”Jokes om Greta Thunberg censureres”

”I min branche accepterer alle, at der er de facto censur. Der er ting, vi decideret ikke skriver, for så går det ikke igennem systemet.”

Sådan sagde filmproduceren Peter Aalbæk Jensen i går aftes, da han var gæst i DR2-programmet Debatten, hvor overskriften var: Hvem husker kulturen?

”Jeg har lige set et afslag fra Filminstituttet på et projekt fra en fremtrædende filmkunstner, hvor der er en anmærkning om, at der er en karakter i filmen, der laver grin med miljøaktivisten Greta Thunberg. Det er et no go,” fortsatte produceren, der sammen med Lars von Trier stiftede det skelsættende filmselskab Zentropa i 1992.

”Den samme karakter har et negativt kvindesyn. For helvede, det er en skuespiller i en film! Vi laver også film om mordere, ikke? Vi ved i min branche, at der er en masse ting, vi overhovedet ikke skal skrive. Vi har pålagt os selv en censur for at få vores ting igennem mediemaskinen.”

I verdensklasse
Peter Aalbæk Jensen afslører over for Ekko, at projektet, som han omtalte i tv, hedder Kvinder og har ingen ringere end Ole Bornedal som instruktør

Projektet fik manuskriptstøtte på 100.000 kroner fra Det Danske Filminstitut sidste år, da det gik under arbejdstitlen Salvos.

– Har du ikke tidligere oplevet en konsulent give afslag på grund af ting, der af politiske årsager kan opfattes mindre heldigt?

”Nej, det her er helt nyt. Vi værdsætter, at konsulenter har deres smag, men der var intet kvindefjendsk i filmens tematik. Det er voldsomt, hvis vi skal til at tænke over, hvordan karakterer i en historie agerer. En ting er filmens budskab, men karaktererne!”

– Konsulenter kan jo sige ja og nej baseret på egen smag, så er det ikke okay, at konsulenten har svært ved at grine, når der bliver gjort grin med Greta Thunberg?

”Det synes jeg ikke. Det bliver censur, fordi tiden ikke er til at gøre nar af Greta Thunberg eller udtale sig negativt om kvinder. Det er jo censurering af filmbranchen,” siger Peter Aalbæk Jensen.

”Filmkonsulenten kan synes, at det er noget lort eller uinteressant, og det er altså noget andet specifikt at nævne noget, en skuespiller siger. Man kan til nød forstå det, hvis filmens slutresultat var: ’Vi hader kvinder, og de skal dø!’ Men nej, det er en brovtende mand, for fanden! Hvor er vi henne, hvis vi ikke må lave de film?”

”Vi sidder med et manuskript, der efter min og andres opfattelse er i absolut mesterklasse. Når begrundelsen er, at konsulenten ikke bryder sig om en af karakterernes kvindesyn og vittigheder om Greta Thunberg, er det ikke en kunstnerisk vurdering af projektet, men censur,” siger produceren.

Også instruktøren har svært ved at se fornuften i afslaget til filmen.

”Jeg har også undret mig over afslaget og er enig med Peter Aalbæk Jensen. Men jeg sidder midt i alt muligt andet, så jeg har ikke tid og overskud – eller mod! – til at gå ind i debatten lige nu,” siger Ole Bornedal, der er på vej med krigsdramaet Skyggen i mit øje, som har fået støtte på Filminstituttets markedsordning.

Peter Aalbæk Jensen og Ole Bornedal har også søgt lykken hos den anden af Filminstituttets spillekonsulenter, men fået et blankt afslag. Nu vil de i stedet forsøge at finde støtte til at realisere Kvinder i Tyskland.

Kvinder som ofre og ludere
Det vakte bølgegang i den danske filmbranche, da den norske konsulent på Det Danske Filminstitut, Silje Riise Næss, i et interview fortalte, at hun holder nøje øje med regnskabet mellem kvinder og mænd i sin støttetildeling.

Og det er også Silje Riise Næss, der står bag afslaget til Kvinder. Hun gav manuskriptstøtte, men da hun læste det færdige manuskript, havde det udviklet sig i en anden retning end det, de havde talt om.

I afslaget – som Ekko har læst – skriver konsulenten, at hun ikke synes, filmen forløser sin metahistorie om tre mandlige skuespillere, der tager i sommerhus for at øve til en film. Den menneskelige dimension er ifølge Næss hverken dyb eller engagerende, og så forpligter det ifølge hende at give en film titlen ”Kvinder”.

”Indimellem diskuteres det, hvorvidt man nogensinde har haft lyst til at bolle naboens tolvårige datter, hvad slags etikette, der burde være omkring imaginær nekrofili med kvindelig, mens der gøres en hel del grin med Greta Thunberg, hendes udseende og hendes psykiske sygdom. Dét er groft set paletten af kvinder i Kvinder,” vurderer Silje Riise Næss.

Hun tilføjer, at filmen ikke lever op til sit ansvar for at skildre kvinder på en nuanceret måde.

”Jeg kan forestille mig, at udgangspunktet var at sige noget om stereotyperne om både mænd og kvinder, og måske også på en finurlig måde stille til skue, hvordan kvinder ofte skildres på film. Men ikke desto mindre står man tilbage med endnu et filmmanuskript, hvor kvinder er ofre, ludere eller bare generelt lidt irriterende.”

Hvad betyder bias?
Ekko har forelagt Peter Aalbæk Jensens kritik for Silje Riise Næss, der ikke diskuterer projekter offentligt og derfor kommer med en mere generel udtalelse.

”Det lyder som en spidsformulering fra Peter Aalbæk Jensen, hvilket må være ok at komme med i en live tv-debat,” skriver konsulenten i en mail.

”Det ville imidlertid ikke være en relevant afslagsbegrundelse i tråd med de kvalitetskrav, som Filminstituttet stiller til sig selv. Vi konsulenter er sat til at prioritere hårdt mellem mange støtteansøgere og dermed give afslag til de fleste projekter. Vi bestræber os på en fyldestgørende vurdering af hvert enkelt projekt og på at redegøre grundigt for vores beslutninger.”

Peter Aalbæk Jensen oplever et generelt problem med kulturen på Det Danske Filminstitut, hvor den politiske korrekthed ifølge produceren har overtaget med spørgsmål om blinde vinkler.

”Lige når vi kommer ind ad døren, bliver vi spurgt, om vi har tænkt over bias, men hvad fanden betyder det? Jeg er med på, at vi bliver pålagt at lave en registrering af, hvilke køn der er i forskellige funktioner på filmen. Men at blive konfronteret af konsulenter, om vi er opmærksomme på bias, når vi kommer ind ad døren...” siger Peter Aalbæk Jensen.

”Jeg tolker det som et spørgsmål om, hvorvidt vi har nok kvinder med fra start. Så er det jo ikke bare noget, Filminstituttet har øje for, men en egentlig regel. Man skal være meget skråsikker for at troppe op med et projekt med kun mænd ombord.”

Direktøren på Det Danske Filminstitut, Claus Ladegaard, er helt uenig med produceren i den konkrete sag.

”Vi går normalt ikke ind i en offentlig diskussion af enkelte projekter, der har fået afslag. Det er nemt at tage et par ord ud af et afslag og gøre det til en god historie i tv-program,” siger Claus Ladegaard til Ekko.

”Der ligger et halvanden sides velbegrundet afslag på projektet, som flugter med de kriterier, der er på konsulentordningen. Jeg kan overhovedet ikke se nogen problemer i afslaget, så jeg melder hus forbi.”

Efterlyser politisk provokation
Claus Ladegaard er derimod enig i kritikken af, at kunst- og kulturverdenen er præget af indavl.

”Støtter vi hinanden, og lever vi både socialt, etnisk og kønsmæssigt inde i en osteklokke? Det er en enormt interessant diskussion, og den har vi på Filminstituttet forsøgt at engagere os i. Vi er opmærksomme på, hvordan vi kan skabe en større diversitet i vores fortællinger.”

– Peter Aalbæks kritik går på, at der ikke er plads til politisk diversitet i filmbranchen, hvor alle er venstreorienterede?

”Jeg er helt på det rene med, at den største del af kunst- og kulturbranchen – herunder også filmbranchen – ikke er mangfoldig, som befolkningen er flest. Men jeg har meget svært ved at genkende billedet af, at der skulle ske en politisk censurering på Filminstituttet. En af vores tidligere konsulenter, Mikkel Munch-Fals, forsøgte faktisk at adressere lige præcis dette problem ved – godt nok noget umusikalsk – at sige, at der mangler nazister i dansk film.”

”Vi er meget opmærksomme på at få nogle fortællinger, der ikke altid har den samme grundlæggende humanistiske indstilling til livet – og som gør, at vi som publikum næsten altid kommer ud på benene,” fortæller Claus Ladegaard.

”Jeg kunne godt ønske en større grad af anfægtelse i danske film, herunder også politisk provokation. Der sker ting i dansk litteratur i øjeblikket – Morten Pape og Sara Omar for eksempel – som jeg ville ønske også skete i dansk film. For få dage siden talte jeg med en af dokumentarkonsulenterne om, hvordan vi kan få flere projekter, der river og udfordrer det gængse humanistiske billede af, hvordan virkeligheden er skruet sammen.”

”Så jeg er enig i, at vi skal skabe mere diversitet på en lang række felter. Men at vi på Filminstituttet skulle sortere folk fra, der stemmer til højre for Det Radikale Venstre, er taget ud af den blå luft.”