”Animation har brug for en ny renæssance”

Løvernes konge, Klokkeren fra Notre Dame, Toy Story 2, Find Nemo, Inderst inde.

Som story board-kunstner har Jim Capobianco sat sit aftryk på mange af Disneyog Pixars mest elskede værker, og han blev nomineret til en Oscar for manuskriptet til klassikeren Ratatouille.

Sidste år udkom han med sin første lange animationsfilm som instruktør: The Inventor. Og lige nu er han i Danmark for at fortælle om sin imponerende karriere i to foredrag under Viborg Animation Festival, hvor han også har talt med Ekko.

”Som otteårig så jeg Star Wars i biografen og fandt ud af, at nogle mennesker havde siddet og tegnet alle rumskibene og planeterne. Det ville jeg også,” siger den 55-årige kunstner fra Saddle Brook, New Jersey.

De sidste to år af high school brugte han på at lave sin egen primitive tegnefilm om en fodboldspiller, der må trodse en kæmpe og andre absurde forhindringer for at score et mål.

”Jeg planlagde ingenting, men blev bare ved at lave tegninger og tage billeder af dem med mit super 8-kamera. Det blev en virkelig dårlig film, men det var nok til at få mig ind på California Institute of the Arts.”

En af underviserne var Joe Ranft, der indtil sin død i 2005 var en af verdens mest respekterede storyboardtegnere. Han lærte Jim Capobianco, at det i animation ikke kun er manuskriptforfatterne, der former historien, men lige så meget dem, som tegner de første skitser.

Ingen gad lave løve-filmen
Jim Capobianco kom ind i animationsbranchen på et velsignet tidspunkt, mener han.

Han startede på uddannelsen som karakteranimator i 1987. Det var året efter premieren på den vellykkede, men gammeldags Disney-film Mesterdetektiven Basil Mus og året før selskabets eksperimenterende noir-komedie Hvem snørede Roger Rabbit?, som blander realfilm og animation.

”Det var et tidligt startskud til, hvad der blev en renæssance af animation i det nye årtusind. Jeg kom selv til at tænke på, at der var masser af forskellige genrer inden for live-action, men med tegnefilm var det nærmest bare Disney-formularen. Jeg ville gerne være med til at ændre det.”

I første omgang blev Jim Capobianco dog ansat som story board-lærling hos netop Disney i 1992.

Nærmere bestemt på b-holdet, der arbejdede på et kaotisk og ikke særlig lovende projekt ved navn Løvernes konge, mens a-holdet var i gang med prestigeprojektet Pocahontas.

”Efter kæmpehits med Den lille havfrue, Skønheden og udyret og Aladdin var Disney-cheferne helt maniske og troede, de havde fundet den magiske formular. Ingen gad lave løve-filmen, og jeg blev sat til at arbejde med et story board til en scene, der ikke rigtigt var skrevet færdigt.”

Det var den sidste scene mellem løveungen Simba og hans far Mufasa (spillet af netop afdøde James Earl Jones), der skal sige et par bevingede ord til sønnen inden sin død.

”Jeg vidste, at Mufasa senere ville komme tilbage som et spøgelse i skyerne. For at binde det sammen malede jeg en stjernehimmel til min scene og skrev en replik om, at fortidens konger kigger ned på os fra stjernerne. Cheferne var vilde med det og syntes, det løste alt,” husker Capobianco og skjuler næsten sin stolthed med et grin.

Syngende katedral
Løvernes konge er en af Disneys største succeser nogensinde, mens Pocahontas sjældent vækker den store begejstring. Desværre blev Disneys næste projekt, Klokkeren Notra Dame, en skuffelse for unge, ambitiøse Jim Capobianco.

”Det er en forfærdelig film. Der er nogle fantastiske scener, men manuskriptet er noget rod med syngende gargoyler. På et tidspunkt var det meningen, at katedralen også skulle synge. Jeg kæmpede for at holde fast i den mørke tone og gjorde mig upopulær.”

Capobianco ville væk. Efter at have tegnet tinsoldat-sekvensen i Fantasia 2000, ringede han til det nye selskab Pixar, som lige havde imponeret med Toy Story og endnu ikke var blevet købt af Disney.

Den danske storyboard-kunstner Jørgen Klubien var tilfældigvis nødt til at forlade skuden for at tage på turné med popgruppen Danseorkestret, som han var forsanger i. Og så der var plads til Capobianco.

”Hos Pixar blev jeg kendt som tredje akt-fyren, fordi jeg på to film i træk fandt på en bedre slutning end den oprindelige,” siger han lidt forlegent.

I Græsrødderne kom han på, at insekthovedpersonerne til sidst skulle flyve op i træerne og se verden fra insektperspektiv. I Toy Story 2 fandt han på, at eventyret skulle ende med en rullebåndsjagt i lufthavnen i stedet for endnu en biljagt som i den første film.

Outsiderrotten
En dag fik Jim Capobianco stukket et stykke papir i hånden af den tjekkiske Pixar-instruktør Jan Pinkava. På papiret stod idéen til en film om en rotte, der bliver kok på en parisisk restaurant.

”’What the fuck,’ tænkte jeg. Ingen kan lide rotter, og hvordan gør man madlavning underholdende? Men jeg foreslog alligevel, at vi kunne skrive filmen sammen. Jeg ledte hele storyboard-holdet, og Jan instruerede sammen med Brad Bird, der også satte sit aftryk på manuskriptet.”

Oprindelig var Ratatouille en mere familiefokuseret historie, men Capobianco lærte i researchen, at mange kokke kommer fra en kriminel baggrund eller er immigranter. Det førte til historien om outsiderrotten, der vil ind i det fine miljø.

Han introducerede også figuren Colette, som har en romance med rottens menneskeven Linguini.

”Vi kan ikke have en film i Paris uden romance, og så var der brug for noget konflikt mellem rotten Remy og Linguini, som hun skabte,” forklarer forfatteren.

Komedien imponerede med sine rappe replikker og smukke skildring af madlavning. Og sammen med Bird og Pinkava blev den debuterende manuskriptforfatter Jim Capobianco nomineret til en Oscar for bedste manuskript.

Europæisk tempo
Det var også i forbindelse med Ratatouille, at Jim Capobianco sprang ud som instruktør. Til filmens dvd var der brug for ekstramateriale, og han foreslog en 2d-animeret kortfilm om rottens historie med titlen Din ven, rotten.

”Jeg elsker Disneys uddannelsesfilm fra 50’erne og prøvede at efterligne den stil. Det var min bedste tid hos Pixar,” husker Capobianco, der vandt en Annie Award, den amerikanske animationsbranches pris, for kortfilmen.

Han fik blod på tanden og brugte sin fritid på at færdiggøre en kortfilm om Leonardo da Vinci, der forsøger at flyve med vinger. I 2016 forlod han Pixar og gik i gang med sin første lange animationsfilm som instruktør.

The Inventor var sidste år nomineret til en pris på Viborg Animation Festival. Den handler om den aldrende kunstner og opfinder Da Vinci, der er blevet forvist af paven til Frankrig, hvor han dissekerer lig og forsøger at tækkes kongen.

Stephen Fry og Daisy Ridley lægger stemme til dukke-stop-motion-filmen, der er fortalt med ”et europæisk tempo”, som han udtrykker det.

”Jeg har lavet den sammen med franske Pierre-Luc Granjon, og det er helt anderledes end at arbejde med Pixar. Dér kunne man lave alt, men kun, hvis cheferne var med på den. Med mit eget lille studie har jeg total kreativ frihed, men jeg til gengæld skal jeg selv sørge for at have råd.”

”Nogle har kritiseret filmen for ikke at være børnevenlig nok, fordi den har en pædagogisk tone og indeholder et gravrøveri. Forældre troede nok, de kunne få fred ved at parkere deres unger foran skærmen, men i stedet får de en masse spørgsmål om døden,” siger instruktøren og griner.

Skuffende Oscar-film
Det er sjældent, man møder en person, der har sat sit præg på animationens verden i så høj grad som Jim Capobianco. Og han har da også en holdning til situationen i animationsbranchen anno 2024.

”Flere og flere stemmer bliver hørt, kvinderne får endelig plads, og teknologisk sker der en masse nybrud. Det er fantastisk. Men rent fortællermæssigt har de fleste travlt med bare at gentage det, der allerede er lavet,” siger han.

Instruktøren er med i Oscar-akademiet og ser hvert år de animerede kortfilm, som skal overvejes til en nominering.

”Sidste år var jeg ret skuffet over historiefortællingen, for der var intet nyt i det. Måske er jeg ved at blive gammel, men jeg håber på en ny renæssance. Ligesom dengang med Hvem snørede Roger Rabbit?”