfilm Eftermiddagsgæsten og Gabriel Axels semidokumentariske forsvar for pornoen, Det kære legetøj.

Men rollen som Carl-Henning, der har det svært med landsbyens strenge sæder og skikke og ender med at gå til grunde i den farlige, morderne storby, var Jesper Kleins første hovedrolle på film. Hans åbne, drengede ansigt og manerer falder nærmest i med Carl-Hennings legende, lidt enfoldige gemyt.

”Balladen om Carl-Henning betød jo et gennembrud. Ikke fordi jeg betragtede filmen som sådan dengang, men det var det da helt afgjort. Pludselig blev jeg en fin herre, og alt hvad jeg gjorde, ohh, det var så rigtigt, og hvis jeg sagde noget, var det jo åh så rigtigt,” fortæller han fra sin plads i den store lænestol i stuen, hvor den lille forpjuskede puddelhund, Psølle, nu og da kommer og hilser på.

Fra min plads i sofaen har jeg udsigt til et hyggeligt rod. På bordet foran mig ligger gamle fotografier af blandt andre Jacob Ludvigsen. Jesper Klein fortæller om dengang, de lavede ungdomsradio sammen med Gotha Andersen.

Mens Klein optog Balladen om Carl-Henning i Ballum, Sønderjylland, tog han hver onsdag til København for at lave I huj og hast, især for yngre lyttere, der meget passende var programsat lige efter I ro og mag, især for ældre lyttere på Danmarks Radio.

Filmens rytme
Balladen om Carl-Henning er instrueret af ægteparret Sven og Lene Grønlykke, som kun lavede to spillefilm i karrieren. Det var mennesker, som altid satte kvalitet højest. Det gjaldt de råvarer, som de producerede på deres fynske gods, men også når de lavede film.

I en tid præget af højtråbende folkekomik og Morten Korch-filmatiseringer, hvor provinsen var dus med himlens fugle, kom deres debutspillefilm Balladen om Carl-Henning som et lyn fra en klar himmel - med dens melankolske tone og dens sort-hvide, lyriske realisme.

Da jeg spørger, om Jesper Klein under optagelserne fornemmede, at de havde gang i noget enestående, griner han - sådan lidt lavmælt, for sig selv, og med meget velartikulerede ”he'er”:

”Det havde jeg ikke. Der var nogen, som syntes, at det var tåbeligt, for det var jo ikke ligesom, man plejede at gøre. Fotograf Jesper Høm optog på det dyrebare Tri-X-film, og når han skulle transportere filmrullerne, så trillede han dem bare hen ad jorden. Og Tri-X er meget følsom og meget besværlig, og det fik han selvfølgelig megen ballade over, og han blev set lidt ned på af alle de gamle. Men han var jo ligeglad, og så var Sven det også.”

”Han brugte håndholdt kamera. Det var, fordi han syntes, det var så naturligt. Og så syntes han jo, at det sådan gled i filmens rytme. De andre syntes, at de blev rundtossede,” husker Jesper Klein.

Kærlighed uden strømper
Før ansættelsen på DR, Balladen om Carl-Henning og Kameldamen, tjente Jesper Klein til studierne i teatervidenskab som pianist på diverse natklubber og barer.

Men en dag kom en omrejsende, britisk teatergruppe forbi, og de manglede en pianist, og så fik Jesper Klein en fod inden for på det københavnske teater Comediehuset. Her blev han sat til at spille over for Poul Hüttel i Johan Herman Wessel-stykket Kærlighed uden strømper.

Det var her, at Sven og Lene Grønlykke opdagede de to skuespillere. Hüttel spiller Carl-Hennings vilde automekaniker-ven, og i filmen genopfører de netop Kærlighed uden strømper, hvor de to venner spiller amatørteater. Tog Jesper Klein sig selv med ind i rollen?

”Ikke fem øre. Jeg er en nogenlunde intelligent mand, og jeg havde da også gået på universitetet i nogle år på det tidspunkt, så den der med at jeg slæbte ting med ind ... og det har jeg i og for sig aldrig gjort.”

”Man har vel lidt ondt af Carl-Henning, men samtidig er han jo et fjols,” siger Jesper Klein, som i de unge år drømte om en karriere inden for den klassiske musik. I stedet blev han en af Danmarks mest alsidige skuespiltalenter.

Men han holdt fast i den klassiske musik. I 2002 udgav han bogen Takt og tolvtone om tolvtonermusikken - noget af det mest komplicerede og nørdede, man overhovedet kan opdrive inden for musikkens verden.

Vi improviserede vist også lidt
Jesper Klein svarer ofte, som om svaret giver sig selv, og da spørgsmålet for eksempel falder på Sven og Lene Grønlykkes instruktion (de brugte sønderjyske amatørskuespillere og improvisation) smiler han sit skæve smil, rykker lidt frem i stolen og siger:

”For mig var det jo glimrende. De var et par behagelige mennesker, og de ville jo gerne have, at deres film blev så god som mulig. Derfor var de jo så hjælpsomme og nyttige, som de kunne være.”

”Jo, vi improviserede da vist egentlig også lidt, men så voldsomt var det helle ikke. Der var et fast manuskript med replikker, som man skulle sige, og vi holdt os da nogenlunde til manuskriptet.”

Var lidt bedugget
Da jeg spørger til en scene, hvor Carl-Henning, Poul og dennes forlovede (Inge Baaring) sidder på et cafeteria og højlydt pjatter med servitricen, vækkes Carl-Henning til live i Kleins ansigt:

”Den var ikke skrevet, og det gjaldt for mange scener,” siger han og skifter til den attenårige Carl-Hennings lyse toneleje: ”'Se den flødeskum ... sådan én vil jeg også have.' Det virkede da meget naturligt. Det er jo bare at sige det. Det var ren improvisation.”

Efterhånden dukker detaljer op i erindringen.

Som den aften, hvor de skulle optage en af filmens nøglescener, hvor Carl-Henning drikker sig fuld til lørdagsballet i Ballum. De lokale statister var blevet inviteret til fest med masser af fadøl og danseorkester, og så listede kameramændene ellers rundt blandt de festende mennesker og optog.

”Folk blev plørefulde, og efter premieren blev jeg tit spurgt: 'Var du rigtig fuld.' 'Nej, selvfølgelig var jeg da ikke det, jeg er værtshuspianist, jeg er da vant til den slags,' svarede jeg, meeen jeg var lidt bedugget,” husker Jesper Klein.

Papegøjmetode
Carl-Henning er faktisk en rigtig karakterrolle, noget Klein mestrede i lige så høj grad som det komiske og gakkede. Og de to gange han for alvor har kastet sig ud i en vægtig, bærende film-hovedrolle, har han vundet en dansk filmpris for sin indsats. Anden gang var i 1983, hvor han vandt en Robert for sin hovedrolle i Nils Malmros’ Skønheden og udyret.

Den rolle taler vi ikke om. Malmros’ særlige papegøje-metode, hvor instruktøren fuldstændig dikterer spillet, faldt ikke i god jord hos Klein. Efter premieren udtalte han til B.T.: ”Spillefilm er noget lort. Jeg kommer heller ikke til at se denne, før den kommer på kassette.”

Modtagelsen af Bodil’en for rollen som Carl-Henning mindes han med glæde.

”Premieren og Bodil-festen og alt det der, det var jo enestående. Også filmfestivalerne rundt omkring. Jeg havde jo aldrig prøvet sådan noget før. Men jeg er jo forholdsvis dannet og kan godt gøre mig. Så derfor gik det meget nemt,” siger Jesper Klein.

”Jacques Tati (legendarisk fransk filmkomiker, red.) havde stået på scenen til Bodil-festen og lavet en masse fis med at vikle sig ind i et eller andet ... og så lavede jeg det modstykke at vikle mig ind i mikrofonledningen, så jeg ikke kunne komme ud af den. Det tror jeg nok, at der var nogen, som lagde mærke til,” fortæller Jesper Klein.

Langt til Ballum
Jesper Klein var aktiv helt indtil sin død. Faktisk opstod ideen til at besøge ham og tale om mesterværket Balladen om Carl-Henning efter, at vi på redaktionen havde set ham i en af årets afgangsfilm fra Den Danske Filmskole. I en udsyret rolle som savlende sadistisk læge vender han vrangen ud på sig selv i Ali Abbasis M for Markus.

Jesper Klein kunne lidt af hvert, og hans evner som skuespiller spændte vidt. Der er langt fra filmskolefilmen til hyggelige Jullerup Færgeby. Endnu længere til Ballum.

Vi tager afsked i hoveddøren. Jeg giver Psølle et klap på hovedet og Jesper Klein hånden. Han håber, jeg fik noget, som jeg kan bruge. Jeg lover at sende ham et eksemplar, når artiklen om Balladen om Carl-Henning er færdig. Så langt nåede vi aldrig.