Hun kan splitte sig selv til molekyler

Visse skuespillere har en karisma så stærk, at der står en særlig glød omkring dem. Som når du som barn lagde hænderne over en lommelygte og så huden lyse gul og rød omkring knoglerne.

Jessie Buckley er sådan en skuespiller. Menneskets indre mekanik skinner under hendes hvide hud.

Hun nøjes ikke med evnen til at gøre sig gennemsigtig foran kameralinsen. Buckley har som Julianne Moore næse for at snuse sig frem til solid filmkunst.

De seneste år har det unge talent glødet i film som musikdramaet Wild Rose og Charlie Kaufmans Netflix-hjernevrider I’m Thinking of Ending Things.

Også på tv-skærmen har hun vist imponerende spændvidde som mærkværdig sygeplejerske i fjerde sæson af Fargo og bekymret Sovjet-hustru i hitserien Chernobyl.

Og hun fortsætter med at prøve sig selv af i alle slags eksperimenter.

Snart optræder hun i en filmatisering af historiens mest kendte romantiske drama – Romeo & Julie – hvor hun spiller den ene titelrolle i nutidens Italien.

Sci-fi-mesteren Alex Garland (Ex Machina) kæmper desuden ifølge branchebladet Variety ihærdigt for at få Buckley med på sit næste projekt. I Men tager en kvinde på aleneferie, da eksmanden dør af en sygdom.

Selv virker hun som en voksen Pippi Langstrømpe, der river sig i fletningerne over tilværelsens gåder. Inde i hende gløder et enormt talent.

Gennembrud
Jessie Buckleys talent blev da også plejet helt fra starten i det irske barndomshjem.

Faren driver en bar, men skriver også digte, og moren er musiker. Hun trænede Jessie Buckleys store sangstemme.

På den katolske pigeskole dyrkede unge Jessie teatret og musikken. Den vilde pige tog ofte de mandlige roller på sig, når der skulle sættes drama op.

Hun gik videre på den prestigefyldte skole Royal Irish Academy of Music, hvor hun fik topkarakterer i både klaver, harpe og klarinet.

Men det var blandt provinstyper i et gement underholdningsprogram, at kunstnerbarnet fik sit gennembrud.

I talentshowet med det sigende navn I’d Do Anything på BBC sang en håbefuld, attenårig Jessie Buckley for at vinde rollen som Nancy i en opsætning af musicalen Oliver!

Skuffelsen stod malet i ansigtet på dommerne, da stemmerne tikkede ind fra folkedybet.

Musicalforestillinger
Jessie Buckley måtte nøjes med at blive nummer to, mens Jodie Prenger vandt pladsen på de skrå brædder.

Hun var tidligere kendt fra reality-programmet The Biggest Loser, hvor deltagerne dyster om at tabe sig mest muligt.

Jessie Buckley drønede dog videre mod stjernerne.

En af dommerne – succeskomponisten Andrew Lloyd Webber – holdt kontakten til stortalentet, der medvirkede i flere musicalforestillinger.

I 2013 gled Buckley over i tungere Shakespeare-dramaer for derefter at komme med i en BBC-filmatisering af Lev Tolstojs Krig og fred. Og da hun i 2017 fik en fast rolle over for Tom Hardy i tv-serien Taboo, kom der for alvor damp under karriere-kedlerne.

Poesi og kvantefysik
En anekdote fra Charlie Kaufmanns film illustrerer Jessie Buckleys talent.

”The girl is molecylar,” stod der i manuskriptets margen om hendes rolle i I’m Thinking of Ending, har hun fortalt til The New Yorker.

I filmen skifter hun hele tiden identitet, og undervejs hedder hun Lucy, Louisa, Lucia og Ames. Det ene øjeblik læser hun poesi, det næste er det kvantefysik.

Kernen i kvinden er faretruende ustabil, fornemmer man.

Jessie Buckley er slet og ret en molekylær skuespiller, der kan udskifte sin form. Når hun gør, får hendes indre glød det til at lyne på lærredet eller skærmen.

Hjerteknusende hverdag
Intensiteten er der, selv når hun spiller indadvendt og underkuet som i Beast, hvor hendes Moll kues af mor og elsker en mand, der er farlig som natten.

I sødsuppe-filmen Wild Rose viser hun første gang Oscar-potentiale som arbejderpigen Rose-Lynn, der vil synge countrysange og lave ballade i Nashville.

Men Rose-Lynn blev mor, inden hun nåede at kaste barndommen af sig, og nu skal hun lære at blive hjemme og passe på ungerne i Glasgow.

Jessie Buckley er naturlig som et tidligt forår, der river i kinderne og blomstrer under hækken. Følelsernes mellemregninger ses i det fregnede irske ansigt.

Når hun kommer til klimaks – skriget til begravelsen i Beast eller sangen til børnene på scenen i Wild Rose – føles melodramaet som hjerteknusende hverdag.

Buckley kan spille alt.

I Fargo er hun ekspressiv og manieret som en rødhåret, kvindelig pendant til Nicolas Cage, klar til at dræbe med giftige tærter og kanyler. I dramaet Misbehaviour spiller hun på alle tangenter som fyrig feminist.

Det er de komplekse, vilde og eksistentielt tvivlende kvinder, der tiltrækker skuespilleren. Lad os håbe, Hollywood kan finde ud af at lave roller til hende.