Jesse Eisenbergs lovende instruktørdebut

Cannes-festivalen er tilbage!

I 2020 måtte man aflyse, og i 2021 blev konkurrencen med nød og næppe gennemført med mundbind og spyttetest i et dagligt forhindringsløb af en festival.

I mandags ophævede de franske myndigheder kravet om mundbind i den offentlige transport, og på den sydfranske Croisette hersker der nærmest en euforisk stemning.

Køen til akkrediteringskontoret, hvor man skal afhente sit badge, der giver adgang til filmene, har aldrig været længere. Nu skal der være fest for filmjournalister og branchefolk over hele verden!

Man kan nemt glemme, at der samtidig foregår en krig i Europa. Sådan må arrangørerne også have tænkt. Ved åbningsgallaen blev der derfor etableret et videolink til Ukraines præsident Zelenskij. Vor tids Churchill er her, der og alle vegne, men har først og fremmest med sin blot 1,7 meter høje skikkelse stillet sig i spidsen for kampen mod den aggressive russiske nation.

Han mindede filmfolket i Cannes om, at filmen kan spille en rolle for at samle verden mod brutale diktaturer. Han fremhævede Chaplins mesterlige Diktatoren, der allerede i starten af verdenskrigen udstillede Hitler som den ynkelige mand, han var.

”Verden har brug for en ny Chaplin, som vil vise, at filmen ikke er tavs. Vi har brug for filmmediet til at vise, at slutningen altid vil være på frihedens side,” sagde den tidligere skuespiller i sin gribende tale.

At Cannes-festivalen med verdensfjern arrogance har brudt boykotten af russiske produkter og givet Kirill Serebrennikovs oligark-finansierede storfilm Tchaïkovsky’s Wife en fornem plads i hovedkonkurrencen, forbigik sympatiske Zelenskij i tavshed.

Tautologisk mareridt
Med årets mest uheldige timing blændede festivalen derefter op for den franske vampyrkomedie Coupez!, der er det stik modsatte af, hvad Zelenskij havde efterlyst: fordummende eskapisme fyldt med teaterblod.

Instruktøren Michel Hazanavicius (The Artist) havde dog i ellevte time nået at ændre titlen Z, fordi et fornuftigt menneske må have tænkt, at det trods alt ville være for dårlig situationsfornemmelse at præsentere et værk med det russiske krigssymbol i Ukraine lige efter Zelenskijs tale.

Cannes-ledelsen har åbenbart en særlig forkærlighed for vampyrer. I 2019 åbnede man festivalen med Jim Jarmusch’ The Dead Don’t Die, som heller ikke er nogen god film, men i det mindste har den en parade af seje stjerner, man kan glæde sig over gensynet med.

Coupez! er et kinesisk æskesystem af en film i en film i en film.

Den starter med en zombiemands angreb på en skrigende kvinde, som dog hurtigt viser sig at være en optagelse til en zombiefilm.

Instruktøren går amok over det elendige skuespil, hvilket man godt kan forstå. Han spiller dog heller ikke selv særligt godt. Og pludselig bliver filmholdet angrebet af ægte zombier. Som senere viser sig at være fiktive, fordi det, vi nu troede var ”virkelighed”, også viser sig at være en fiktion.

Så nu skal vi igennem de samme scener igen i en fingeret bag-kamera-dokumentar, der skal udstille de groteske b-filmagtige produktionsforhold.

Retfærdigvis skal det sige, at der vitterlig var publikummer i salen, der undervejs fandt noget at grine ad. Men for de fleste har Coupez! nok været et tautologisk mareridt, som ingen ende ville tage.

Da filmen endelig var færdig, og lyset blev tændt, kiggede jeg på min blog. Den var tom.

Mor med mission
Udtrykket ”tautologisk mareridt” stammer faktisk fra en anden film, som åbnede den langt mindre prestigefulde parallelkonkurrence Semaine de la Critique.

Det er i modsætning til Coupez! en glimrende film, og dermed bekræftes en velkendt sandhed: De bedste filmoplevelser skal ofte findes i udkanten af den store festivitas.

When You Finish Saving the World er skabt af den amerikanske skuespiller Jesse Eisenberg (The Social Network), der hermed debuterer som instruktør.

Filmen er et lavmælt, men nærværende mor-søn-drama, der er lige så morsomt som smertefuldt. Finn Wolfhard spiller den syttenårige nørd Ziggy Katz, som lever og ånder for at skrive musik og optræde på sin internetkanal, der har 20.000 følgere.

Moren Evelyn (altid troværdige Julianne Moore) er leder af et krisecenter for mishandlede kvinder.

Hun har tidligt forsøgt at opdrage sin søn til at have en social bevidsthed, men sønnen har i dag vendt ryggen til alt, hvad der smager af politisk korrekthed. Der er derfor en verden imellem dem, selv om de bor under samme tag (faren får ikke den store opmærksomhed fra nogen af dem).

Da en ung fyr viser stor omsorg for sin skrøbelige mor på centret, ser Evelyn pludselig den søn, hun gerne selv ville have haft. Hun kaster sin kærlighed over fyren og vil redde ham – selv om han egentlig nok helst vil være fri.

Der begynder dog at komme en bevægelse på hjemmefronten, da Ziggy forelsker sig i den unge digter Lila, men føler sig utilstrækkelig, fordi han intet ved om politik. Måske kan mor alligevel bruges til noget?

Woke og ensom
Med et overbevisende manuskript sætter Jesse Eisenberg fokus på ensomheden i en intellektuel middelklassefamilie, hvor hvert medlem lever i sin egen verden med en god portion indestængt vrede.

Så tæt på hinanden og alligevel så fjerne.

Det er en film om at være woke og frisindet, men alligevel ikke være i stand til at knytte nære forbindelser. Og det er en film om, at man kan være helt alene, selv om man har adgang til tusindvis af følgere på de sociale medier.

Det lyder måske banalt, men det er det ikke i Jesse Eisenbergs underspillede og elegant turnerede drama, der lover godt for hans karriere som instruktør.

Man kunne godt få den mistanke, at der er tale om et delvist selvportræt, men hellere lidt navlepilleri end den iltfattige post-post-postmodernisme, som den officielle festival lagde ud med.