Nyhed
11. feb. 2015 | 11:14

Jon Stewart stopper på The Daily Show

Foto | Comedy Central
52-årige Jon Stewart er gennem sin tid som vært på The Daily Show blevet kendt som den fremmeste politiske satiriker i USA.

Efter seksten år i værtsstolen vil den populære komiker overlade tjansen til friske kræfter.

Af Nicki Bruun

Jon Stewart offentliggjorde i gårsdagens udgave af The Daily Show, der vises på dansk tv i aften på Comedy Central Danmark, at han stopper som vært i løbet af året.

Stewart har siden 1999 været styrmand på The Daily Show, en tjans han overtog fra Craig Kilborn, hvorefter showet med sikre skridt er blevet en institution i amerikansk tv-satire.

Under Stewarts ledelse er showet gået fra at være et ufarligt satireprogram, der leger med fake news-stilen, til en hybrid mellem tosset komik og benhård journalistik.

Den charmerende vært har serveret et kritisk-humoristisk syn på den politiske beslutningsproces, ligesom han ofte har haft politikere som gæster, der skiftevis griner ad hans vittigheder og bliver spiddet af hans skarpe spørgsmål.

Det er et farvel, der rammer som et lyn fra en klar himmel. Der er den seneste tid sket store forskydninger i de forskellige late night shows, som befolker den amerikanske aftensendeflade. Men at Stewart var på vej videre, havde de færreste nok forventet.

Mellem det faste interview og det afsluttende moment of zen afslørede han i går sin forestående afgang med ordene: ”I mit hjerte ved jeg, at det er på tide, at en anden får chancen.”

Han sagde dog også, at det kan ske i perioden fra juni til december i år, så han har ikke forladt skærmen endnu.

Typisk jokende tilføjede han, at han havde forskellige planer for fremtiden, der først og fremmest inkluderede at spise aftensmad med sin familie på en hverdag. For som han sagde: ”Jeg har hørt fra flere kilder, at de er herlige mennesker.”

Jon Stewart om sin exit

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko