Jobs Bog ifølge Jensen

Skal man tro Anders Thomas Jensen, var den grundlæggende idé med Adams æbler at udsætte én person for alle de ulykker, danske instruktører de sidste ti år med udsøgt kynisme har hjemsøgt deres hovedpersoner med.
   
"Ville det ikke være komisk at tage et menneske og så både lade ham have en søn i rullestol, være incestoffer og have terminal kræft," spurgte instruktøren sig selv.
   
Og det ville det åbenbart, for danskerne er i hundredtusindvis valfartet til biograferne for at få sig et gedigent grin over Mads Mikkelsens sublime spil i rollen som den bizarre præst, Ivan Fjeldsted, der konsekvent nægter at se virkeligheden i øjnene, når den gør ondt.
   
Moren døde under fødslen af ham, han og søsteren blev voldtaget af faren, som så blev fjernet, søsteren var promiskuøs og blev dræbt i en trafikulykke, og Ivans hustru begik selvmord, da hun ikke kunne holde tilværelsen ud med et spastisk lammet barn og — tør man formode — en rablende vanvittig mand, der tilmed lider af uhelbredelig kræft og en ikke mindre uhelbredelig forestilling om, at det er Djævlen selv, der har nedkastet alle ulykkerne over ham.
   
Ivan er præst og kender selvfølgelig sin Bibel, som han gerne citerer fra, men et af de kanoniske skrifter anfægter hans klippefaste tro på at have Gud på sin side, nemlig Jobs Bog i Det Gamle Testamente. Sagen er den, at Job også prøves i sin tro på Gud, men modsat Ivan mener han, at det er Gud selv, der lægger sin hånd på ham, og ikke Djævlen. Med andre ord er Jobs Bog en trussel mod Ivans eneste trøst i dén forpinte verden, han lever i: troen på, at Gud er god.

Herren gav, Herren tog
Historien i Jobs Bog er den, at Satan — der her præsenteres som en af Guds sønner — udtrykker sin tvivl om, at den retskafne og gudfrygtige Job ville være lige så from, hvis han blev frataget sin mægtige rigdom, sine elskelige børn og sit gode helbred. Satan får derfor lov at plage Job med al landsens ulykker for at prøve hans tro. Fjenderne angriber hans ejendom, kvæg og karle hugges ned, og kamelerne stjæles. Da alle hans børn, syv sønner og tre døtre, straks efter mister livet i et uvejr, sønderriver Job sin kappe, klipper sit hår af og kaster sig til jorden, mens han uden spor af forurettelse siger:
   
"Nøgen kom jeg ud af moders liv, nøgen vender jeg tilbage! Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet."
   
Gud mener, at Job allerede har bestået prøven, men giver alligevel Satan lov til også at ramme Job selv, så han snart efter som en spedalsk plages af bylder fra top til tå. Hans hustru håner ham for stadig at holde fast ved sin retsindighed og vil have ham til at resignere ved at forbande Gud og derpå dø.
   
"Du taler som en kvinde uden forstand," svarer Job hende. "Tager vi imod det gode fra Gud, må vi også tage imod det onde."
   
Mens Job nu sidder i en askedynge og skraber sine bylder med potteskår, får han besøg af tre af sine venner — Elifaz, Bildad og Sofar — som har hørt om hans skæbne. De bliver selvfølgelig rystede over at se ham, men efter at have siddet tavse hos ham i en uge giver de sig på skift til at bebrejde ham. Når Gud knuser ham, må han selv have forbrudt sig mod ham, og derfor gør han bedst i angre sin synd over for ham.

"Mon den Almægtige fordrejer retfærdigheden?"
   
Over for en sådan påstand om Guds retfærdighed hævder Job frejdigt, at han lider uskyldigt, og at Gud følgelig ikke er retfærdig, men i flæng retter sin vrede mod gode og onde. Vennerne vil have ham til at erkende, at et menneske altid har uret over for Gud, men Job udfordrer i stedet Gud og erklærer sig parat til at gå i rette med ham.
   
"Gud kender min færd, prøver han mig, kommer jeg ud som guld."
    
Herren gav, Djævlen tog
Imidlertid forbliver Gud tavs, og endelig tier også Job og hans venner, men kun for alle fire at måtte lægge øren til Elihu, der pludselig uden videre præsentation dukker op. Han ynker vennerne for deres uduelige svar og irettesætter Job for at have gjort sig retfærdigere end Gud selv, "for Gud er større end mennesker".
   
Elihus navn betyder egentlig, at "Gud er" eller "Gud bliver", og således oplader Gud endelig sin egen røst, da Elihu har afsluttet sin tale.
   
"Skal du drage min retfærdighed i tvivl, dømme mig skyldig, så du selv kan få ret," spørger han Job, som fortryder, at han har talt om noget, som gik over hans forstand, da Guds veje er uransagelige. Dog er det Jobs venner og ikke ham selv, der påkalder sig Guds vrede, men da Job går i forbøn for dem, tilgiver han dem. Selv får Job al sin ejendom tilbage, endda dobbelt så meget som før, og atter velsigner Gud ham med syv sønner og tre døtre.
   
"Så døde Job gammel og mæt af dage."
   
Ivan i Adams æbler affinder sig med endnu større sindsro med sin kranke skæbne, end Job gør, men han siger ikke: "Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet." I stedet siger han:
   
Herren gav, Djævlen tog, Herrens navn være lovet.
   
På den måde sætter han sig til doms over Guds veje, som aldeles ikke er uransagelige, men vilkårligt bringes i overensstemmelse med Ivans moralske verdensbillede. Når tilværelsen ikke former sig, som den bør ifølge hans begreber om en retfærdig styrelse, så tilskriver han det prompte Djævlen og betrygger sig ved, at Gud er med ham.
    
Godhedspis
Sådan er Ivans tilværelse gået på bedste beskub, år efter år, lige indtil den dag Adam — suverænt spillet af Ulrich Thomsen — dukker op. Ivan har i forvejen to prøveløsladte fanger i samfundstjeneste i sin kirke, røveren Khalid og alkoholikeren, kleptomanen og voldtægts-forbryderen Gunnar. Adam er nynazist og ifølge sine papirer "ond", men den dom nægter Ivan pure. Der findes ikke onde mennesker, siger han, men Adam sætter sig snart for at overbevise præsten om noget andet, da han provokeres af "al hans godhedspis" og snak om at vende den anden kind til.
   
Adams navn er ikke valgt tilfældigt, da det naturligvis refererer til den bibelske skabelses-beretning, hvor Adam ikke bare er det første menneske, men også den, der bringer det onde ind i verden ved at trodse Guds forbud mod at spise af træet til kundskab om godt og ondt.
   
I det sydfynske paradis, hvor Ivans kirke ligger, står der også et træ, som med sine æbler frister Adam. Ivan forklarer, at æblerne ikke er modne endnu, men Adam spiser alligevel et, hvilket man passende kan forstå sådan, at han — i modsætning til den virkeligheds-fornægtende præst — erkender, at mennesket kan være ondt, nemlig ved at vælge at være det.
   
Således har Adam valgt at være ond, og således kan han over for Ivan forstås som Djævlens advokat, altså en person, der ser på og diskuterer en sag fra dens negative sider. På hebraisk kaldes Djævlen for Satan, som netop betyder Modstanderen eller Anklageren.
   
Ligesom i Jobs Bog er sagen spørgsmålet om Guds væsen og menneskets position i forhold til ham. Ivan mener, at Gud er god og kun Djævlen ond, hvorfor det er Djævlen og ikke Gud, der tester ham. Adam kan til nød se, at Ivan testes, men da han — trods ringe velvilje over for Biblen — læser Jobs Bog, så kan han endelig afsløre over for Ivan, at det er Gud, der lige fra hans fødsel har plaget ham med den ene ulykke efter den anden.

Ravashi-syndromet
For en umiddelbar betragtning er Ivan stærk i sin tro, når han ukueligt fløjter sig fra den ene ulykke til den anden, men den viser sig som et falsum, når han kun gør det i kraft af en konsekvent fornægtelse af ulykkernes realitet. Derfor kommer prøvelserne aldrig til deres ret, og derfor må Gud ikke bare nedkalde en sværm af plager over ham, men også fratage ham den illusion, der gør ham immun over for lidelserne.
   
En sådan immunitet besidder Job ikke, og derfor kan Ivan heller ikke sammenlignes med Job, før han i lighed med det bibelske forbillede ser virkeligheden i øjnene i forholdet én til én. Således ligger Ivans nominelle lidelser allerede bag ham, da Adam dukker op for at konvertere dem til reelle lidelser.
   
Adam er realistisk i sit syn på Ivan, men som nazist er han ikke fri for et metafysisk forhold til den virkelighed, han lige så gerne som præsten ser som en elementarisk kamp mellem godt og ondt. Derfor lader Adam sig hurtigt mobilisere til en kamp for realiteterne, som ifølge det nazistiske verdensbillede netop er onde, hvorfor nazismen i sin eksplicitte ondskab blot er naturlig.
   
I denne kamp finder Adam en alliancepartner i den videnskabsforherligende dr. Kolberg, der i en antimetafysisk kynisme afslører for ham, hvordan han én gang for alle kan knække Ivan.
   
Ivan har altid været lidt af et fænomen på hospitalet, fortæller Kolberg, fordi han med sin enorme kræftsvulst i hovedet for længst burde være død. "Jeg smadrer dig, hvis du fortæller mig, at han er et omvandrende mirakel," afbryder Adam, inden Kolberg får lov at anskueliggøre sin alt andet end mirakuløse forklaring på Ivans overlevelse mod alle medicinske odds.
   
En indisk fodboldspiller ved navn Ravashi mistede engang begge sine fødder i en ulykke, men på grund af chokket blokerede hans hjerne for det faktum, at han ikke længere havde fødder, sådan at han ikke bare kunne løbe hjem på sine benstumper, men også fortsætte med at spille fodbold.
   
Tilsvarende har Ivan været ramt af så mange ulykker, som han ikke har kunnet bære erkendelsen af, at han for at overleve har fået den fikse idé, at han som en Herrens stridsmand kæmper for det gode i en evig holmgang med Djævlen og alle hans gerninger. Kun når nogen en sjælden gang, som aktuelt Adam, præsterer at bryde illusionen, besinder Ivan sig på virkeligheden — og begynder prompte at bløde ud af øret, fordi naturen endelig går sin gang og lader svulsten udvikle sig.
   
"Men det vil sige, at man ku' slå ham helt ihjel, hvis man fik ham til at indse tingene,", spørger Adam interesseret. "Ja, ja, teoretisk, ja."
    
Helvedet er uden trøst
Adam er ikke velbevandret i teologien, men hver gang den Bibel, Ivan har givet ham, falder på gulvet, slår den op på første side af Jobs Bog. Derfor læser han bogen, og derfor kan han overbevise Ivan om, at det er Gud og ikke Djævlen, der forfølger ham. Ergo bryder Ivans verdensbillede sammen og sygdommen ud i lys lue, hvorefter dr. Kolbert giver ham fire-fem uger at leve i.
   
"Det må på en eller anden måde være lykkedes for dig at pille troen fra ham," siger han anerkendende til Adam.
   
Den tro, Ivan har mistet, var hans nødværge over for realiteterne, nemlig den trøst, der lå i at have Gud på sin side, selvom hele tilværelsen syntes at modbevise det. Helvede er netop, som den tyske pietist Johann Arndt skrev, at være uden trøst, men vel at mærke et Helvede, som Gud selv fører én ned i — ikke for at berøve én troen, men for at tvinge én til den samme tavshed og ydmyghed over for Gud, som Job måtte besinde sig på.
   
Adam har mistet alt, men først nu erkender han, at det er tilfældet, og først da kan han overhovedet gøre sig håb om som Job at få det tilbage.
   
Hidtil har Gud været sat ud af spillet, fordi Ivan nægtede at se verden og al dens ondskab som skabt og opretholdt af ham. Dette — at Gud trods almægtig og god tillader det onde — er selvfølgelig også et paradoks, men et endnu større paradoks er det, at Gud netop i det øjeblik, Ivan tror sig hadet af ham, er ham allernærmest. "Gud, han hader os, Christoffer," siger han til sin søn (mens han for første gang viser ham virkelig omsorg ved at erkende hans sygdom og nænsomt lægge et tæppe over ham). Endelig har han forstået, at han ikke kan frelse sig selv, og derfor kan en anden langt om længe komme til ...

Den ny Adam
I den gammeltestamentelige fortælling om Job, er det Gud, der i egen person griber ind og frelser ham, men i filmen er det — efter Det Nye Testamentes model — et menneske, der dannes til at frelse Ivan, nemlig Adam.
   
Skabelsesberetningens Adam refererer man ofte til som "den gamle Adam", idet man hermed opfatter ham som sindbilledet på mennesket i dets naturlige tilstand. Over for ham står Kristus som "den ny Adam", ved hvem mennesket frelses fra sin egen ondskab og således bliver et nyt menneske.

Adams dannelse begynder, da Ivan vil have ham til selv at finde ud af, hvad han skal lave, mens han er ved kirken. I et forsøg på at provokere Ivan erklærer han at ville bage en æblekage, men dermed gør han uforvarende præstens præmisser til sine egne. Snart efter er det ikke Ivan, der prøves, men Adam, som bestandigt lægges hindringer i vejen for at kunne bage den projekterede æblekage.
   
Først brænder han sig på ovnen, og dernæst slår en flok ravne sig ned i æbletræet. Ikke så snart er de sluppet af med ravnene, før grådige orm gnasker løs på Adams æbler, ligesom Ivan igen og igen må købe en ny ovn, når den forrige bliver ødelagt.
   
Den afgørende vending i filmen indtræffer, da Adam med sin forelæsning om Jobs Bog har sendt Ivan i gulvet, men straks efter konfronteres med et uvejr, der med torden og lynild ødelægger den nye ovn og sætter ild til æbletræet. Da må han én gang for alle afgøre med sig selv, om han som dr. Kolberg vil forstå sådanne hændelser som tilfældigheder eller som Elihu i Jobs Bog vil forstå tordenen som et varsel om Guds komme.
   
Hans valg afslører sig hurtigt ved en spirende omsorg for Ivan, Gunnar og Khalid, og endelig kan han med dét ene æble, som takket være Gunnars kleptomani bliver tilbage (resten er blevet fortæret af ravne, orme og lyn), bage den forjættede æblekage. I samme stund rejser Ivan sig fra sin hospitalsseng og spadserer ud i haven, hvor den ny Adam snart efter kan byde ham på en kage bagt med et æble — ikke fra træet til kundskab om godt og ondt, men snarere fra livets træ.
   
Ivan får sig selv igen ved dette mirakel, men hans søn forbliver lam, og selv synes han efter sin kortvarige besindelse på virkeligheden igen at forholde sig temmelig frit til realiteterne. Til gengæld har han fået en assistent, Adam, så han på sinvis får sig selv igen dobbelt, ligesom Job efter sin prøvelse fik fordoblet sin hidtidige ejendom. Og som Jesus i ophøjet ironi valgte Simon Peter, der netop havde svigtet ham tre gange, til den klippe, hvorpå han ville bygge sin kirke — ja, således kan pastor Fjeldsted se sig selv som sin egen kirkes urokkelige fundament.
   
Hovedhjørnestenen er ikke desto mindre Adam, som overraskende viser sig som den frelser, Anders Thomas Jensens guddommelige komedie har forjættet, når Ivan sang med på Bee Gees' How Deep Is Your Love:

I believe in you
You know the door to my very soul
You're the light in my deepest darkest hour
You're my saviour when I fall