Schlüters fald
22. juni 2017 | 16:08 - Opdateret 16. jan. 2018 | 11:01

Johan Schlüter tiltalt for svindel

Foto | Søren Rønholt
Ekko var det første medie, som Johan Schlüter gav et større interview til, efter at skandalen rullede. I #70 fortalte han, hvordan han blev ”Kongen af Copydan”, og han bedyrede sin uskyld i alle anklagerne.

Den forhenværende førsteadvokat for den danske filmbranche er blevet tiltalt for at have taget penge fra sine klienter.

Af Nicki Bruun

”Jeg har mistet alt. Mit livsværk er væk. Det er en stor sorg.”

Sådan sagde advokat Johan Schlüter som det første, da Ekko interviewede ham for halvandet års tid siden i magasin #70.

Schlüter havde indtil da været Danmarks førende advokat for filmbranchen og administreret pengene i forbindelse med copyright-forhandling, men hans firma var nu gået konkurs og han selv meldt for bedrageri af Producentforeningen.

Nu er Johan Schlüter så blevet tiltalt af Bagmandspolitiet, anklaget for at have svindlet med 200 millioner kroner. Det skriver Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet i en pressemeddelelse, som dog ikke navngiver Schlüter og hans to ligeledes tiltalte kolleger.

Berlingske Business erfarer dog, at der er tale om Johan Schlüter samt Lars Halgreen og Susanne Fryland, der var ansat i Johan Schlüter Advokatfirma.

Ikke Stein Bagger
I første omgang blev Susanne Fryland i 2015 bortvist fra Johan Schlüter Advokatfirma, og blev med egne ord ”brugt som syndebuk”, som hun dengang sagde til lokalavisen Sjællandske.

Nu er alle tre så også blevet tiltalt med forskellige tiltalepunkter for at have begået svindel.

”Advokaterne var jo betroet til at forvalte og administrere deres kunders midler, men det er vores opfattelse, at advokaterne i stedet groft har udnyttet tilliden og lagt millionbeløb i egen lomme,” siger vicestatsadvokat Niels Vejlby Hansen i pressemeddelelsen og fortsætter:

”Straffesagen kommer til at handle om de meget store økonomiske tab, som advokaterne er tiltalt for at have ansvar for. Det er heldigvis sjældent, at vi ser sager af denne grove karakter, og vi har derfor nedlagt påstand om, at de tiltalte bliver frakendt retten til at drive advokatvirksomhed.”

I Ekkos interview med Johan Schlüter fra dengang siger advokaten, at han ikke er Stein Bagger. Men finansmedier skriver i dag efter sigtelsen, at sagerne kan sammenlignes. Og det er i hvert fald den største sag af sin art inden for filmbranchen.

Johan Schlüter har også tidligere udtalt, at han aldrig kommer til at stå i en retssal. Men topadvokaten har nu hyret en anden stjerneadvokat, Karoly Németh, til at forsvare sig. Og Németh oplyser til Berlingske Business, at ”vi glæder os til at møde op i retten og få bevist, at virkeligheden er en hel anden.”

Kommentarer

Johan Schlüter

Født 1944 i København.

Får sin advokattitel i 1974.

I fire årtier film- og musikbranchens førsteadvokat.

Skabte Nordens største advokatfirma, Johan Schlüter Advokatfirma, med speciale i ophavsret.

Fik i 2014 en fængselsdom på atten måneder i Frankrig, men frikendt i appelsagen.

Blev i 2015 meldt til politiet for underslæb af Producentforeningen og er nu blevet tiltalt for svindel.

Gav et stort interview om sagen til Ekko #70.

© Filmmagasinet Ekko