Joaquin Phoenix er den fødte Joker

Som sædvanlig er festivalen i Venedig igen i år affyringsrampe for en stribe af sæsonens helt store Hollywood-film.

De foregående år har blockbustere som La La Land, The Shape of Water og First Man haft premiere i den italienske kanalby, og det er en tendens, som fortsætter.

Den før hensygnende festival er blevet kritiseret for at profilere sig på de amerikanske film, men ikke desto mindre er det en rigtig Oscar-film, der indtil videre har sikret sig det største bifald på festivalen.

Joaquin Phoenix imponerer som Batmans værste fjende i Joker, der foregår i den velkendte fiktive by Gotham, hvor uroligheder ulmer, og byens fattigste er trætte af at blive trådt på af de rige.

Skræddersyet til Phoenix
I den vellykkede prequel til Batman-universet spiller Phoenix overrumplende troværdigt den mentalt ustabile Arthur Fleck, der aldrig har fået en chance i livet. Fra barnsben er han blevet misbrugt, svigtet og løjet for, og som voksen fortsætter kollegerne og samfundet med at nedgøre ham.

Han arbejder som klovn og tager ud til hospitaler og andre steder for at underholde, men drømmer om at gøre karriere som standup-komiker.

På grund af den miserable opvækst har Arthur ingen situationsfornemmelse, folk bliver automatisk bange for ham, og Joaquin Phoenix ligner en komplet vanvittig. Man er spændt til bristepunktet i forhold til, hvor længe den ustabile og bundulykkelige Arthur kan holde til presset.

Rollen gør øjeblikkeligt Phoenix til Oscar-favorit, men det sker også en film, der er skræddersyet til skuespilleren.

De Niros kidnapning
Todd Phillips, der tidligere har instrueret Tømmermænd-filmene, ligner en instruktør, der er blevet hyret til at sætte Joaquin Phoenix i scene.

Joker lever og ånder med skuespillerens præstation, og filmen i sig selv når ikke helt samme mindeværdige højder som Christopher Nolans Batman-film The Dark Knight.

Til gengæld er der underholdende sammenspil med Phoenix og Robert De Niro, der har en mindre rolle som den selvglade tv-vært Murray Franklin, som Arthur Fleck ser beundrende op til.

Det er en meta-humoristisk rolle til De Niro, som i Martin Scorseses The King of Comedy fra 1982 spiller en passioneret, men fejlslagen komiker.

Han ønsker brændende at få opmærksomhed, men ender i bestræbelserne med at kidnappe sit største idol.

Netflix i middelalderen
Ligesom Venedig ikke er bange for at invitere Hollywood, er festivalen heller ikke bange for at lukke streamingtjenesterne ind i varmen – modsat Cannes, der ikke rører Netflix med en ildtang.

Netflix har sejlet flere film med til Venedig i år, og en af de mest bemærkelsesværdige er nok The King, hvor Timothée Chalamet overbevisende og indlevende spiller en ung prins, der modvilligt overtager tronen fra sin afdøde far i et fiktivt engelsk kongerige.

Filmen er instrueret af David Michôd og er baseret på flere Shakespeare-stykker, men går nok ikke over i historien på samme måde som den berømte digter. Det er en intens og underholdende affære, hvor den nyslåede konge, som egentlig blot ønsker fred, pludselig indvikles i en storslået krig mod Frankrig.

Michôd leverer ikke noget nyt til den fortærskede middelaldergenre, og han burde nok have skåret en halv time af filmen.

Helt fejlagtigt finder man Robert Pattinson i en mindre, men pinlig rolle som den franske konge. I en ellers gravalvorlig film taler Pattinson med en påtaget og tåkrummende fransk accent, og det fik publikum i Venedig til at grine.

Det var vist ikke meningen.

Kontroversiel skuespiller
Så var der mere ved Pattinsons gamle veninde fra Twilight-filmene, Kristen Stewart, som har hovedrollen i Seberg.

Den konventionelle, men solide biopic er baseret på Jean Sebergs liv. Hun var en berømt og populær skuespiller, som i 1960’erne kæmpede for sortes rettigheder i et racismeplaget USA. Seberg var en af dem, der blev ofre for FBI’s nærgående og chikanerende aflytningssystem under den berygtede J. Edgar Hoover.

Unge Jean Seberg laver film i både Hollywood og Frankrig – hun er især kendt for Jean-Luc Godards nybølge-mesterværk Åndeløs fra 1960. Men hun gider ikke lave film bare for at tjene penge. Hun vil gøre en forskel, og derfor begynder hun at involvere sig i Black Panther-bevægelsen, der militant kæmpede for sortes rettigheder i USA. Gruppen var under opsyn af den amerikanske regering, og det satte straks Seberg i myndighedernes søgelys.

Hver en samtale, hun havde, blev aflyttet, og hun kunne ikke være i fred, uanset hvor hun befandt sig.

Kristen Stewart giver et sympatisk portræt af den i dag lidt glemte Jean Seberg, og den amerikanske skuespiller leverer varen i en velfortalt og medrivende fortælling. Hun skal ligesom forgængeren Seberg have ros for at vælge meget forskellige og spændende roller.