Genial komponist med filmisk svanesang

I 2007 var en yngre kvinde til praktiksamtale hos Ekko. Hun fortalte, at hun jævnligt var i Island, og det fik mig til at fortælle, at jeg havde opdaget en genial, islandsk komponist ved navn Jóhann Jóhannsson.

Jeg havde planer om at lave en film, Hundigedage, og min store drøm var at få Jóhannsson til at komponere musikken, selv om jeg godt vidste, at han var i en anden liga.

Hans storladne og melankolske musik, der blander strygere og elektroniske lyde, var det perfekte soundtrack til historien om den skrøbelige familie i det lille parcelhus på Hundiges bare mark.

Nogle uger senere mødte jeg kvinden i boghandlen i Cinemateket. Hun kom hen til mig og sagde, at der var én, jeg skulle møde. Og så førte hun mig over til en lille, tætbygget mand, præsenterede ham som sin kæreste og undskyldte, at hun havde været for blufærdig til at nævne ham under praktiksamtalen.

Alt har en udløbsdato
Det var Jóhann Jóhannsson.

Han var venlig, lidt genert, men sagde imødekommende, at han gerne ville tale med mig om filmen. Den snak fik vi aldrig, for mit projekt smuldrede og blev til tankestøv, mens årene gik, og arbejdet med Ekko hobede sig op.

Men vi skrev sammen, og Jóhann sendte et link til hans gudesmukke Orphée-plade, for at jeg kunne høre den før udgivelsen i 2016.

Og så en dag opløstes Jóhann til en skygge ligesom Orfeus’ elskede Eurydike. 48 år gammel. Hans musik er båret af længsel og mærket af tab, og det er den samme følelse, han efterlod hos de mange mennesker, der kendte ham.

”Det kom som et lyn fra en klar himmel. Det var virkelig et chok. Jeg var på ferie i Hamborg, og pludselig fik jeg mange opkald. Jeg blev ramt af en kæmpe sorg, for Jóhanns død gav ingen mening,” fortæller fotografen Sturla Brandth Grøvlen.

Jóhann døde af hjertestop i sin lejlighed i Berlin. Årsagen er ikke oplyst, men ifølge tyske medier blev der fundet kokain i hans krop, og sammen med en medicin for influenza kan det have forårsaget hans død.

”Når man dør pludselig i så ung en alder, så tænker man straks på selvmord. Men den Jóhann, jeg kendte, ville ikke tage sit eget liv. Hvis jeg skal finde en forklaring, så arbejdede han for meget, sov for lidt og spiste dårligt. Han døde simpelthen af en form for overarbejde,” siger fotografen, der var meget tæt på komponisten.

Han fotograferede, hvad der skulle blive komponistens første og sidste spillefilm, Last and First Men, et stort værk, han arbejdede på i mange år.

”Selv om alt er tabt, kan man finde skønhed. Det er for mig, hvad ikke bare Last and First Men, men også Jóhanns musik handler om. Vi er nogle skrøbelige væsener, men vi har et stærkt overlevelsesinstinkt,” siger Sturla Brandth Grøvlen.

”Alt har en udløbsdato, det ved vi jo godt. Solen brænder ud, men det lægger ikke låg på den kunst, vi skaber. Og det er sådan, filmen slutter. Selv om vi er en uddøende race, der forsvinder lige om lidt, ser vi tilbage på vores tid med glæde, ikke med sorg.”

Bevægende premiere
Sturla Brandth Grøvlen var i sidste måned aktuel på Sundance-festivalen, hvor Hushpuppy-instruktøren Benh Zeitlins forrygende opfølger Wendy og indiedramaet Shirley fik premiere.

Senere på året kommer to andre store film, som nordmanden har fotograferet: Thomas Vinterbergs Druk og landsmanden Eskil Vogts De uskyldige. Men lige nu er fotografen på Berlinalen, hvor han i går holdt en bevægende verdenspremiere på sin afdøde vens film, der fik bragende bifald.

”Det er meget personligt. Min ven døde pludseligt, og det her projekt er noget, han har overladt til mig og os. Jeg har grædt mange gange i processen,” fortæller Sturla Brandth Grøvlen om arbejdet med at færdiggøre Last and First Men.

Filmen, Jóhann Jóhannsson efterlod sig, var langt fra færdig.

”Først var jeg i tvivl, om jeg overhovedet kunne gøre det, for det var så kort efter hans død, og hans venner var knust over hans bortgang. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere opgaven, og nogle trak sig væk fra det.”

”Men samtidig var det vigtigt, at filmen ikke bare forsvandt. Den var vigtig for hans familie, for han talte ofte om det her projekt og ikke så meget om hans andre opgaver.”

Monumenter i forfald
Sturla Brandth Grøvlen mødte første gang Jóhann Jóhannsson, da fotografen kort efter sin uddannelse på Den Danske Filmskole i 2011 skulle optage sin første spillefilm: Anders Morgenthalers I Am Here, hvor islændingen stod for musikken.

Nogle år senere, da Grøvlen var i Berlin for at forberede optagelserne af den tyske onetake-film Victoria – som han vandt en Sølvbjørn for på Berlinalen i 2015 – blev han kontaktet af den islandske komponist.

Jóhann ville have fotografen med i et ambitiøst filmprojekt. Komponisten havde i 2014 instrueret den korte dokumentar End of Summer, der foregår på Antarktis, men denne gang ville han filme nogle af de mange monumenter – såkaldte spomeniks – der står i det tidligere Jugoslavien, hvor der blev begået store massakrer.

”Han var meget fascineret af, at landets leder Tito byggede monumenterne for at samle en splittet befolkning. De skulle ikke repræsentere noget symbolsk eller religiøst, så arkitekterne fik til opgave at fortælle en ny historie. Monumenterne er mindesmærker fra Anden Verdenskrig, men efter Jugoslaviens opløsning forsvandt interessen for dem, og det samme gjorde idéen om et samlet Balkan. Nu står de bare som futuristiske værker og forfalder i naturen,” fortæller Sturla Brandth Grøvlen.

Den anden grundsten i Last and First Men, som Jóhann præsenterede på mødet, var den britiske science fiction-forfatter Olaf Stapledons bog af samme navn fra 1930.

”Det er en historisk beretning om fremtiden, men skrevet, som om det er fortiden. Jóhann ville fokusere på de sidste kapitler om Jordens undergang og menneskeracens sidste tanker.

Karrieren eksploderer
På deres møde i Berlin fremstod Jóhann Jóhannsson som en alvorlig kunstner.

”Han var meget islandsk. Stille og eftertænksom, tydeligvis meget belæst. Vi talte om litteratur, som jeg ikke har så meget forstand på. Jóhann havde jo læst litteratur på universitetet, og der var en tyngde bag hans referencer og måde at tænke kunst på,” fortæller 39-årige Sturla Brandth Grøvlen.

Da de i december 2014 sammen rejste rundt i Østeuropa for at filme de forskellige monumenter, oplevede fotografen også sin kollega som et enormt venligt og varmt menneske.

”Han åbnede op og viste sin humor, og det var faktisk skidehyggeligt. Vi kørte igennem de vildeste landskaber og sad i bilen og snakkede, som om vi var på turné. Da vi kørte i bjergene i Montenegro fik Jóhann et opkald om, at han var blevet Golden Globe-nomineret for Teorien om alting, og lige præcis dér eksploderede det hele for ham karrieremæssigt.”

– Hvordan tog han det?

”Jeg tror ikke, han var specielt glad for den type opmærksomhed. Men han sagde heller ikke nej til interviews. Pludselig var han på telefonen og snakkede med Variety, Hollywood Reporter og dem alle sammen. Det var spændende, men nok ikke helt i hans comfort zone. Han var et dybt og intelligent menneske, der vidste, hvor han kom fra og stod kunstnerisk.”

Forfærdeligt med Blade Runner
Jóhann Jóhannsson blev foruden Teorien om alting også Oscar-nomineret i 2016 for Sicario, hvis instruktør Denis Villeneuve komponisten forinden havde arbejdet sammen med i Prisoners.

De to fortsatte samarbejdet i sci-fi-filmen Arrival, og Villeneuve hyrede også Jóhannsson til at lave musikken i den stort anlagte Blade Runner 2049. Noget gik dog galt, for undervejs blev islændingen udskiftet med den Oscar-vindende komponist Hans Zimmer, der skabte musikken sammen med Benjamin Wallfisch.

”Jóhann sagde, at det var en forfærdelig oplevelse, men at jeg måtte få hele historien en anden dag, så jeg kender ikke detaljerne. Men det var hårdt for ham. Noget af musikken fra hans Blade Runner-soundtracker dog med i Last and First Men. Han delte ikke sin musik op i kasser, og der gled en strøm af idéer gennem ham. Så jeg tror, at musikken påvirkede hinanden i de forskellige projekter.”

Også Darren Aronofskys mystiske gyser Mother! endte med ikke at indeholde Jóhannssons musik – men dér var det komponistens eget valg!

”Jóhann sad med Darren Aronofsky og sagde: ’Jeg tror faktisk den her film er bedre uden musik,’ selv om han havde arbejdet i månedsvis på et fantastisk score. I stedet arbejdede han tæt med lyddesigneren om at lave lydbilledet, og også musikken til Mother! dryppede over i Last and First Men,” siger Sturla Brandth Grøvlen.

Det viser for fotografen, at Jóhann Jóhannsson var et kreativt menneske, for hvem filmens bedste var det vigtigste.

”Jeg så ham mere som filmskaber end komponist. Jeg ringede tit til Jóhann, hvis jeg fik tilbudt et projekt, og spurgte, hvad han syntes. For mig var han virkelig historiefortæller. Han lavede ikke bare musik og satte den oven på filmen. Det handlede om at skabe et helt lydbillede sammen med lyddesigneren. Han var meget optaget af, at det flød ind i hinanden.”

Gætteleg
Last and First Men er en film, man aldrig har set magen til. Tilda Swintons karakteristiske stemme læser op fra Olaf Stapledons bog, mens sort-hvide indstillinger af Balkan-monumenter og gudesmuk musik fylder billed- og lydsiden, så det skaber en oplevelse af noget overjordisk.

Tarkovskijs filosofiske tidsbilleder og stillbilled-filmen La Jetée er nogle af de værker, Last and First Men leder tankerne hen på.

”Jóhann og jeg var ikke interesseret i ’flotte billeder’ af monumenterne, men i stedet forsøgte vi at gøre dem bevægelige gennem billederne, så de forskellige monumenter nærmest blev til ét stort monument i sammenklipningen. Vi ville skabe et flydende billedsprog, og det var svært at finde referencer til, for der var ikke rigtig lavet noget på den måde før,” forklarer fotografen.

Midt i en lang proces med at klippe optagelserne og et utal af andre projekter døde Jóhann Jóhannsson. Og Last and First Men var hverken halvt eller helt færdig – heller ikke musikken til filmen.

”Bare at finde rundt i alt det, Jóhann havde i sine computere og harddiske, var et kæmpe arbejde. Vi hyrede en person, der sad i ugevis for at organisere materialet. Det var et virvar, for Jóhann efterlod sig et kæmpe katalog, og han havde ikke så megen orden. Det var noget af en gætteleg at finde frem til det rigtige,” siger Sturla Brandth Grøvlen.

Længere og langsommere
Folk som klipperen Mark Bukdahl, lyddesigneren Peter Albrechtsen og den israelske komponist Yair Elazar Glotman blev hentet ind til at færdiggøre projektet. Også Jóhannssons venner, der tæller den islandske komponist Hildur Guðnadóttir, som for nylig vandt en Oscar for sin musik i Joker, gav deres besyv med.

Som tovholder måtte Sturla Brandth Grøvlen holde sig mange ting for øje.

”Vi forsøgte at være så tro som muligt over for Jóhanns vision. Men vi kunne ikke tænke for meget på, hvad han ville have gjort. Det har vi forskellige meninger om, og Jóhann vidste måske ikke altid selv, hvad han ville. Så vi måtte forholde os til os selv som kunstnere i den her proces,” forklarer fotografen.

”Jeg har snakket meget med de andre om, at vi måtte stole på, at Jóhann havde valgt os af en grund. Fordi han havde brug for vores ekspertise. Vi kunne have diskuteret, hvad Jóhann havde sagt til os hver især, men det er en umulig diskussion. Så vi måtte tage ejerskab over projektet.”

– Hvad tror du Jóhann ville sige om filmen, som den er endt?

”Han ville være rigtigt glad og meget stolt. Men han kunne nok også godt tænke sig, at den var længere og endnu langsommere,” siger Sturla Brandth Grøvlen og griner, mens han mindes Jóhann Jóhannsson.

Last and First Men kan opleves på Cph:Dox i marts.