Jøden Süss

Blandt de spillefilm, som det tyske Rigsministerium for Folke­oplysning og Propaganda lod producere i Det Tredje Rige, hører Der ewige Jude og Jud Süss til de bedst kendte og mest berygtede.
   
Der ewige Jude — "Den evige Jøde" — står omtrent som indbegrebet af nazistisk propagandafilm, men faktisk var den et publikumsflop. Med sin plumpe karikatur af jøderne giver den et fortegnet billede af den langt mere subtile propaganda, som ikke mindst instruktøren Veit Harlan beherskede.
   
Harlans Jøden Süss er et melodrama, der subtilt benytter den historiske Joseph Süss Oppenheimer som skalkeskjul for en propaganda af betydeligt større rækkevidde. Filmen blev, fra premieren i Ufa-Palast am Zoo i Berlin den 25. september 1940 og til det allierede forbud mod den fem år senere, set af 20 millioner i Tyskland, hvortil kom et stort antal i det tyskbesatte Europa, herunder Danmark.
   
Joseph Goebbels havde via sit propagandaministerium finansieret filmen med intet mindre end to millioner rigsmark, men fik valuta for pengene, så han allerede den 18. august 1940 kunne notere i sin dagbog, at man ikke kunne ønske sig en mere antisemitisk film.
   
Antisemitisk var filmen vitterligt, men angiveligt også historisk korrekt.
   
"De begivenheder, som skildres i filmen, bygger på historiske kendsgerninger," hedder det straks efter filmens indledende kredi­teringer. Således forsikret måtte publikum forlade sig på, at den halvanden time lange spillefilm ikke blot ville være en adspredelse fra hverdagens bekymringer — det første allierede bombeangreb på Berlin fandt sted en måned før premieren - men også en troværdig oplysning om, hvorfor jøden Süss blev henrettet i Stuttgart den 4. februar 1738.

Den historiske person
Süss kom til verden i 1698 som søn af en købmand i Heidelberg. Som ung rejste han til Amsterdam, Wien og Prag, men som jøde var hans erhvervsmæssige mobilitet mere begrænset. Derfor blev han som så mange andre jøder bankier, og som kreditor for flere adelige vandt han stor betydning.
   
Blandt disse adelige var Karl Alexander von Württemberg, der i 1733 fulgte sin afdøde onkel på hertugsædet i Stuttgart. Tre år senere gjorde den katolske hertug Süss til gehejmefinans- råd, men med en jøde som sin vigtigste rådgiver skærpede han blot den konflikt til den protestantiske stænderforsamling, han allerede stod i.
   
Til de religiøse spændinger kom nu de politiske, da stænder­forsamlingen først så sin prestige truet af Süss' nyttige handels- og statsreformer og dernæst sin skatteudskrivningsret. Hertugen var nemlig til sinds at følge Süss' forslag om at gøre ham enevældig, men til alt held for de deputerede i stænderforsamlingen døde Karl Alexander pludselig den 12. marts 1737 af et slagtilfælde, så de samme dag kunne anholde Süss og sigte den førhen så mægtige ­gehejmefinansråd for al landsens ulykker.
   
Den eneste af de mange sigtelser, retten kunne bevise, var, at den charmerede jøde havde haft kønslig omgang med kristne kvinder - blandt andet skulle han have defloreret en fjortenårig pige, selv om to jordemødre bevidnede hendes fortsatte mødom. På dette spinkle grundlag blev han dømt til døden den 9. januar 1738.
   
Süss blev tilbudt benådning, hvis han ville omvende sig til kristen­dommen, men dette nægtede han, hvorefter han med strikken om halsen, for øjnene af 12.000 mennesker, blev hejst op i et jern­bur over dem.
   
Mens han som en erotisk fuglefænger sad i sit eget bur, blev han på ny opfordret til at omvende sig, men afviste igen, fremsagde den jødiske trosbekendelse "Shema Israel" og spyttede vist endda på jorden foran præsten. Da udløste bødlen faldlemmen, og af Süss var der snart efter ikke andet tilbage end et afpillet skelet, der fik lov at hænge i seks år til skræk og advarsel for alle jøder i hertugdømmet Württemberg.

Amourøse fantasier
Selv om proces-akterne først blev tilgængelige i 1919, var Süss længe forinden gjort til genstand for et væld af mere eller mindre fantastiske dramaer, fortællinger og romaner. Størst succes fik Lion Feuchtwanger i 1925 med romanen Jud Süss, men som jøde måtte forfatteren flygte efter at have set sit værk gå op i flammer, da nazisterne kort efter magtovertagelsen i 1933 foranstaltede en afbrænding af såkaldt tyskfjendtlig litteratur på Opernplatz i Berlin.
   
Med sin "forherligelse af jødedommen" kunne Jud Süss naturligvis ikke tjene Veit Harlan som forlæg for hans film. I stedet benyttede han den schwabiske digter og teolog Wilhelm Hauffs føljetonnovelle af samme navn fra 1827 (genudgivet 1935 i en version med et nazistisk forord, der ligesom Harlans film ikke må forhandles i efterkrigstidens Tyskland).
   
Hauff lader sin kærlighedsaffære udspille sig mellem Süss' søster Lea og schwaberen Gustav Lanbek. Den kristne Lanbek nægter imidlertid at gifte sig med Lea, da han så måtte bryde med sin familie og sin religion. Da hertugen dør, bliver Süss anholdt og stillet for retten, hvor Lanbek sidder som en af hans dommere. Lea beder Lanbek om nåde for sin bror, men forgæves, så efter hans henrettelse drukner hun sig.
   
I novellen skoser Hauff justitsmordet på Süss, men advokerer i øvrigt en adskillelse af kristne og jøder, så en vis antisemitisme er den bestemt svanger med. Antisemitismen havde Harlan, med sit venskabelige forhold til Goebbels, imidlertid bedre kilder til, men fra novellen kunne han bruge de amourøse fantasier over forholdet mellem kristne og jøder. I filmen skildres Süss som en amoralsk charmør, der selv med en maitresse ved hoffet i Stuttgart gør kur til den dydige Dorothea Sturm, datter af stænderforsamlingens formand.

Verden som hjem
Til en begyndelse lader Harlan alt ånde fred og idyl i Stuttgart, hvor borgerne fejrer Karl Alexanders tronbestigelse. Hertugen vil dog mere end hyldes af sit folk, men uden stænderforsamlingens billigelse kan han hverken sponsorere en ballet eller give hertuginden en passende gave.
   
Derfor sender han en betroet hofmand til Frankfurt for at finde erstatning for de manglende finanser hos Süss, der skjuler en rigdom af smykker og juveler bag en ydmyg facade i den overbefolkede og skidne Judengasse.

Süss ser straks muligheden for at få ophævet forbuddet mod jøder i Stuttgart, så kort efter lader han sit skæg rage, skifter sin kaftan ud med fornemme klæder og begiver sig på vej fra ghettoen til byen. Undervejs bliver han udsat for et uheld, men får et lift af Dorothea, der lader sig besnære af hans verdensmandsmanerer, så hun ikke aner konspirationen - "das internationale Judentum," som Hitler kaldte det.
   
Med begejstring hører hun, at han både har været i Paris, Lon­don, Wien, Rom, Madrid og Lissabon. Det er jo næsten hele verden, bemær­ker Dorothea, som vil vide, hvor Süss har følt sig mest hjemme.
   
"Alle vegne!"
   
Men har han da intet hjem?
   
"Jo, verden!"
   
Sådan kunne en rodfæstet tysker, der kender sit hjem - sit "Hei­mat" ­og sin "Blut und Boden" - aldrig svare, men Dorothea insisterer blot på, at han et eller andet sted må have følt sig mest lykkelig.
   
"Jeg tror aldrig, jeg har været så lykkelig som her i Stuttgart ved Deres side, henrivende Demoiselle!"
    
Symbolsk rejsning
Som en reminiscens af den tragiske kærlighed i Hauffs novelle aner man Dorotheas tiltrækning, så længe hun ikke har lært at se Süss som blot og bar jøde. På overfladen er han assimileret, men hans erotomani afslører hurtigt hans jødiske væsen, der bestandigt begærer penge og kvinder.
   
Elegant viser Harlan, hvordan penge og kvinder komplementerer hinanden, da Süss med klingende mønt frister hertugen, hvorefter der klippes fra de rullende mønter på skrivebordet til de drejende ballerinaer i balsalen.

Den tyske hertug, der før var tro over for hertuginden og blot slog en hjertelig latter op, da en kvinde ved et uheld kom til at blotte sine bryster under en parade, får nu vakt sit begær efter andre kvinder. Men det utugtige begær fremstilles som en projektion af jøden Süss', så filmen virker som en undskyldning for det begær, den vækker hos publikum, når kameraet smyger sig op ad et ben eller dvæler ved en yppig barm.
   
Med andre ord tilbyder Harlan sit publikum to diametralt modsatte perspektiver på det erotiske, nemlig et æstetisk og et politisk, der praktiseres som henholdsvis voyeurisme og fordømmelse. Den skam, voyeurismen vækker, kompenserer filmen for ved at fordømme begæret i skikkelse af jøden.
   
Derfor begrundes hans henrettelse primært med den "skam", som det tyske folk har lidt på liv og sjæl på grund af Süss. Og derfor er det næppe noget tilfælde, at henrettelsen tager sig ud som en symbolsk rejsning, så Süss dør midt i akten, der således sublimeres til en æres- oprejsning for det tyske folk.

Raceskændsel
Som i virkeligheden og i Hauffs novelle er det også i Harlans film hertugens død, der bringer gehejme-finansråden til fald, men i modsætning til novellen er det ikke Süss' søster, den jødiske Lea, der drukner sig, derimod den kristne Dorothea.
   
Forinden har Süss forsøgt at presse hende til at blive hans elske­rinde ved at fængsle hendes far og torturere hendes mand, men i mangel af resultater ender han med at voldtage hende. Som konsekvens af sin skændsel løber hun fortvivlet ned til Neckar og kaster sig i flodens bølger. Det offer, hun bringer, får karakter af en katarsis, der skal rense det tyske blod for den jødiske sæd.
   
På baggrund af tragedien ender filmen med en morale i nøje overensstemmelse med Nürnberglovene af 15. september '35, med hvilke nazisterne blandt andet fratog jøderne deres tyske statsborger­skab og forbød ægteskab eller seksuelt samkvem mellem jøder og ariere.
   
Den sidstnævnte del af lovkomplekset blev betegnet som "Loven til beskyttelse af det tyske blod og den tyske ære", og overtrædelse af den blev kaldt "raceskændsel".

Tilsvarende henviser Dorotheas far under rets-forhandlingerne til en gammel bestemmelse om, at en jøde, der har seksuelt samkvem med en kristen kvinde, skal dø ved strikken. Tidligere har han afvist Süss' anholdelse om Dorotheas hånd med henvisning til, at hun ikke skulle avle "jødebørn", som Nürnberg-lovene ligeledes fordømte som bastarder.
   
Endelig forkynder Sturm, efter at hans datters ærekrænker er blevet hængt, at stænder-forsamlingen har besluttet at udvide forbuddet mod jøder i Stuttgart til hele Württemberg, som de får tre dage til at forlade.
   
"Måtte vore efterkommere holde sig strengt til denne lov, så de spares for megen skade på deres liv og gods og på deres børns og børnebørns blod."

Med disse ord slutter Jøden Süss, og med disse ord mente store dele af publikum at kunne retfærdiggøre de tyske jøders deportation til ghettoerne i Polen og siden hen til udryddelseslejrene.

Auschwitz
Filmen havde på historisk grundlag vist, at assimilation af jøder ikke var mulig, da de som parasitter ville udsulte tyskerne. Filmen hævdede, at Süss havde brandskattet borgerne, der desuden måtte lide under bestandigt stigende priser på brød og mælk, kød og grøntsager. Det kunne de fleste biografgængere uden videre associere til den galoperende inflation og sult efter det forsmædelige nederlag i den foregående verdenskrig.
   
Måske kunne de også i fremstillingen af hertugen som en for­dums krigshelt, der i sin magtbrynde og dekadence havde sluppet jøderne ind i Stuttgart, se et maskeret portræt af de helte fra verdenskrigen, der året efter dens afslutning - i 1919 - havde opløst det tyske kejserrige og med indførelsen af Weimar-forfatningen givet jøderne borgerlige rettigheder på lige fod med tyskerne. Nu kunne tyskerne takke Hitler for som en genfødt Sturm at have frelst folket for den jødiske fare.
   
I Jøden Süss var det kun én jøde, der blev slået ihjel, men i Tyskland havde pogromer allerede kostet langt flere livet. Med den tyske erobring af de europæiske jøders stamområder i Polen, Ukraine og Rusland blev pogromerne med hensynsløs konsekvens erstattet af et industrielt drab på seks millioner.

Forud for den fysiske tilintetgørelse gik en udgrænsning af jøderne, som Veit Harlans film i vid udstrækning bidrog til. Alligevel blev han efter krigen frifundet for anklagen om at have medvirket til forbrydelser mod menneskeheden, så han uhindret kunne fortsætte sin succes som filmproducent frem til et par år før sin død i 1964. ­I alle hans tolv efterkrigsfilm medvirkede hans kone, den svenskfødte skuespiller Kristina Söderbaum, der havde spillet Dorothea i Jøden Süss.
   
Derimod var hans første hustru, den jødiske skuespiller Dora Gerson, forhindret i at genoptage sit virke — ikke på grund af deres skilsmisse i 1924, men fordi hun i februar 1943 blev gasset i Auschwitz.