Nyhed
08. mar. 2023 | 14:48

Jon Stephensen kæmper for sit politiske liv

Foto | Marie Hald

Han forlod med bulder og brag posten som teaterdirektør på Aveny-T og trådte ind i politik, men nu indhenter fortiden Jon Stephensen.

Efter at være blevet beskyldt for magtmisbrug og grænseoverskridende adfærd siger Moderaternes kulturordfører undskyld, mens sagen om dokumentfalsk kører videre.

Af Nicki Bruun og Claus Christensen

Meget kan man sige om Moderaternes kulturordfører Jon Stephensen, men han er ikke et menneske, der giver op.

En lækket lydfil afslører ham tilsyneladende i at lave en falsk underskrift, da han var direktør på Aveny-T. Og TV 2 har skrevet en stor artikel, hvor stationen har talt med over 30 mennesker, der alle fortæller en enslydende historie om en egenrådig og grænseoverskridende direktør.

Lydfilen har Jon Stephensen undladt at kommentere. Han har fastholdt sit sagsanlæg for injurier mod Aveny-T’s bestyrelsesformand Henning Dyremose, fordi formanden har beskyldt ham for netop at lave en falsk underskrift.

Nu forholder Stephensen sig på Facebook til TV 2-artiklen.

”Mange af de mennesker, der står frem i TV 2’s beskrivelse af mig som leder, var tæt på mig, og som betød meget for mig – flere af dem venner. Det gør mig selvfølgelig derfor ekstra ked af at læse deres ord,” skriver Jon Stephensen og fortsætter:

”Jeg har været teaterchef i 22 år. Jeg har kæmpet for kunsten og teatrets sag. Men artiklen fremlagt af TV 2 er en anden side af historien, og selv om jeg ikke er enig i alt fremlagte, må jeg erkende, at mennesker omkring mig har haft nogle dårlige oplevelser med mig som kollega og teaterchef. Det gør meget indtryk på mig.”

”Jeg vil derfor gerne give en uforbeholden undskyldning til de skuespillere og ansatte, som har oplevet dette. Det har aldrig været min mening.”

”Når man arbejder på et teater med dedikerede mennesker, kan bølgerne gå højt. Både på godt og ondt. Det skulle jeg, set i bakspejlet, have håndteret bedre.”

Han slutter af med at skrive, at han i fremtiden vil være mere dialogsøgende.

Det store spørgsmål er dog, hvilke konsekvenser lydfilen får. Hvis den dokumenterer, at Jon Stephensen har lavet en falsk underskrift, har han i sin korte tid som politiker løjet over for befolkningen.

Det er blevet en penibel sag for regeringen. For hvis Jon Stephensen bliver smidt ud af Moderaterne, er regeringen kun ét mandat fra at miste sit flertal i Folketinget.

Forhandling om nøgenbillede
TV 2-artiklen tegner et særdeles dystert billede af den forhenværende teaterdirektør og nuværende politiker Jon Stephensen.

Han beskyldes af både anonyme og navngivne kilder for at have skabt et psykisk nedbrydende arbejdsmiljø fuld af uforudsigelige vredesudbrud.

”Der har været mange dumme svin, men ingen måler sig med ham,” udtaler instruktør Vibeke Bjelke, der iscenesatte teaterversionen af Festen på Østre Gasværk, hvor Jon Stephensen var direktør fra 2007 til 2010.

Skuespilleren Kimmie Liv Sennova fortæller TV 2, at hun i forbindelse med sin debutforestilling på Aveny-T, Kussesumpen 2, havde store problemer med en grænseoverskridende Jon Stephensen.

Ifølge hende insisterede han på at bruge et nøgenbillede af hende i markedsføringen af stykket. Det indvilligede hun ikke i, og efter længere tids ubehagelig forhandling blev billedet redigeret til at være mindre afslørende.

Til gengæld gav Stephensen ifølge Sennova pressen fri adgang til det uredigerede billede, som dermed alligevel blev offentliggjort mod hendes vilje.

Jon Stephensen forholder sig i sin Facebook-undskyldning, som paradoksalt nok lander på samme dag som kvindernes internationale kampdag, ikke konkret til nogle af beskyldningerne fra navngivne personer.

Politikeren er i skrivende stund i Indonesien i forbindelse med en rejse med Det Udenrigspolitiske Nævn. Men han slipper nok ikke for at forholde sig mere til anklagerne, når han vender tilbage til Danmark.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko