Johan Schlüter: Ekkos anmelder er inhabil

Advokat Asger Thylstrup har i Ekko anmeldt min erindringsbog Højt at flyve – erindringer fra et liv i lys og skygge. Den, der skriver en bog, må naturligvis finde sig i de anmeldelser, der kommer, og skal afholde sig fra at gå ind i en diskussion med anmelderen.

Det kunne jeg heller ikke drømme om.

Jeg synes dog, at Ekko skal gøres bekendt med, at Thylstrup, hvis indsats som meddommer i en sag for Ophavsretslicennævnet kritiseres stærkt i min bog, næppe har været den rette til at anmelde bogen, og jeg må endvidere gøre opmærksom på en klar, faktuel fejl i anmeldelsen.

På side 313-314 i bogen omtaler jeg en kendelse fra Ophavsretslicensnævnet i 1994 i en sag mellem Copydan Kabel TV og forskellige teleselskaber.

Kendelsen var meningsløs, idet man sammenblandede tvistens genstand i denne sag med tvistens genstand i en anden, næsten samtidig, men helt anderledes sag mellem Gramex og DR. Retsformanden, der var højesteretsdommer, var syg og ikke sig selv, da han skrev den meningsløse kendelse, men meddommerne greb ikke ind og underskrev blot kendelsen, som de sikkert ikke havde læst.

Kendelsen blev senere kendt ugyldig af Østre Landsret på grund af indholds- og formmangler. Landsretssagen førte jeg sammen med advokat Steen Lassen. I min bog skriver jeg, at meddommerne burde have været fyret for inkompetence.

Den ene af meddommerne var Thylstrup, men jeg tager i bogen det hensyn til ham ikke at nævne ham ved navn. Thylstrup siger selv i anmeldelsen, at jeg i bogen omtaler ham to gange, ”den ene gang heldigvis uden navns nævnelse”, hvilket jeg læser som en selverkendelse af den dybt kritisable rolle, han pillede som medlem af Ophavsretslicensnævnet.

Man kan se kendelsen på Ophavsretslicensnævnets hjemmeside. Det er sag nr. 61 af 27. oktober 1994. På den baggrund forekommer det mig, at der kan sættes spørgsmålstegn ved Thylstrups habilitet som anmelder af min bog.

Latter og gråd
Asger Thylstrup nævner, at jeg blev frifundet af Appelretten i den franske sag, hvor jeg i første instans, uden at være til stede og uden at være blevet afhørt, var blevet dømt for bedrageri over for en mand, som jeg ikke kendte, aldrig havde mødt og aldrig havde talt med.

Men, skriver Thylstrup, jeg glemmer at nævne, at jeg blev dømt (en bøde) for bedrageri over for Éditions Raoul Breton SACEM (KODA’s pendant i Frankrig).

Thylstrup har åbenbart sat sig lige så lidt ind i min bog, som han satte sig ind i ovennævnte famøse kendelse.

Side 389-390 i bogen beskriver jeg indgående baggrunden for bøden, ”som åbner for tårekanalerne i latter og gråd”. Jeg fik en bøde for en fransk advokats indberetning til forskellige musikforlag og SACEM af en overdragelse af musikrettigheder til det danske selskab Nest A/S.

Det skete i august 2006, hvor jeg intet havde at gøre med Nest A/S. De franske domstole mente, at den franske advokats anmeldelse af rettighedsoverdragelsen ikke skulle have fundet sted, fordi visse forhold i overdragelseskontrakten ikke var fuldt afklaret.

Jeg havde ikke kendskab til det, som den franske advokat havde foretaget sig, men blev i første instans dømt med den begrundelse, at jeg havde været ”representant legal” for Nest, altså havde haft en formel juridisk position i Nest A/S.

Dette var åbenlyst urigtigt og blev berigtiget under appelsagen.

Regulær fejl
Appelretten syntes dog, at jeg alligevel skulle have en bøde, og opfandt en ny begrundelse, som ikke var indgået i proceduren under appelsagen. Man dømmer mig for de handlinger, som jeg ikke vidste besked om, fordi Nest A/S på tidspunktet for handlingerne havde haft forretningsadresse på mit kontor.

I sig selv et mere end tvivlsomt grundlag for strafansvar, men – som jeg skriver i bogen – det næsten pikante er, at Nest A/S ikke havde forretningsadresse på mit kontor!

Det kunne Appelretten have forvisset sig om ved at læse den udskrift fra Erhvervsstyrelsen, der var fremlagt som bilag i sagen, men retten havde øjensynligt ikke læst bilaget. Jeg blev dømt på et dokumenterbart forkert faktisk grundlag, men denne fejl kunne ikke rettes, fordi den franske højesteret, la Cour de cassation, ikke tager stilling til fakta i en sag, men kun til retsanvendelsen.

Nedladende og selvtilfreds
Thylstrup, der godt kan lide at vise, at han forstår fransk og læser franske aviser, kunne have sat sig ind i sagen, men det er måske for meget forlangt.

Det, man dog kan forlange som et minimum, er, at en anmelder gengiver indholdet af den anmeldte bog korrekt.

Asger Thylstrup, hvis form er nedladende og selvtilfreds, kan selvfølgelig også have haft det formål med sin ukorrekte gengivelse at fremstille mig i et dårligt lys. Det er vel endnu værre end overfladisk læsning.