Shortlist: Join the Revolution!
Hver uge præsenterer vi på Ekko Shortlist nye film – de såkaldte boblere – der aspirerer til en plads på top 10. Det er Ekkos redaktion, som udvælger filmene, men det er jer – brugerne – der afgør deres videre skæbne ved at se dem og give stjerner.
Ekko vælger blandt de mange film, som vi får tilsendt – i de første fire måneder drejer det sig om næsten 200 film – men vi er også selv opsøgende.
Dewey – The Musicaler den første film fra Den Europæiske Filmhøjskole, som vi kan præsentere på Ekko Shortlist. Og den er noget så usædvanligt som en high school-musical med et glimt i øjet.
Nørdernes hævn
Dewey (Emil Bræin Furuli) er ny på skolen, og da han lider af den uheldige (men for en musical belejlige) skavank, at han ikke kan lade være med at synge i stedet for at tale, bliver han yndlingsmobbeoffer for den lede Biff (Simon Raundahl Lembcke) og hans læderjakkeslæng.
Men skolens tre selverklærede nørder (heriblandt Kristine Thorp, der suger opmærksomheden til dig med sin energisk udstråling) ser deres snit til at udnytte Deweys sangtalent, og sammen går de syngende til modangreb på Biffs umusikalske terrorregime.
Instruktøren er Magnus Birger Bjørlo Lysbakken, som også har komponeret den forrygende musik med numre som The Nerd Song, Stepping Up og Join the Revolution. Han er nordmand, men da filmen er dansk produceret, opfylder den Ekko Shortlists formelle betingelser.
En ægte hjertevarmer
”Jeg tror, filmens feel-good-vibe gør, at folk er villige til at overse det faktum, at den åbenlyst er lavet uden særlig mange penge eller materielle ressourcer. Den har hjerte – og for en musical er det måske dét, der er allervigtigst,” skriver Magnus Birger Bjørlo Lysbakken til Ekko.
Jeg kan kun give ham ret. En film, der kan få én til at værdsætte en guitarsolo, er noget helt specielt.
Dewey – The Musical er en original og morsom hjertevarmer af en film, der kan gøre minusdage til plusdage, som man sagde engang. Hvis den blot 20-årige Magnus Birger Bjørlo Lysbakken, der bor i København og til efteråret starter på Film- og Medievidenskab, kan fortsætte med at udvikle sig, vil jeg spå ham en stor filmfremtid.
Sygelig voyeurisme
Instruktøren bag ugens anden nye bobler, Hotel Stalker, er også norsk, men bor og arbejder i Danmark.
29-årige Silje Nikoline Glimsdal er uddannet på Zentropas småtte-ordning, og som andre driftige småtter har hun udnyttet fritiden til at lave et par meget ambitiøse film.
I den Hitchcock-inspirerede Hotel Stalker fra 2012 har hovedpersonen Markus den ikke uproblematiske perversion, at han tænder på at iagttage kvindelige hotelgæster, mens de ligger og sover.
”Med filmen ønsker vi at fortælle, at opdragelse og håndtering af et barns psykiske tilstand spiller en stor rolle for, hvordan det senere i livet udvikler sig som menneske,” skriver Silje Glimsdal til Ekko.
Men den smukt fotograferede film (norske Fredrik Sundbye) er frem for alt et suggestivt drama i sin egen ret. Instruktøren dyrker overflader og fører os ind i en sygelig voyeurisme, der både er fascinerende og genuint uhyggelig.
Andreas Berg Nielsen spiller Markus, og Sigurd Holmen le Dous, som vi kender fra Forbrydelsen 3, er hans moralsk bekymrede ven, Geminy.
Ind i Thy
Tredje og sidste nye bobler er dokumentarfilmen Thy som tilstand, som er produceret på den alternative filmuddannelse, Super16.
Vi besøger Thy. Der pruttes om rifler og hektarer i den lokale jagtbutik, på rideskolen renses hove, mens museumsforvalterparret overvejer at dreje nøglen, ”fordi hele Danmark kun tænker på at tjene penge”.
Det er en tidslomme med sin egen stemning, som Jeppe ”Rewolmer” Lauritsens western-agtige underlægningsmusik går godt i spænd med (soundtracket kan høres her).
”Filmen er en hyldest til de originale og selvkørende thyboere, deres menneskelige begavelse og oprigtige interesse i de medmennesker, som filmen forsøger at gengælde ved at give en uformel skildring af nogle af egnens særlige individer og deres omgivelser,” skriver instruktør Emil Næsby Hansen og producer Emil Kramhøft Dinsen.
27-årige Emil Næsby Hansen kommer selv fra Skive, men hans kæreste er fra Thy, og det var historier fra svigerfamilien, der førte ham frem til de thyboer, vi lærer at kende i filmen.
Super16 uddanner næsten udelukkende fiktionsinstruktører, men dokumentaristen Emil Næsby Hansen er en undtagelse, og Thy som tilstand er hans førsteårsfilm fra 2012. Efter sigende har filmen fået kultstatus i Thy.
Kommentarer